You are here

Fede Arla: Der er op til 8% sukker i visse yoghurt produkter !

Jeg skrev til Arla idag:

Hvorfor indeholder mange af Arlas yoghurt produkter op til 8 % sukker ?

Jeg har i mange år nøjes med havregryn med rosiner med mælk på uden sukker.

Her for en 14 dage siden ville prøve noget nyt til en afveksling. Jeg købte en Cultura med peach var det vist. Men jeg blev noget overrasket over, at der var 8 % sukker i. Der findes dog en uden sukker kaldet naturel. Men der er ikke frugt i.

Hvorfor tilsætter Arla så meget sukker i jeres yoghurt produkter ?

En mere rammende beskrivelse for Arla må være "fede Arla".

Få så nogle flere produkter med frugt i handelen uden sukker. Alle forbrugerne er jo trods alt ikke sukkergrise.

Spred Glæde...trods alt :/
Flemming Leer Jakobsen
denmarkonline.dk

Kommentarer

Hej Flemming

Tak for dine tilbagemeldinger, selvom du er i dit kritiske hjørne :-)

Det har ikke været en Cultura®, du har købt, da Cultura® indeholder ca. 5,5 g tilsat sukker/100 g produkt. Jeg tror, at du har købt en Yoggi® peach melba, der indeholder 7,5 g tilsat sukker/100 g produkt.

Som du kan se, er der forskel på sukkerindholdet i de to mærker. Det er netop et udtryk for, at vi prøver at tilgodese smag og behag, og at der er valgmuligheder for forbrugerne.

Når det tilsatte sukkerindhold ikke bliver meget lavere end 5%, skyldes det, at det er vanskeligt at få frugtyoghurt til at smage godt, så forbrugerne køber produktet. Senest har vi lige udmeldt en Yoggi® økologisk i to varianter med blot 4,5 g tilsat sukker/100 gram. Man skulle jo tro, at det var et produkt, der virkelig ville blive købt, men nej, forbrugerne har ikke taget godt i mod det - og måske er det et udtryk for at mange forbrugere, der køber frugtyoghurt ønsker en sødere smag.

Derfor er det vanskeligt at sætte sukkerindholdet helt i bund over hele linien. Desuden er der også en anden sensorisk problematik, der gør sig gældende. Produkterne skal nemlig også være fedtfattige, og når vi nedsætter fedtindholdet og samtidig nedsætter sukkerindholdet, så får man et produkt, der ikke smager af noget. Det er nemlig sukkeret, der fremhæver frugtsmagen, og fedtet giver den bløde dejlige fornemmelse i munden.

Når du gerne vil spare rigtig meget på sukkerindholdet fra yoghurt lige som en del andre forbrugere, er det en god ide købe en yoghurt naturel og friske den op med frisk frugt i tern. På den måde bevarer du også flere af de gode vitaminer i frugten. Ellers er havregryn med rosiner og mælk en glimrende og sund morgenmad, så det kan du også vælge at fortsætte med, og så gemme yoghurten til eftermiddagsmåltidet/aftenkaffen, hvor de fleste har en tendens til at få lyst til lidt sødt.

Sidst men ikke mindst, er det ikke mejeriprodukter, der bidrager mest til sukkerindtaget. Mejeriforeningen har lavet et kort uddrag af en undersøgelse foretaget af DTU Fødevareinstituttet, og den viser, at mejeriprodukter blot udgør 7% af det samlede sukkerindtag - klik her: http://www.mejeri.dk/smcms/mejeri_dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2008/Kostundersoegelse_/Index.htm?ID=9688

Jeg håber, at du har fået svar på dit spørgsmål, ellers er du velkommen til at vende tilbage.

Venlig hilsen
Arla Forum

Britta Jørgensen
arlaforum@arlafoods.com
tlf. (+45) 70 15 05 00 (kl.8 - 16)
http://www.arla.dk/forum

I forlængelse af dette spørgsmål: Hvorfor er der sukker i i Arlas yoghurtprodukter (Arla.dk)

Hej Britta Jørgensen, Arla Forum:

Det var altså en Cultura, som jeg havde fået fat i. Jeg kontrollerede lige igår indholdet i Cultura med jordbær (Arla.dk) hos den lokale købmand. Den har et indhold på 8% sukker. Faktisk svarer indholdet af sukker næsten til en sodavand. Coca-Cola har et indhold på 10,6% sukker. Ved nærmere eftertanke var det oprindelige jeg købte en Cultura Guava-Mandarin. Jeg huskede forkert i mit oprindelige indlæg.

Du henviser til en undersøgelse fra DTU, som viser at kun 7% af sukkerforbruget i Danmark kommer fra Mejeriprodukter. Men hvis den sukkerholdige Cultura bliver indtaget som morgenmad, så står det altså så at sige først i rækken. Og hvis det i den forbindelse er børn, som samtidigt har for vane at drikke en masse sodavand. Ja, så har vedkommende større sandsynlighed for at få overvægt. Sukker er tomme kalorier og bør efter min egen personlige mening undgås.

Du skriver også i dit svar, at forbrugerne ikke bider på produkter med lavere sukkerindhold. Jamen det må i da gøre noget ved. Man kan da ikke forvente, at et surtmælks produkt ikke er surt. I skal have stor ros for at indtroducere lavere sukkerindhold i jeres Cultura-serie. Hvornår kommer de i handelen ? Jeg vil i forbindelse med jeres reduktion af sukkerindhold i Cultura (Fundet her på arla.dk) fra 8% til 6% gerne hjælpe med et forslag som "Surtmælks produkter er sunde" & "Traditionsrige danske surtmælksprodukter".

Men jeg synes stadigvæk, at det er problematisk at I næsten propper en sodavand i folks maver hver morgen.

Jeg er klar over, at det er folks eget ansvar, hvad de indtager. Men kommer der eksempelvis GDA information på jeres emballage i nær fremtid ? Jeg er klar over, at pladsen er lille på jeres bægere. Men man kunne evt. lave et eller anden indlæg i toppen under låget.

Jeg er opmærksom på, at Cultura Naturel ikke er tilsat sukker. Og det vil da også være mit foretrukken valg suppleret med frugt i tern, hvis jeg i fremtiden vil købe Cultura.

Tak iøvrigt for selv at tilføje til min blog. Jeg var ikke kommet så langt i min liste over gøremål :/ Jeg har gjort henvisningen til DTUs undersøgelse klikbar, så andre evt. nysgerrige kan læse videre om den. Jeg fandt selve den omtalte undersøgelse her: Danskernes kostvaner 1995-2006. Status og udvikling med fokus på frugt og grønt samt sukker - september 2008 (pdf) | Publikationer fra Vet.dtu
jeg fandt også denne stærke kritik af eksempelvis kakaomælk på morgenmad fra Arla gør kakaomælk og Mini Meal til hverdagskost fra april 2005 (Vet.dtu.dk).

Med venlig hilsen
& Spred Glæde...trods alt :/
FlemmingLeer

Hej Flemming

Ja, du har ret, jeg beklager, at jeg ikke har tænkt på Cultura® i ½ liter, men kun på Cultura® i liter, da jeg nævnte sukkerindholdet på 5,5%. Sukkerindholdet varierer i de forskellige yoghurter, men en klar tendenser, at sukkerindholdet de seneste 4-5 år er gået i retning af mindre sødeprodukter, og at det i enhver produktudvikling bliver vurderer og testet, hvor langt sukkerindholdet kan reduceres. Netop også fordi, vi er opmærksomme på, at særligt børn og unge let får alt for meget sukker.

Jeg er enig med dig i, at man bør begrænse indtaget af sukker, men jeg er personligt ikke enig med dig, at det gælder om at undgå alt sukker. Jeg synes frugtyoghurt, kager, chokolade m.v. er skønne med måde, og med måde synes jeg, det giver livskvalitet. Jeg ved også, at der er mange mennesker, der ikke kan finde ud af at begrænse indtaget, men skal vi så til at lovgive om eller forbyde visse fødevarer? Jeg mener heller ikke, at frugtyoghurt er egnet som morgenmad hverdag, når det står alene - men gerne lejlighedsvis og sammen med frugt/grønt og fuldkornsprodukter.

Du henviser til en anden artikel fra Fødevareinstituttet fra 2005 om kakaomælk og minimeal i skoleerne. Der er løbet meget vand i åen siden da, og skolemælksordningens sortiment er ændret i takt med offentlighedens krav om at være medansvarlig for at nedsætte børns indtag af sukker. I skolemælksordningen har den enkelte skole mulighed for at vælge mellem fire mælkepakker, hvor det i to af pakkerne er mulighed for forældre at bestille kakaomælk, men ikke som tidligere den med fuld sukkerindhold. Den sukkerreducerde Matilde® mild blev lanceret januar 2006, og i dag tilbydes kun denne variant. Der er i skolemælksordningen ikke mulighed for at bestille Minimeals. Hvis skoleboden ønsker at tilbyde Minimeals til eleverne, skal de købe det selv udenom mælkeordningen, og det må være skolebestyrelsens ansvar på den enkelte skole at have fokus på kostpolitikken. Jeg tror heller ikke, at kakaomælk på skolerne er det store problem længere, da jeg netop har fået oplyst fra Mejeriforeningen, at det kun er 2,2% af eleverne, der bestiller kakaomælk.

Arla går ikke ind for GDA-mærkning på produkterne. I stedet arbejder vi på at få "Nøglehulsmærket" på vores produkter, og i dag har Cultura Probio® allerede dette mærke. Hvis du finder det interessant, kan du finde mere information om det nordiske Nøglehulsmærke her: http://www.fvm.dk/Default.aspx?ID=18465&M=News&NewsID=5296

Jeg tror, at vi langt hen af vejen er enige i, at vores indtag af sukker har brug for at blive reduceret. Og jeg mener vitterligt også, at Arla bestræber sig på gøre det. Vi er kommet langt med reducering af både sukker- og fedtindhold i en del af produkterne, og jeg er overbevist om, at vi gerne vil udvikle og producere endnu flere sukkerreducerede produkter, hvis forbrugerne ønsker at købe dem. Som jeg tidligere har nævnt, er forbrugeren ikke altid glade for de sukkerreducerede produkter, så de bliver udmeldt igen som tilfældet med den økologiske Yoggi® med 4,5 gsukker/100 g.

Venlig hilsen
Arla Forum

Britta Jørgensen
http://www.arla.dk/forum