Køge: Aktiveringssag for Menneskerettighedsdomstolen
Kommuner kan tage kontanthjælpen fra folk, der siger nej til aktivering. Det har Højesteret fastslået. Sagen sendes nu videre til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.Af Birgitte Rørdam
Kommuner må gerne smække kassen i, hvis en kontanthjælpsmodtager siger nej tak til et tilbud om aktivering. Det fastslog Højesteret i december, og spørgsmålet bliver nu efter al sandsynlighed rejst for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Afgørelsen har betydning, fordi den berører samtlige godt 30.000 kontanthjælpsmodtagere i aktivering i Danmark. Sagen drejer sig om en tidligere kontanthjælpsmodtager Johan Møller Nielsen fra Køge, der i 2000 afbrød sin aktivering i kommunen. Begrundelsen var, at det var at sammenligne med tvangsarbejde, fordi han måtte arbejde uden at få overenskomstmæssig løn, ret til feriepenge og pensionstillæg. Han krævede alligevel, at kommunen fortsatte med at udbetale penge til ham, men det ville Køge Kommune ikke.