OBS: Bilagssamlingen er ikke længere online. Dette indlæg er ren historisk. Paragrafen er ændret til §100 i Serviceloven.
Der er et link til Muskelsvindfonden nederst med udvalgte artikler om Merudgifter.
Igår var der en omtale af en ankesag i Ekstra Bladet, som en Muskelsvindler fører for at få en principiel afgørelse om tilskud til at få udgifter til prostitueret dækket via servicelovens §84. Jørgen Lenger fra Muskelsvindfonden har stillet hans bilagssamling til rådighed, så andre kan nyde godt af denne paragraf, der trådte i kraft d. 1. januar 2003. Og stor tak for det. Paragrafen giver krav på at dække sandsynliggjorte udgifter til f.eks. individuel transport og fritidsaktiviteter. Den førnævnte omtale i Ekstra Bladet er en principsag, da kommunerne ikke har samme praksis på dette område. Links til download er nederst med instruktioner til at pakke den ud. Selve bilagssamlingen henvender også til sagsbehandlere og interesseorganisationer som f.eks. Scleroseforeningen. Et par ord til ansøgning. Du har krav på at få et skriftligt afslag fra kommunen. Du skal ikke lade dig spise af med et mundtligt svar. Udgifter over kr. 6.000 per år kan dækkes af denne paragraf til voksne.(Servicelovens §84).
Servicelovens §84 virkeområde Som følge af bestemmelsen om, at ydelserne nu retter sig til alle, vil personkredsen for servicelovens § 84 være udvidet, og omfatte førtidspensionister og andre personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat funktionsevne, der betinger merudgifter ved den daglige livsførelse. Fra bemærkningerne til lovforslaget af Henrik Dam Kristensen, tidligere Socialminister.
Indledning til bilagssamlingen:
Servicelovens § 84 om merudgifter Bilagssamling
Også ankeafgørelser om merudgifter for handicappede børn Denne bilagssamling indeholder blandt andet de gældende regler om servicelovens § 84 om merudgifter (loven, bekendtgørelsen og vejledningen) og daværende socialminister Henrik Dam Kristensens bemærkninger til lovforslaget forud for lovens vedtagelse, fordi disse bemærkninger gennemgår den sammenhæng, som loven indgår i. Desuden er optrykt de spørgsmål fra folketingsmedlemmer og svar fra skiftende ministre, som har været rejst i Folketinget. Bilagssamlingen indeholder også samtlige Sociale Meddelelser fra Ankestyrelsen om merudgifter efter såvel servicelovens § 28 (børn) og § 84 (voksne), også fra tiden forud for 1. januar 2003, hvor den nye formulering af servicelovens § 84 trådte i kraft. De to bestemmelser bygger ganske vist på hvert sit lovgrundlag, men der er betragtelige ligheder, og det meget mere detaljerede regelsæt for servicelovens § 84 og de betragtninger om handicapkompensation, der ligger bag servicelovens § 84, er i vidt omfang anvendt ved forvaltningen af også servicelovens § 28 siden 1. januar 2003.
Endelig er optrykt et eksempel på en mønsteransøgning, hvis enkelhed og kvalitet førte til en næsten fuldstændig bevilling, samt mit indlæg fra minikonferencen i Bella Centret i dag for nøjagtig ét år siden. Formålet med bilagssamlingen er at gøre det lettere at ansøge kommunen om merudgifter efter servicelovens § 84, at forberede møder med kommunen og at anke en afgørelse fra kommunen. I betragtning af det omfattende materiale vil det for mange ansøgere være muligt at finde oplysninger, som kan være til støtte i denne situation, og som det ikke kan forventes, at kommunen eller sagsbehandleren kender. Vanskelighederne med at få reglerne overholdt i adskillige kommuner har gjort det nødvendigt med nogle ekstraordinære initiativer for på den måde at sikre brugerne de rettigheder, som Folketinget har ønsket, at de skulle have. Jeg er fuldt bevidst om, at mange ikke har mod på at gå i gang med så mange sider med tørre regler og love; men med næsten 100 bestillinger af udgivelsen på mindre end et døgn håber jeg, at kendskabet til reglerne vil brede sig som ringe i vandet. Udgivelsen af bilagssamlingen vil i løbet af sommeren blive suppleret med en egentlig gennemgang af de gældende regler, både ud fra selve regelsættet og ud fra den praksis, der har vist sig, og som langt fra udtrykkes fyldestgørende gennem de sager, som Ankestyrelsen har behandlet. Bilagene er samlet sammen fra især Folketingets og Ankestyrelsens hjemmesider. Layoutet er ændret af hensyn til læsbarheden. Regnefejl, stavefejl, slagfejl, kommafejl osv. er rettet i videst muligt omfang, men jeg vil være glad for at blive gjort opmærksom på eventuelle fejl, således at disse kan rettes, inden bilagssamlingen i opdateret form vil indgå i den samlede udgivelse. Jørgen Lenger Muskelsvindfonden - den 25. maj 2005
Også afgørelser vedr. "merudgifter" til handicappede børn Bilagssamlingen omhandler ikke kun refusion til voksne efter servicelovens §84. Der er også ankeafgørelser om tilskud til sandsynliggjorte udgifter vedr. handicappede børn. (Servicelovens § 28).
Se opdateret bilagssamling fra 16. maj 2006 på Muskelsvindfonden.dk * Ikke længere online *
Se sektionen om oplysninger / Merudgifter på Muskelsvindfonden her (Muskelsvindfonden.dk)
Se iøvrigt http://ryk.dk/raadgivning/love-regler/2370 med information om revision af serviceloven fra d. 22. december 2008. * heller ikke online *
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments
Kommentarer
Merudgifter til voksne
læs mere om
/ Merudgifter til voksne (Social- & Integrationsministeriet)
/ Merudgifter til børn (Social- & Integrationsministeriet)
Husk, at du kan forlange et skriftligt afslag af kommunens sagsbehandler med henvisning til relevante paragraffer & 4 ugers klagefrist.
Lad dig aldrig spise af med et mundtligt afslag. Det er desværre en finte, som nogle sagsbehandlere bruger af ukendte grunde.
Sidst revideret
2. juni 2012