Man får ikke førtidspension for sjov

Laila Ammitsbøl skriver idag:

Mange førtidspensionister følger med stigende angst debatten om revurdering af førtidspension.

Der var engang, hvor jeg hver dag både frygtede og håbede på postmandens besøg. I en del år var jeg blevet trukket gennem undersøgelser og samtaler med diverse repræsentanter for kommune og psykiatrisk lægestand, for det skulle undersøges om min psykiske tilstand var så grel, at jeg var berettiget til førtidspension.

Det havde været nogle svære år. Oven på skoletidens konstante mobning og mine forældres manglende evne til at tage sig af et barn, var min psykiske tilstand at sammenligne med den fysiske tilstand hos et menneske, der har været fået slemme forbrændinger. Jeg var fuldstændig hudløs på sjælen. Følte smerte ved den mindste kontakt. Det var tvivlsomt, om jeg ville overleve, for selvmordstankerne var min konstante følgesvend, og selvhadet fik mig til at skade mig selv, så snart jeg lavede den mindste fejl.

Hver eneste nat, når jeg lagde mig, i et mislykket forsøg på at sove, stod angsten og hånlo ved min sengekant og depressionen var altid tæt på, en uvelkommen følgesvend, jeg ikke kunne slippe af med, hvor end jeg gerne ville.

Det var på grund af min psykiske tilstand umuligt for mig at arbejde. Hverdagens små gøremål var rigeligt, for der skulle så lidt til, før jeg knækkede sammen. Det var en balancegang. Hele tiden en kraftanstrengelse at holde sig på den smalle og skrøbelige line som livet er.

Derfor ventede jeg med ulidelig angst og bæven på postmanden, og den dag han endelig smed brevet ind ad min brevsprække og jeg fik bevilget førtidspension, blev jeg lykkelig. Jeg var kun 24 år og mange vil vel mene, det var en tragedie, men for mig var det den eneste måde, jeg kunne få et liv på. Så skrøbeligt, en vandring på kanten, men dog et liv!

Desværre havde jeg på grund af min unge alder kun fået bevilget pensionen midlertidigt. Tre år, så skulle den tages op igen. Hele det sidste år, før pensionen skulle revurderes, havde jeg det forfærdeligt. Den smule fred jeg havde fået i mit liv forsvandt igen.

Stor var min lettelse, da psykiateren indstillede mig til den mellemste pension i stedet for den laveste, som jeg hidtil havde fået. Hun mente nemlig, at jeg var så svagelig psykisk, at jeg var berettiget til mere, end det der var bevilget i første omgang. Det var slet ikke faldet mig ind, at jeg kunne få en større pension. Jeg var bare desperat efter at få lov at bevare det åndehul, jeg havde fået i mit liv.

Siden jeg for snart 20 år siden blev bevilget pension, er jeg ikke blevet mere rask, end jeg var dengang. Min psykiske tilstand er stadig lige skrøbelig, og der skal ingenting til for at slå mig ud af kurs, men fordi jeg har fået førtidspension, har jeg formået at skabe mig et liv på trods af min svage psyke og på trods af det skidt, jeg slæber rundt på i min emotionelle rygsæk. Jeg er meget taknemlig for at bo i et land, hvor man kan få lov at have en indtægt, selvom man ikke magter at forsørge sig selv.

Nu er det så jeg pludselig kan konstatere, at det jeg troede var en tryg base, er ved at skride under mig. Det fundament af solid beton, jeg troede at have under mig, er pludselig blot kviksand, for de som bestemmer i vort før så trygge land, gør lige nu hvad de kan for at hive tæppet væk under mig og en masse andre førtidspensionister.

Under dække af menneskekærlighed, for vores egen skyld påstår de, skal førtidspensionerne revurderes hvert fjerde eller femte år. Jamen er de rigtig kloge? Er det uvidenhed eller ren og skær kynisme? De læner sig op ad undersøgelser lavet af mennesker, der sidder trygt og godt på deres grønne gren, men lytter ikke til de mennesker, der vil få smadret deres tilværelse, hvis forslaget bliver til virkelighed.

Det er så nemt at lade førtidspensionisterne få dårligere vilkår år for år, for det er så få i blandt os der har kræfter til at råbe op, hvorimod de som har meget mere end os, konstant vil have skattelettelser og lønstigninger og har resurserne til at kræve det. Førtidspensionisternes indtægt er de senere år, mens resten af Danmark har svælget i velstandsbølgen, blevet udhulet, for den er slet ikke vokset i takt med det omgivende samfunds løn- og prisstigninger. Nu hvor konjunkturerne vender, skal det gå ud over de svageste i samfundet.

Nu vil man også fjerne den tryghed, der ligger i at have fået førtidspensionen bevilget permanent.

- Tilgiv dem thi de ved ikke hvad de gør, siges det, men det er svært at tilgive, for er det ikke netop lovgivernes forbandede pligt at vide!

Minimalstaten toner frem i horisonten: Skattelettelser til de rigeste, brugerbetaling på lægehjælp og et sundhedsvæsen, der bliver ringere og ringere for de svageste og fattigste, mens de som har penge nok, forsikrer sig, så de kan komme til med det samme på luksuriøse privathospitaler.

Derude i fremtidens tågedis tegner sig også det syn, jeg næsten ikke kan holde ud at skue: De som før var på førtidspension, går rundt som psykiske vrag og tigger på gaden, forhutlede og med smadrede liv.

Man gav os en redningsplanke, så vi kunne overleve og nogenlunde holde ud at være til, og så tog man den fra os og lod os sejle vores egen sø. Det værste af det hele, det rigtigt snedige, var løgnen man skabte, om at det var for vores egen skyld. Så var der nemlig ingen af de velbjergede, der skulle føle dårlig samvittighed, når lønstigninger og skattelettelser fik deres konti til at bugne.

Det er mit desperate håb, at denne lov aldrig bliver virkelighed. På vegne af alle de førtidspensionister, der lige nu frygter for politikernes næste træk, løfter jeg min spage røst og beder til, at der blandt lovgiverne på Christiansborg sidder nogle få med menneskeligheden i behold. Nogen som har magten og styrken til at påvirke fremtiden, for de førtidspensionister der i denne situation virkelig trænger til forsvarere.

Fundet her:
Man får ikke førtidspension for sjov (Lailaammitsboel.smartlog.dk)