Mindeord for Anders Bjørn Storgaard

AFGHANISTAN: Mindeord af Kenneth Juul Strøm, kompagnichef for ODIN kompagniet og for de underlagte enheder i Armadillo lejren.

27-03-2008 kl. 17:34

Mindeord af Kenneth Juul Strøm, kompagnichef for ODIN kompagniet og for de underlagte enheder i Armadillo.

Det var med stor sorg at jeg i aftes, efter at være kommet hjem fra patrulje med 2 deling og manøvrestøttesektionen, måtte samle alle enheder i lejren Armadillo for at meddele at vi i ODIN familien har lidt et smerteligt tab – vi har mistet en kammerat og jeg har mistet en af mine svende.

Konstabel Anders Bjørn Storgaard omkom den 26. marts 2008 under kampe med Taliban og en konstabel kom lettere til skade.

Anders deltog i patruljen som næstkommanderende i en af grupperne. Anders har fulgt kompagniet gennem hele uddannelsen og viste fra starten helt særlige egenskaber. Ikke blot var hans personlige færdigheder helt i top, han var også vellidt som menneske i kraft af hans evne til at tale med og lytte til alle andre.

Som led i sin funktion som næstkommandernede i hans gruppe, viste Anders under føreruddannelsen hjemme i Danmark, at han ikke alene havde en rigtig god taktisk forståelse, men også at han havde egenskaberne til at samle gruppen om de opgaver som han fik ansvaret for.

Alle opgaver som Anders blev stillet blev løst med største professionalisme og med en tilgangsvinkel til, at kun de bedste løsninger var gode nok. Tillige havde Anders sine meningers mod, hvilket jeg som kompagnichef i særdeleshed værdsatte. Han var aldrig bange for at komme med nye forslag, hvilket samlet set kun gjorde os endnu stærkere som familie.

Efter hjemkomsten fra patruljen samledes hele ODIN familien og vi holdt et minuts stilhed for Anders og tænkte på vores kammerat som lægerne i Bastion tager sig af.

Til afslutning på mindehøjtidligeden citerede jeg et personligt brev, som jeg modtog for ganske få dage siden fra en pårørende til en soldat i kompagniet: Ved at tro på livet - erfares det. Ved at elske livet - forklares det. Ved at vove livet – forsvares det.

Anders troede på, elskede og vovede livet. Derfor var han i Afghanistan, derfor var han en af de bedste soldater og derfor var han en af de bedste kammerater. Anders forsvarede livet! Vi har valgt en gerning, hvor vi er villige til at satse vores eget liv i fast overbevisning om at andre kan få et bedre. Vi har valgt den bevidst, men vi har også forberedt os således, at risikoen minimeres mest muligt.

Der er ingen tvivl om at vores hjerter smerter lige nu, men vi ved også at det er intet imod den sorg som har ramt Anders’ forældre, lillesøster og kæreste i Danmark. I skal vide at vi alle tænker på og føler med jer!

Vores tanker går samtidig også til den sårede konstabels pårørende. På søndag tager vi i Armadillo afsked med Anders når han flyves fra Bastion – god rejse Anders!

Ære være Anders Bjørn Storgaards minde!

På hele ODIN familiens vegne! Kenneth Juul Strøm Kompagnichef

Fundet her:
Mindeord for Anders Bjørn Storgaard (Forsvaret.dk)

CH for den danske bataljon i Helmand, Oberst Jens Lønborg

OKS Jesper Gilbert Petersen blev fredag morgen dræbt i kamp med Taliban oppe nord for For-ward Operating Base ATTAL i Upper Gereshk Valley. En fremragende soldat og god kollega blev dermed brutalt revet fra os.

I denne svære stund går vore tanker til Gilberts familie og venner.  Den sorg de føler lige nu, den føler vi også.
Selv om det ikke kan bringe Gilbert tilbage, så finder vi alligevel trøst i at vide, at man hjemme i Danmark gør alt, hvad man kan for at støtte nu og i den svære tid, der kommer.  

Gilbert indgik i vores kampvognsdeling LOKE. Han har således været en meget vigtig del af bataljonens tungeste våben. Utallige er de gange, hvor Gilbert og resten af LOKE har været vores livsforsikring oppe på High Ground og stort set hver gang, hvor enheder har været i kamp i den grønne zone, har de været der til at indsætte den ildkraft, som har været en af-gørende hjælp for enhederne på jorden.

Gilbert var en erfaren soldat med flere udsendelser bag sig og satte altid en ære i, at der var orden i tingene. Man kunne altid komme til ham efter et godt råd om selv den mindste detalje indenfor hans speciale. Gilbert med sit stille og rolige væsen, og altid gode humør, vil blive savnet af alle som havde det privilegium at kende ham.

Æret være Gilberts minde.

Kampvognsdeling og -besætning

Kampvognsdelingen LOKE har mistet en kammerat. Jesper Gilbert Pedersen faldt i kamp den 25.juli, 2008 i Upper Gereshk Valley. Gilbert var en dygtig kampvognsmand og en rigtig soldat. Han var et vellidt besætningsmedlem på 2’er vognen og en kører, man altid kunne stole på; ”Først hesten – manden senere!”, sagde Gilbert, og der var orden i sagerne. Hans viden på sit felt og evne til at huske selv detaljen gjorde ham til den, man kom til efter råd, og han var altid parat til at hjælpe. Gilbert var en stille og rolig mand, aldrig i dårligt humør, og alle, der kendte Gilbert som en ven, vil savne hans pligtopfyldende væsen og hans varme smil.

ISAF 5 blev Gilberts tredje og sidste mission. Aftenen før den 25.juli talte han om sine planer for endnu en udsendelse i samme funktion. Gilbert var professionel og klar over risikoen forbundet med udsendelse - han betalte desværre den højeste pris forleden. Han var en lille mand men en stor soldat, og han er savnet.

Til redaktionerne:
Jesper Gilbert Pedersens familie ønsker ikke kontakt med medierne.

Fundet her:
Mindeord over Jesper Gilbert Pedersen (Forsvaret.dk)

Elsket af sit kompagni

Oberst Kim Kristensen, chef for det danske kontingent i Afghanistan, skriver mindeord om major Anders Storrud.

16-10-2007 kl. 15:25

Den danske bataljon har mistet ikke kun en højt respekteret og vellidt kompagnichef - men også en chef der var elsket af sit kompagni. Major Anders Storrud var en unik chef, som der kun findes ganske få af. Med sin erfaring fra blandt andet Kosovo og Irak blev Anders meget hurtigt det naturlige samlingspunkt for alle i kompagniet. Da han som kompagnichef blev udpeget til Afghanistan missionen, blev kompagniet meget hurtigt fyldt op med meget kompetente og erfarne førere og soldater. En væsentlig årsag var, at mange ønskede at følge Anders til Afghanistan. Skulle de udsendes til Helmand, så skulle det være med Anders.

Major Anders Johan Stæhr Storrud, chef for det mekaniserede infanterikompagni i den danske kampgruppe i Afghanistan.

Hans konstante fokus på sine soldaters velbefindende var kendetegnende. Han vidste, at kompagniet ville blive indsat i selv de vanskeligste opgaver i Helmand. Derfor trænede han også sit kompagni meget hårdt og professionelt forud for missionen. På den måde mente Anders, at han bedst muligt kunne passe på sine soldater.

Soldaterne vidste, at de havde en chef, som bekymrede sig om dem og deres pårørende. Derfor er det endnu mere smerteligt for os alle, at netop Anders selv skulle blive ramt.

For mange i kompagniet og i bataljonen er det et stort savn, vi netop nu føler. Personligt vil jeg savne hans glade smil, når han kom tilbage fra en succesfuld operation og opgaver.

Ofte talte vi om hans store evner som officer - evner som skulle komme fremtidige officerer til gavn. Han ønskede at blive lærer på Hærens Officersskole, hvor han kunne øse af sin store faglige viden, krydret med hans fantastiske menneskelige egenskaber. Dette job ville have været skabt til Anders, og det ville have været til stor glæde for kommende officerer.

Kompagniet har lært meget af Anders. Derfor kan kompagniet nu også fortsætte de videre operationer - som Anders ville have ønsket det.

Anders var meget glad for fodbold og især for F.C. København.

Anders var stolt af at være officer i Den Kongelige Livgarde, særligt når han var indsat i skarpe operationer i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Men mest af alt var Anders den gladeste og stolteste far, man kan forestille sig. Med glæde i øjnene fortalte han om Susie og deres to skønne børn Trine og Ståle.

Vi tænker alle lige nu på den smerte, som har ramt Susie og børnene. Det er en trøst for os herude at vide, at Forsvaret vil gøre alt for at støtte Susie og børnene i denne vanskelige tid.
Æret være major Anders Storruds minde.

Fundet her:
Elsket af sit kompagni (Forsvaret.dk) (16. oktober 2007)

Mindeord

AFGHANISTAN: De to dræbte konstablers chef i Afghanistan, oberst Kim Kristensen, skriver her mindeord over Casper Alexander Cramer og Mark Visholm. Nu med tilføjet billeder.

30-11-2007 kl. 11:44 - Opdateret 21-05-2008 kl. 11:15

Konstabel Casper Alexander Cramer

Casper var den venlige, imødekommende og hjælpsomme gode ven for sine kammerater i delingen og i gruppen. Det var her, sammen med kammeraterne, at Casper trivedes bedst. Casper var altid med, når der skete noget sjovt. Han var en frisk og god kammerat - en som man kunne tale med også om andet end det sjov, soldater har sammen.

Casper begyndte i Forsvaret som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i august 2005. Efter fire måneders værnepligt fortsatte Casper på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse. Fra august 2006 til februar 2007 var Casper udsendt til Irak på hold 8.

Som udsendt soldat følte Casper sig i sit rette element. Han havde et realistisk syn på soldatergerningens alvorlige sider, og han havde et afklaret forhold til de farer og risici, det indebærer at være soldat. Det var fællesskabet, kammeraterne og de mange gode oplevelser, der trak i ham. Efter udsendelsen til Irak ønskede Casper at komme af sted igen så hurtigt som muligt. Derfor var Casper nu i Afghanistan sammen med 5. Spejdereskadron fra Gardehusarregimentet.

Casper gik gerne forrest og tog de største byrder på sine skuldre. Når noget optog ham, gik han op i det med liv og sjæl, og på den måde inspirerede han sine kammerater.

Casper blev 21 år.

Æret være Caspers minde.

Casper blev 21 år.

Konstabel Casper Cramer

Konstabel Mark Visholm

Mark var den altid glade og hjælpsomme kammerat. Mark stillede store krav til sig selv, men var tolerant, åben og fordomsfri overfor sine medmennesker. Han satte sig mål og kæmpede indædt for at nå dem uden på nogen måde at skubbe andre i baggrunden.

Hans kammerater husker flere karakteristiske episoder, hvor Marks glæde over at have nået sine mål blev delt med kammeraterne i delingen.

Mark startede i Forsvaret som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i august 2006. Oprindeligt var Mark blevet erklæret begrænset egnet på grund af et dårligt knæ, men typisk for Mark søgte han dispensation og blev indkaldt. Under de første par måneders værnepligt havde Mark dog problemer med knæet, men med sin viljestyrke overvandt Mark problemerne og var derfor klar til at prøve kræfter med nye udfordringer i forsvaret. I december 2006 startede Mark derfor på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse også ved Gardehusarregimentet.

Mark blev i forlængelse af uddannelsen udsendt til Afghanistan med 5. Spejdereskadron.

Mark var en god og værdsat sygehjælper i sin deling. Det gode humør, glæden og lysten til at opleve verden smittede af på Marks kammerater i delingen.

Mark blev 22 år.

Æret være Marks minde.

Mark Visholm

Konstabel Mark Visholm

Et sidste farvel

Til redaktionen:
Ingen af de pårørende ønsker kontakt med pressen.
Vi kan desværre ikke på nuværende tidspunkt tilbyde billeder til tryk.

Fundet her:
Mindeord (Forsvaret.dk) (30. november 2007)

AFGHANISTAN, Gereshk: De to dræbte soldater kommer fra Gardehusarregimentet og fra Hjemmeværnet.

17-03-2008 kl. 18:20

Den 33-årige kaptajn Christian Jørgen Grundt Damholt kom fra Hjemmeværnet og den 45-årige seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen kom fra Gardehusarregimentet.

Mindeord over kaptajn Christian Jørgen Grundt Damholt

Kaptajn Christian Damholt blev 33 år.

kaptajn Christian Jørgen Grundt Damholt

Christian var en åben, humoristisk og vellidt person, der havde et naturligt talent for at skabe kontakt til andre mennesker, hvilket gjorde ham til en perfekt CIMIC person. Han var en officer som gjorde sit arbejde til det yderste, kunne samle tråde af forskellige oplysninger og tegne et billede af, hvad der skulle gøres for, at opgaven blev løst. Christians åbne og venlige sind bevirkede, at vi hurtigt fik et godt samarbejde med andre enheder fra forskellige nationer.

Christian havde et naturligt talent for at skabe venner på tværs af nationaliteter, grader og funktioner. Christian var en mand med et stort hjerte og han havde ordets magt, når han talte var det velovervejet og præcist, hvilket gjorde, at han hurtigt blev respekteret blandt CIMIC-delingen og blandt vores mangeartede samarbejdspartnere.

Christian efterlader sig en hustru, Annette, og sine forældre Susan og Claus. Før vi tog af sted på denne mission giftede Christian sig med Annette på rådhuset, og de havde planlagt kirkebryllup i sensommeren. Det er med sorg i hjertet, at vi sender vores tanker til Annette i denne svære stund.

Christian var en ægte officer og han vidste godt, hvad denne mission indebar af risici. Alligevel valgte han at påtage sig opgaven som CIMIC officer, for herigennem at yde sit bidrag til en fredeligere verden gennem opbygningen af et frit og demokratisk Afghanistan.

Mindeord over Seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen

Sonny blev 45 år. Sonny var indbegrebet af en rigtig mand.

Seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen

Sonny viste udad til, hvor fornuftig og professionel en befalingsmand kan udvikle sig gennem en lang karriere i Forsvaret. Sonny var altid fuldt ud professionel, men lærte man Sonny at kende og han kunne lide én, åbnede Sonny sit store hjerte og sind op for en personlighed som rummede meget mere end den professionelle personlighed som Sonny besad.

De, der kendte Sonny, lærte hans dybe og intense kærlighed til computerspil, volleyball, mennesker og hans altid konstruktive, humoristiske og omsorgsfulde væsen. Sonny besad en ubetinget kærlighed til sin familie, der var hans et og alt. Sonny efterlader sig hustru Thyra og tre døtre Mia, Jenny og Ida, samt sine forældre Inge Lise og Henning.

Det er med stor sorg i hjertet vores tanker går til Sonnys efterladte i denne svære tid. Sonny elskede sin familie og brugte meget tid om aften med at skrive med sine børn og sin hustru. Sonny kendte til risikoen ved at tage på denne mission og accepterede dette fuldt ud, da det var den levevej han havde valgt og ønskede. Sonny var helt igennem en professionel og dygtig seniorsergent, der rummede så utroligt mange menneskelige kvaliteter, der gjorde at han faldt godt i med opgaven som CIMIC befalingsmand.
Ære være hans minde.

Hærens Operative Kommando frigiver normalt ikke navne på sårede soldater for at beskytte soldaterne og deres pårørende.
Det kan oplyses, at den tredje soldat under patruljen er let såret og hun er ved godt mod.

Familierne ønsker ikke kontakt med medierne.

Fundet her:
Mindeord (Forsvaret.dk) (17. marts 2008) 

Mindeord

AFGHANISTAN, Helmand: Den danske kampgruppechef og kompagnichefen skriver mindeord om oversergent Henrik Christian Christiansen

27-08-2008 kl. 11:05

Oberst Keld R.J. Christensen, chef for Den Danske Kampgruppe ISAF Hold 6:

Det er med stor sorg, at vi på Hold 6 mindes vores kollega, kammerat og ven oversergent Henrik Christian Christiansen, som den 25. august så brutalt blev revet fra os, mens han udførte det job, han elskede.

Mandag blev dagen, da vi fik endnu en tragisk påmindelse om, at farerne hernede findes alle steder. Ikke kun i Green Zone.

Henrik var klar over farerne. Af sted på sin femte udsendelse havde han taget stilling til, om det var en fare, han ville udsætte sig selv for. Han vidste, hvad han gjorde. Henrik var om nogen en professionel soldat.

Vores varmeste tanker går til Henriks pårørende, der nu må undvære Henrik og kun har minderne tilbage.

Vi har stadig en opgave hernede, som skal løses. Og den løser vi. Det gør vi, fordi Henrik – ligesom vi andre – tror på det, vi arbejder med.

Vi kører ud gennem porten i dag, i morgen, i næste måned. Vi lader ikke Henriks død være forgæves.

Æret være Henrik Christian Christiansens minde!

Major Jacob Andersen, chef for Charlie kompagniet:

Vores ven Henrik Christian Christiansen er på den hårdeste måde blevet taget fra os. Henrik døde af sine kvæstelser mandag den 25. august 2008 i Helmand.

Han pådrog sig sine kvæstelser, da han som altid gjorde sit job. Han blev såret af en eksplosion, mens han gjorde det, han elskede og virkelig var god til. Desværre stod hans liv ikke til at redde. Henrik døde som en soldat. Pludseligt og alt for tidligt.

Henrik var bogstaveligt talt støre end livet selv. Han var så fuld af livet, at man blev suget med af hans energi og nød det i fulde drag. For det var bekræftende, livsbekræftende.

Hvis Henrik selv skulle have valgt sin vej ud af denne verden, ville det have været, mens han gjorde det, han elskede. Han fik desværre på ulykkelig vis, og for os andre en uretfærdig måde, lov til som det sidste, han gjorde i denne verden, at få dette opfyldt.

Vi, der er tilbage, må leve med savnet og vide, at vi har været privilegerede i et alt for kort øjeblik.
Vi må og skal leve videre, og det skal vi gøre i hans ånd. Vi skal leve videre på den mest professionelle måde, for Henrik var om nogen iblandt os den mest professionelle soldat.

Vi er hårdt ramt, og det gør ondt, men vores mest dybtfølte og hjertelige tanker går til Henriks familie og pårørende, som må gå igennem denne værste tid. Vi kan kun trøste jer og sige, at på et tidspunkt bliver det morgen igen, og solen står op. Den vil aldrig skinne helt så stærkt som før, for der vil fra i dag og resten af livet altid være skyer på den, for minderne vil altid være der.

Tak for det alt for korte øjeblik vi fik lov til at være blandt de få udvalgte, som du tilsmilede med dit nærvær. Vi vil savne dig og have meget svært ved at komme videre, men vi skal nok, for det ville du have gjort, Henrik.

Æret være Henrik Christian Christiansens minde!

Fundet her:
Mindeord (Forsvaret.dk)

De dræbte danske soldater er konstabel Mads Lerche Rasmussen, 21 år, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus, 26 år, og konstabel Martin Abildgaard, 23 år, alle fra Gardehusarregimentet i Slagelse

18-06-2009 kl. 14:55

Den fungerende chef for Danish Battle Group, oberstløjtnant Jens Ole Rossen-Jørgensen, skriver:

Onsdag den 17. juni var en meget sørgmodig dag for den danske bataljon i Helmand, da det i løbet af formiddagen stod uigendriveligt klart for os, at vi havde lidt vores første tab på Hold 7.

Tre dygtige soldater, gode venner og kolleger blev med et revet fra os og deres kære på den mest ubarmhjertige og brutale facon efter at være blevet ramt af en vejsidebombe. Vi hernede sidder tilbage, eftertænksomme og dybt berørte over at have mistet tre af vores kammerater, og alle vore tanker går i denne tragiske situation hjem til vore faldne kammeraters familier og venner, hvis tab er uerstatteligt, og hvis sorg vi føler og deler.

Konstabel Mads Lerche Rasmussen, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus og konstabel Martin Abildgaard elskede livet som soldater.
Alle tre vidste, at opgaven i Helmand indebærer en risiko, og at de i sidste ende kunne komme til at betale den ultimative pris. Alligevel var de afklarede og opsatte på at være med til at løse de fælles opgaver på Hold 7, og de påtog sig alle tre vigtige opgaver som en del af bataljonens opklaringssektion.

De gik til opgaverne med krum hals som de professionelle soldater og gode kammerater, de var. Også i går kunne man som sædvanlig regne med de tre. De tog ansvaret og førte kolonnen frem på den eneste asfalterede vej i det danske ansvarsområde, Highway 1, da de pludselig blev ramt af en kraftig, uforudsigelig og ubarmhjertig eksplosion, der kostede dem det dyrebareste af alt. Vi, der sidder tilbage, forsøger at finde en mening med, at tre så unge mennesker døde på denne hede dag i Afghanistans ørken, og at finde styrke til at fortsætte med at løse opgaven i deres ånd. Det ville de selv have ønsket; deres uretfærdige død må ikke være forgæves.

Vi vil altid huske Mads, Andreas og Martin, tænke på dem og savne dem. De har betalt den højeste pris under løsningen af den opgave, vi sammen påtog os. Vore tanker vil for altid være hos dem og vores dybeste medfølelse med deres pårørende.

Æret være deres minde.

Chefen for Stabs- og Logistikkompagniet, major Kenneth Algreen Starskov, skriver:

Den 17. juni 2009 blev en sorgens dag for den lette opklaringssektion og resten af Stabs- og logistikkompagniet.
En eksplosion fra en IED rev tre af vores gode venner og kollegaer fra os i løbet af et fatalt øjeblik. IEDén lå paradoksalt nok i et af de vejunderløb, som sektionen netop selv havde haft til opgave at kontrollere et utal af gange.

Både Andreas, Mads og Martin var professionelle soldater og gode enkeltkæmpere. De levede og åndede på hver deres måde for opgaven som opklaringsmand med den frihed, selvstændighed og ansvar som den enkelte soldat har. Og med det særlige og tætte bånd som soldater i små enheder knytter.

Andreas, Mads og Martin var alle gode kammerater med hver deres særlige karakteristika. Den ene rolig og lyttende, den anden åben og meget talende og den tredje altid hjælpsom. De bidrog hver især til at holde sektionen på et godt, professionelt niveau. Et professionelt niveau sektionen er kendt og respekteret for i hele den danske bataljon.

Andreas, Mads og Martin er ikke mere. Vi står tilbage med billederne på nethinden, minderne og smerten, tabet har efterladt. Med tomrum der aldrig kan fyldes.

Kompagniets tanker går til de pårørende til Andreas, Mads og Martin. Vi føler med Jer.

Respekt!
Æret være deres minde.

Den Lette Opklaringssektion skriver:

Den lette opklaringssektion er i stor sorg over at have mistet Mads, Andreas og Martin. De tre vellidte venner og professionelle soldater kørte onsdag den 17. juni på en vejsidebombe i Helmand og blev dræbt på stedet.

Konstabel Mads Lerche Rasmussen.

Mads Lerche Rasmussen var udadvendt og åbenhjertig og kunne charmere sig ind på alle, han talte med. Han var også temperamentsfuld, men lige så hurtigt, som han var oppe i det røde felt, lige så hurtigt var han tilbage i sin vanlige omgængelige og charmerende stil. Han var utrolig vellidt blandt sine venner og kolleger og højt agtet for sine færdigheder som soldat, især som dyseskytte. Over alt på jorden elskede Mads sin bil, som han brugte megen tid og penge på, så den kunne blive lige, som han ønskede sig den. Mads var udpræget B-menneske, stor fan af Brøndby og forgudede sin søster, hvis billede han havde hængende ved siden af sin seng.

Mads meldte sig som konstabelelev ved Gardehusarregimentet og begyndte ved Stabskompagniet i 1. Panserinfanteribataljon den 1. november 2006. Han blev udnævnt til konstabel den 1. august 2007 og herefter overført til 1. Mekaniserede Infanterikompagni i samme bataljon. Fra juni til august 2008 blev Mads udsendt for første gang, da han trådte til og udfyldte et hul i Fenris-kompagniet på Hold 5 i Afghanistan.
Den 1. oktober 2008 tilgik Mads spejdersektionen i Stabskompagniet og blev i februar 2009 udsendt med Hold 7 til Helmand i Afghanistan i den lette opklaringssektion under Stabs- og Logistikkompagniet.

Mads blev 21 år. Han efterlader sig forældre samt sin søster.

Overkonstabel Andreas Søgaard Brohus.

Andreas Søgaard Brohus var en dedikeret og erfaren spejder. Pligtopfyldende og professionelt udførte han de opgaver, han blev stillet overfor. Han var god til at tilpasse sig enhver situation og tog det altid stille og roligt. Andreas var meget svær at stresse, uanset hvilke hændelser eller opgaver der måtte opstå eller skulle løses. Han var et roligt og ærligt menneske, som var nem at tale med om alt og intet – en god ven og en rigtig kammerat. Han var i sektionen kendt for at tale med sig selv, når han skulle være sikker på at huske noget bestemt. På hjemmefronten holdt Andreas af de håndværksmæssige udfordringer på huset og samværet med Linda og hunden Charlie. Andreas blev gift med sin elskede Linda kort før afgang til Afghanistan, og sammen tog de på bryllupsrejse til Bali under Andreas´ orlov.

Andreas blev indkaldt som værnepligtig til Jydske Dragonregiment den 1. februar 2005. Her meldte Andreas sig efter 4 måneders tjeneste til Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse som konstabelelev. Andreas blev udnævnt konstabel 1. februar 2006 og blev herefter udsendt med Hold 7 som kører/signalmand ved Spejdereskadronen i Irak. I praksis var Andreas alt-mulig-mand og bestred også stillinger som skytte og observatør i andres fravær. Efter udsendelsen til Irak blev Andreas overflyttet til Gardehusarregimentet, hvor han bestred forskellige funktioner i 1 Panserinfanteribataljon, inden han i januar 2008 kom med på holdet, der i februar 2009 blev til den lette opklaringssektion under Stabs- og Logistikkompagniet på Hold 7 i Helmand, Afghanistan.

Andreas blev 26 år. Han efterlader sig forældre, bror og søster samt sin kære hustru Linda.

Konstabel Martin Abildgaard.

Martin Abildgaard var en god, professionel og stolt soldat. Han var blandt andet kendt som en dygtig maskingeværskytte, og han var en god ven, der altid var der for de andre. Han var altid loyal over for sine venner, og med sin hjælpsomhed, glæde og humor var han med til at holde humøret oppe i sektionen. Martin havde to store lidenskaber i sit liv; den ene var hans gamle, elskede Mercedes; den anden var slik, hvilket ofte førte til, at vennerne måtte se slikposerne skrumpe. Han var kendt i sektionen for at lytte til de samme melodier igen og igen, hvor ”Hotel California” med Eagles var blandt favoritterne. Martin var sygehjælper og fandt stor tilfredshed i at hjælpe andre. Blandt andet hjalp Martin en lokal dreng med at rense og forbinde et sår under en af sektionens patruljer, hvilket forstærkede hans ønske om en fremtid som Falck-redder.

Martin meldte sig som konstabelelev ved Gardehusarregimentet og begyndte ved Stabskompagniet i 1. Panserinfanteribataljon den 1. maj 2007. Han blev udnævnt til konstabel den 1. februar 2008. Herefter blev Martin kører og signalmand i samme kompagni, inden han i januar 2008 kom med på holdet, der i februar 2009 blev til den lette opklaringssektion under Stabs- og Logistikkompagniet på Hold 7 i Helmand, Afghanistan.

Martin blev 23 år. Han efterlader sig forældre samt sin bror og kæreste.

Recon forever!

Vi vil altid huske jer.
Æret være jeres minde.

Til medierne:
De pårørende ønsker ikke kontakt med medierne nu og i den nærmeste fremtid, hvilket medierne bedes respektere.

Fundet her:
Mindeord (Forsvaret.dk) (18. juni 2009)

Kompagnichefen og soldaterne har sendt mindeord hjem fra Afghanistan.

26-02-2008 kl. 15:23

Kompagnichefen, major Kenneth Juul Strøm, skriver om sin soldat Morten Krogh Jensen:

”Det er med stor sorg, at kompagniet søndag den 24. februar 2008 har mistet konstabel Morten Krogh Jensen i forbindelse med en vådeskudsulykke i Camp Bastion.

Morten startede ved 5. Mekaniserede infanterikompagni ved Den Kongelige Livgarde i december måned. Allerede tidligt i uddannelsen ved kompagniet viste han helt særlige egenskaber – såvel fagligt som menneskeligt. Det var således også fuldt fortjent, da han efter så kort tid i kompagniet blev peget på som månedens soldat. I begrundelsen skrev jeg blandt andet:

”Morten har i den korte tid, han har gjort tjeneste ved kompagniet og ved mortergruppen, formået at blive særdeles vellidt af alle. Mortens arbejdsindsats har været til stor gavn for alle, hvad enten det har været som kører eller som hjælper på morteren. Mortens faglige engagement er et eksempel til efterfølgelse herunder særligt hans ønske om fortsat at forbedre sin egen faglige viden og færdigheder. Morten har således allerede på nuværende tidspunkt opnået meget gode færdigheder indenfor sin funktion.”

Ingen er i tvivl om, at Morten var en fremragende soldat – men vigtigst af alt tillige også et menneske med hjertet på det rette sted.

Vi vil komme til at savne Morten, men vi i kompagniet ved, at størst er smerten over savnet hos Mortens familie. I er i vores tanker!”

Soldaterne i Morten Krogh Jensens gruppe skriver direkte til de nærmeste pårørende:

”Vi havde aldrig håbet, at vi skulle skrive et brev som dette, men nu er ulykken sket. Vi synes, at I fortjener at vide, hvor meget vi holdt af Morten, og hvor meget vi kommer til at savne ham.

Morten nåede i de tre måneder, han var en del af 5. Kompagni og vores gruppe, at blive månedens soldat og det naturlige samlingspunkt.

I sidste uge havde vi et møde i gruppen, hvor vi skulle snakke ud om de eventuelle problemer, vi måtte have med hinanden. Hver mand skulle komme med en positiv og negativ ting om hver enkelt i gruppen. Morten var som den eneste i gruppen den, der intet negativt fik af vide. Det viser igen hvilken fantastisk person Morten var.

Han vil blive savnet, men ej glemt, og vi vil føre den positive ånd videre på vores mission og i vores liv, som Morten tilførte os.”

En kammerat fortæller om Morten:

”Morten var en ven, jeg altid kunne gå hen til for at få en snak om alt mellem himmel og jord. Morten lærte gruppen rigtig meget om det at være udsendt og de savn, vi ville få. Hans erfaringer fra hans tidligere udsendelse vil være med til at bringe os videre – det skal vi. For Mortens skyld og vores egen. Det skylder vi ham.”

”Med dette brev håber vi, at I får en fornemmelse af, hvordan han var med til at løfte en gruppe fra kompagniet et niveau højere op, samt hvor meget han vil blive savnet hernede.

Vores savn og sorg vil aldrig kunne måle sig med den, I måtte have.”

Fundet her:
Mindeord. Konstabel Morten Krogh Jensen (Forsvaret.dk)

Mindeord
Opdaterert kl. 21:15.: Konstabel Mikkel Keil Sørensen, 24 år, og konstabel Thorbjørn Ole Reese, 22 år, dræbt i Afghanistan 26. september 2007.

27-09-2007 kl. 15:18

Af oberst Kim Kristensen, chef for den danske bataljon i Afghanistan.

Thorbjørn og Mikkel har betalt den ultimative pris. I en alt for ung alder har de måtte lade deres liv i færd med at udføre det job, de var så dedikeret til, nemlig jobbet som professionel soldat.

At bekæmpe Taleban for derved at hjælpe den almindelige afghaner til et positivt og trygt liv var den opgave, som Thorbjørn og Mikkel var med til at løse i den urolige Helmand provins. Deres offer må ikke være forgæves, hvorfor den danske bataljon vil forsætte bekæmpelsen af Taleban, således at det arbejde, som Thorbjørn og Mikkel var en vigtig del af, kan fortsætte.

Som far og som bror tænker jeg selv meget på de pårørende i denne ubærlige situation. Jeg ved, at Forsvaret vil give al den støtte, I har behov for, som en lille lindring i den svære tid.
Vi vil aldrig glemme Thorbjørn og Mikkel, og vi vil bevare mindet om to fantastiske kammerater.

Æret være deres minde.

Til redaktionerne:
HOK arbejder på at finde gode og vellignende billeder af Thorbjørn og Mikkel. De vil blive offentliggjort snarest.
Der er stor efterspørgsel efter disse billeder, hvorfor HOK frigiver de viste billeder, idet vi dog forventer, at redaktionerne respekterer vores ønske om kun at bringe billederne i lille format.

Konstabel Mikkel Kiel Sørensen

Konstabel Thorbjørn Ole Reese

Fundet her:
Mindeord (Forsvaret.dk)

• Mindeord fra Danske Artilleriregiment
• Mindeord fra Afghanistan
• Mindeord fra chefen

Mindeord fra Danske Artilleriregiment

Stabschef, oberstløjtnant Claus Dixen Møller skriver:

Det er med stor sorg, at Danske Artilleriregiment må meddele, at premierløjtnant af reserven Steen Rønn Sørensen er død. Steen døde som følge af de kvæstelser, han pådrog sig under en operation i Afghanistan.

Steen var en meget kompetent artilleriofficer, som var respekteret af alle. Steen vil altid blive husket for den ildhu, han lagde i sit virke, og for den perfektionistiske tilgang han havde til selv den mindste detalje i arbejdet. Alle, der kom i berøring med Steens virke, var overbevist om hans store evner.

Steen var en ildsjæl, der brændte for sit arbejde som artilleriobservatør - hvilket han senest viste under en stor multinational artilleriøvelse umiddelbart forud for udsendelsen til Afghanistan. Her udpegede den engelske øvelsesledelse Steen som én af de tre bedste observatører blandt de mange observatører fra forskellige nationer. Steen endte desværre med at betale den ultimative pris for sit arbejde.
En loyal officer, dygtig kollega og vellidt kammerat er faldet.

Steen vil altid forblive savnet af sine kollegaer samt venner i hans batteri, 1. Artilleriafdeling og Danske Artilleriregiment, hvor han har været med til at sætte en høj standard, som enhver bør stræbe efter.

Artilleriet vil altid huske Steen for hans professionalisme, personlighed og engagement.

Vores tanker og dybeste medfølelse går til Steens efterladte, hans forældre og bror.

Æret være premierløjtnant Steen Rønn Sørensens minde.

Mindeord fra Afghanistan

Feltpræst Thue Raakjær Jensen, fungerende presseofficer, skriver fra Camp Bastion:

Det er med dyb beklagelse, at vi i dag har modtaget budskabet om, at vores gode ven og kammerat Steen Rønn Sørensen er død på Rigshospitalet i København.

Premierløjtnant Steen Rønn Sørensen fungerede som artilleriofficer i det danske kontingent i Helmand i Afghanistan.  Det var under udførelsen af dette arbejde, han blev alvorligt såret i søndags.

Han var meget dygtig til sit arbejde - både som fører og rent fagligt. Alle var trygge ved at arbejde sammen med ham.

Steen Rønn Sørensen var meget vellidt og respekteret af sine kammerater og kollegaer. Han spredte altid en god stemning omkring sig, og han mødte alle med et smil. Vi vil savne Steen imellem os.

Vores tanker går specielt til Steens familie. Steen har med sit liv betalt den højeste pris, et menneske kan betale.

Æret være Steen Rønn Sørensen minde.

Mindeord fra chefen

Major Charlotte Ployart Wetche, der er chef for stabseskadronen på Hold 3, skriver:

Søndag, den 29. april 2007 vil jeg altid mindes som en forfærdelig dag.
Vi var indsat i et område langs Helmand floden i Afghanistan - lige dér, hvor grønt og frugtbart land møder den golde ørken. Områdets umiddelbare skønhed stod i skærende kontrast til den lange og meget hårde træfning, der startede tidligt søndag formiddag.
Midt på dagen blev Steen såret af fragmenter og omgående evakueret tilbage til det britiske felthospital i lejren.

Steen løste den søndag som altid sin opgave med stort engagement og professionalisme, og han var fra træfningen startede, til han blev såret, travlt optaget af at støtte spejdereskadronen bedst muligt. Steen arbejdede dybt koncentreret, men på vanlig vis var hans humør helt i top, og der var også tidligt om morgenen umiddelbart forud for operationen plads til at drikke kaffe og komme med spøgefulde bemærkninger.

Steen var en fantastisk fører og fagligt meget dygtig, og sammen med sin besætning løste han opgaverne på en måde, der ikke tåler sammenligning. Både på "ørkenholdet" og i lejren var Steen en højt respekteret kollega og god kammerat. Han var behagelig og morsom og gjorde ikke forskel på folk - uanset grad og tilhørsforhold.

Vi håbede alle til det sidste, men i dag fik vi desværre den ubærlige besked hjemmefra, at Steens liv ikke stod til at redde. Steen var sovet ind på Rigshospitalet omgivet af sine kære derhjemme. Vores tanker går til Steens forældre, bror og familie i Danmark.

Vi vil altid savne Steen, som var vores gode ven og kollega.

Fundet her:
Den døde soldats navn er frigivet (Forsvaret.dk)

Mindeord
Konstabel Jacob Grønnegaard Gade og overkonstabel Dan Gyde, der blev dræbt i Afghanistan den 4. december, var begge i Stabs- og Logistikkompagniet og tilhørte Jydske Dragonregiment
06-12-2008 kl. 09:28

 Chefen for Stabs- og Logistikkompagniet, major Mikkel Soelberg, skriver:

Det er med den største sorg, at kompagniet torsdag den 4. december 2008 mistede to dygtige og brave soldater Jakob og Dan.

Begge var de skabt af det særlige stof, der skal til for at løse en så vanskelig og risikabel opgave, som vores danske soldater løser i Helmandprovinsen i Afghanistan. Både Jakob og Dan var specialister inden for hver deres metier.

Konstabel Jacob Grønnegaard Gade.

Jakob var en del af Opklaringssektionen, den fineste af slagsen. Jakob havde ikke gjort tjeneste så længe i sektionen, og han var ikke fra start udset til at skulle med enheden til Afghanistan. Han var nemlig just vendt hjem fra Helmand og trængte vist mest af alt til et pusterum. I stedet bidrog Jakob aktivt med sin viden, sine færdigheder og ikke mindst erfaring til at uddanne sektionen hjemme i Danmark. Men da omstændighederne i enheden ændrede sig, og der blev behov for forstærkning, slog Jakob til og meldte sig frivilligt til endnu en tur under Afghanistans brændende sol.

Jakob fyldte sin funktion ud til fulde og mere til – således indtrådte han hurtigt og rutineret i opklaringssektionen.

Jakob elskede sit job, elskede at være opklaringsmand. Det gjorde ham glad, og det var en glæde, som smittede af på hans omgivelser, og som vi tilbageværende vil savne.

Overkonstabel Dan Gyde.

Dan var sanitetsmand, og som Jakob var Dan ligeledes skabt af noget helt specielt. Det må og skal man være for at ville sætte sit eget liv på spil for at redde andres. Og netop denne egenskab og evne skulle desværre blive Dans skæbne.

Dan kom til kompagniet i den tidlige opstillingsfase og var fra start med til at sætte dagsordenen. Dan elskede at være sammen med andre, at snakke og ikke mindst hjælpe andre mennesker.
Således meldte han sig hurtigt som talsmand, og via dette kunne Dan bidrage til fællesskabet og ikke mindst støtte sine kammerater og kollegaer. Disse egenskaber bragte han med sig til Afghanistan, hvor ventetid og hverdagen i sig selv til tider kan blive triviel. En god snak med Dan kunne få tiden, tankerne og drømmene til at svæve og ikke mindst tiden til at gå - bare lidt hurtigere.

Trods Dans funktion som sanitetsmand, var Dan, når alt kom til alt, også en kriger. Dette beviste Dan i sine sidste timer, da han under kraftig beskydning forsøgte at kæmpe sig frem til sin sårede kollega Jakob. Denne heltemodige handling skulle vise sig at blive hans sidste.

Efter mange lange samtaler med Dan, vil jeg definere Dan som en drømmer, men en realistisk drømmer. Han turde nemlig gøre drømme til virkelighed. Dan er en helt.

Jakob og Dan efterlader sig kollegaer, kammerater, venner og ikke mindst familier i sorg. Vores tanker går til Jer i denne ubarmhjertige svære tid.

Jakob og Dan kendte hinanden – om de var bedste venner, ved jeg ikke, men de har med sikkerhed en ting til fælles: De er Dragoner, de tapreste af slagsen.

Æret være Deres minde – vi vil huske Jer.

Let Opklaringssektion skriver:

Det var med stor sorg, at vi i Let Opklaringsektion mistede vores gode kammerat og kollega Jacob under en opgave sydvest for FOB Price den 4. december.

Jacob døde under udførelse af det job, der betød så meget for ham. Under denne opgave gjorde han som altid sit yderste for at skabe de bedste muligheder for sine kammerater, sådan at de kunne løse deres opgave så sikkert som mulig. Jacob og hans makker var under fremrykning op mod en ny stilling, sikret af resten af enheden. Desværre blev han ramt af en eksplosion på vej derop. Han pådrog sig så svære kvæstelser, at hans liv desværre ikke stod til at redde på trods af øjeblikkelig hjælp fra hans makker.

Jacob havde en meget professionel indstilling til sit arbejde. Et arbejde han efter eget udsagn ikke kunne tænke sig bedre. Han kom forholdsvis sent til sektionen, men man kunne hurtigt se, at her var en mand, der vidste, hvad han lavede. Han var kendetegnet ved sit gode humør og sin store hjælpsomhed. Jacob faldt hurtigt til, og han skabte altid en positiv atmosfære omkring sig. Da omstændighederne gjorde, at vi fik behov for en ekstra mand, var det ikke svært at se, hvem der kunne træde til i stedet.

Jacob var en god kammerat, og han vil blive savnet af os alle. Den 4. december vil altid være en sorgens dag i sektionen såvel som for Jacobs familie og venner.

Vi er alle meget kede af det, der er sket, og det gør ondt at miste en god kammerat. Dette er dog intet at sammenligne med, hvordan Jacobs nærmeste pårørende, familie og venner må have det. Vi ved, det er en svær tid, I skal igennem. Vi følger Jer i Jeres sorg.
Vores tanker er ved Jacob og hans familie.

Æret være Jacobs minde.

Sanitetsdelingen skriver:

Det var med stor sorg, vi torsdag den 4. december modtog meddelelsen om Dans alt for tidlige død. Dan blev brutalt revet fra os, imens han udførte det job, han elskede. Dan var en soldat, der gik meget op i at hjælpe andre, og det var i den indsats, at Dan måtte betale den ultimative pris, et menneske kan betale.

Han var sammen med resten af sin gruppe under fremrykning for at yde førstehjælp til en anden såret soldat, da uheldet ramte Dan. Han blev ramt af en eksplosion og blev dræbt på stedet.

Dan var meget engageret i sit arbejde og brugte meget tid på det. Dan var altid god for en snak om alt andet end lige militære ting, hvilket ofte kunne lede tankerne hen på noget andet end lige arbejdet. Det var en af Dans helt store forcer, som vi andre nød godt af. At få tankerne et andet sted hen for en stund er sundt, når man sidder langt væk fra den hjemlige verden. En egenskab som vi vil savne.

Dan fyldte meget i vores dagligdag, en plads som bliver svær at erstatte. Dan var altid glad og formåede i selv de mest triste og trættende situationer at se det positive og på den måde vende situationen og komme videre.

Vi er hårdt ramt, og det gør ondt, men vores mest dybtfølte og hjertelige tanker går til Dans familie og pårørende og ikke mindst til hans nyfødte datter, som nu må undvære sin far. Det bliver en svær tid, og vi tænker meget på det, I nu må igennem.

Æret være Dan Gydes minde.

Fra Forsvaret.dk : Mindeord (6. december 2008)

Mindeord og navnene på de tre dræbte soldater
De pårørende ønsker ikke at blive kontaktet af medierne
20-12-2008 kl. 19:40

De tre danske soldater blev dræbt fredag den 19. december, da deres pansrede mandskabsvogn blev ramt af en vejsidebombe eller mine.

Æret være deres minde.

Sg Jacob Moe Jensen

KS Sebastian la Cour Holm

Ks Benjamin D.S. Rasmussen

Mindeord, billeder og navne på de dræbte soldater

Chefen for Den Danske Kampgruppe Oberst Keld R.J. Christensen skriver:

Dagen i går startede med det sørgeligste vejr, vi har haft hernede. Det var tåget, mørkt og koldt, som et trist varsel på, hvordan dagen skulle ende.
I går blev også dagen, hvor hold 6 havde sit største tab. Vi sidder tilbage chokerede og sorgfyldte over, at vi måtte sige farvel til tre gode kammerater, kollegaer og soldater.

Sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Sebastian La Cour Holm og konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen mistede livet, da de var i færd med det, som de har gjort så mange gange før. Nemlig at eskortere logistikkonvojen gennem ørkenen.
De var alle tre uundværlige brikker i kampgruppens eskortesektion, der med gå-på-mod, og begejstring gang på gang kørte ud for at sørge for, at der kom forsyninger frem til deres kammerater i lejrene Price og Armadillo.
Alle tre var de professionelle til det yderste. Afsted på deres første udsendelse, havde de alle tre taget stilling til, at de ville missionen her og at de troede på sagen.

Jacob, Sebastian og Benjamin blev alle tre ofre for fjendens feje måde at ramme os på. En måde, som de alle tre kendte til.
Denne dag tog de af sted med den største logistikkolonne, som vi endnu havde set på hold 6. Humøret var højt, denne dag, selvom vejret var gråt og kedeligt.
Vi vinkede farvel til dem, da de kørte ud gennem porten, og stod med bøjet hoved, da de kørte ind igen.
Jacob, Sebastian og Benjamin vidste alle tre, hvad det var, de gik ind til. De vidste, at de kunne komme til at betale den ultimative pris. Alligevel tog de af sted uden at blinke for at løse den opgave, de var uddannet til.

Det samme gør vi, der sidder tilbage. Vi lader os ikke skræmme. Vi kører ud gennem porten i dag, i morgen, i næste måned. Vi lader ikke Jacob, Sebastian og Benjamins død være forgæves.

Æret være deres minde

Spejdersektionen skriver:

D.19. december blev en sorgens dag for sektionen. På et splitsekund blev tre af vores nære kammerater taget fra os. På en eskorteopgave fra Armadillo til Price rammes anden forreste køretøj i kolonnen af en IED. Eksplosionen dræber Jacob, Benjamin og Sebastian på stedet, samt sårer køreren på bilen. Resten af sektionen får reddet den sårede ud af området, men indser hurtigt, at de sidste tre liv ikke står til at redde.

Det er et ubeskriveligt stort tab for sektionen. Vores dybeste medfølelse går dog til de nærmeste pårørende, familie, venner og kærester. Den store sorg, der nu har spredt sig ud til så mange mennesker, kan sektionen på ingen måde begribe omfanget af. Der er uden tvivl skabt et stort tomrum. Vi prøver at fortsætte dagligdagen, som vi ved, at Jacob, Benjamin og Sebastian ville havde haft det, men deres minde vil altid være i vores hjerter. De stod os alle tre kært.

SG. Jacob Moe Jensen:
Jacob var sektionens næstkommanderende. En opgave, som han lagde hele sin sjæl i. Til alle tider forsøgte han at forbedre sektionens forhold. Det gjaldt alt lige fra militær udrustning til små ting, der kunne gøre dagligdagen bedre. Han var en meget dygtig gruppefører, og han elskede sit job. Men det der uden tvivl betød mest for ham, var folkene i sektionen og det rare fællesskab, som han selv havde været med til at opbygge fra start af.

Sektionen består af professionelle soldater, hvilket de er blevet takket være Jacobs hårde arbejde under hele vores uddannelse. Et godt eksempel for hans stræben er, at selvom han den ene uge brækker sin arm på øvelse, så deltager han stadig ugen efter på en ny øvelse med armen i en slynge. Jacob var typen, der privat var en ægte ven, han gjorde alt for sine kammerater. Savnet kommer nu til at blive ubeskriveligt stort.

Æret være Jacobs minde

KS. Benjamin Davi Sala Rasmussen:
Når man tænker på det rare fællesskab, som denne sektion besidder, så var en af årsagerne uden tvivl Benjamin. Bare hans smil fik andre folk i bedre humør. Han kunne desuden altid flette nogle friske bemærkninger ind i en samtale, som gjorde det hele mere livligt. Han var til alle tider hjælpsom og brokkede sig sjældent over de hårde opgaver. Han satte en stor ære i at være professionel soldat, og ville altid forbedre sig og blive bedre til sit job.

Det er uden tvivl de små ting ved Benjamin, som man husker ham for. Hans unikke evne til at sove alle steder på alle tidspunkter af dagen, hans store kærlighed til mad, som han selv sagde det; "min livret er gratis", samt hans interesse for musik, hvilket han gerne ofte ville dele med os andre. Alle disse små ting giver et billede af en person, som uden tvivl var elskværdig. En person som vi alle holdte af. Hans varme og kærlighed til livet vil blive savnet i vores dagligdag.

Æret være Benjamins minde.

KS. Sebastian la Cour Holm:
Sebastian var den flittige soldat, der hele tiden ville gøre tingene så godt som muligt. Denne indstilling har været årsagen til, at han blev betegnet som en dygtig soldat. En person som nød sit job og ønskede at udforske det videre.

En ting man ikke kunne undgå at lægge mærke til ved Sebastian, var hans charme. Hans unikke måde at føre sig frem på. Han havde en speciel ting ved sig, som man ikke kunne andet end at holde af. Han var typen, der ville det bedste for sine medmennesker og altid gav en hjælpende hånd. En hjælp, som altid har været påskønnet.

Sebastian besad også et smil, som ligeledes spredte glæde omkring sig. Sjældent har man oplevet ham i dårligt humør. Tvært imod var han altid klar til at hjælpe folk i bedre stemning. Han besidder uden tvivl de egenskaber, der skal til for at beskrive et godt menneske. En person, som man ville være glad for at kalde sin ven.

Æret være Sebastians minde.

Chefen for Stabs- og Logistikkompagniet, major Mikkel Soelberg, skriver:

Solen gik ned over Helmand i går den 19. december der blev endnu en skæbnesvanger dag i Kompagniets historie. Fredag den 19. december blev sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen og konstabel Sebastian la Cour Holm brutalt revet fra os under løsning af deres opgaver i Helmandprovinsen.

Om nogen ved den danske bataljon på hold 6, var Jacob, Benjamin og Sebastian de mest motiverede soldater længe set, og de var i den grad kvalificeret til, og ikke mindst rutineret i, at løse netop deres opgave. De var uddannet opklaringsfolk ved Garderhusarregimentet i Slagelse og havde gennemført hele uddannelsen hjemme i Danmark inden udsendelsen til Afghanistan. De havde således grundlaget i orden og ikke mindst et stort ønske om at løse de lidt mere risikofyldte opklaringsopgaver.

Men sådan blev det ikke, i stedet blev sektionen dedikeret til den mindst ligeså vigtige opgave – at skabe sikkerhed for alle os andre, når vi skulle eskorteres over den afghanske muld – om det var på Highway One, tværs gennem ørkenen eller gennem Gereskh betød ikke noget for disse fine husarer – de kørte forrest…som altid.

Som de havde gjort så mange gange før skulle de også den 19. december eskortere vores logistiske transport sikkert tilbage fra FOB ARMADILLO. Dette skulle blive deres sidste tur.

Jeg mødte dem første gang i det tidlige forår i Husarernes øvelsesterræn. Her stod de alle tre glade, stolte og forventningsfulde og tog sig et velfortjent hvil under uddannelsesforberedelserne. De var alle nogle glade drenge, som altid var yderst professionelle, og som man følte sig tryg ved at køre med. De gik op i deres arbejde med liv og sjæl. De skilte sig alle ud på hver sin måde.

Gruppefører og næstkommanderende i sektionen Sergent Jacob Moe Jensen tårnede i vejret over alle andre, og jeg mærkede straks at Jacob var noget helt specielt – jeg havde en god fornemmelse, en fornemmelse af at disse soldater skulle blive til noget rigtig godt. Jakob havde i den grad æren af dette. Han viste vejen og gik altid forrest. Jacob var ualmindelig stærk, ville være soldat og ville være fører. Han havde en rutine, et overblik og hurtighed i sin føring, som man sjældent oplever.

Jeg husker specielt en episode under forberedelserne til missionen hvor Jacob en dag faldt af hans køretøj og brækkede sin arm ret så alvorligt. Efterfølgende var det tvivlsomt om Jacob skulle med til Afghanistan, men Jacob insisterede – han ville gøre alt i verden for at komme med sektionen ud. Efter en kompliceret operation og med armen i slynge gennemførte Jacob den sidste del af uddannelsen – som gruppefører og som næstkommanderende i sektionen. Denne viljestyrke bragte Jacob med sig til Afghanistan og evnede på bedste vis at overføre denne til resten af sin gruppe.

Jacob var et imponerende eksemplar – punktlig, vedholdende, glad og livsbekræftende, kompromisløs i sine forberedelser og ikke mindst opgaveløsninger – meget professionel. Jacob ville være officer når han kom hjem til Danmark. Han var altid rede til at møde det værst tænkelige og det værst tænkelige skete desværre den 19. december 2008 hvor aftenen i særlig grad blev meget, meget mørk. Alverdens forberedelser vil ikke have gjort en forskel.

Benjamin og Sebastian var buddies – bedste venner og et sublimt makkerpar. Det synes, at de kendte hinanden til fingerspidserne. Vidste formodentligt, hvad hinanden tænkte. De arbejdede sammen, trænede sammen, spiste sammen – ja, næsten sov sammen. De var tætte og passede på hinanden.

Benjamin var en finskåret soldat – han nød et træningspas i motionsrummet og når tiden mellem turene i ørkenen gjorde det muligt nuppede han en times styrketræning, sammen med Sebastian selvfølgelig – det gjorde ham skarp. Benjamin var stort set altid glad – en glæde der i den grad var med til at skabe stemning omkring sig og som resten af besætningen på Jacobs vogn, skinnede den professionelle holdning også igennem hos Benjamin.

Sebastian viste i sin korte karriere, at han kunne og ville mere end de fleste andre. Han var en eksemplarisk soldat, med et aldrig svigtende humør og motivation. Sebastian søgte grænser, og han virkede optimalt i pressede og stressede situationer, hvor hans ukuelige humør og professionelle indstilling, altid var med til at motivere resten af gruppen.

Sebastian var åben af natur, han var i imødekommende og ikke mindst tillidsvækkende, hvilket naturligt medførte en evne til hurtigt at skabe sig nye relationer. Sebastian havde ambitioner om noget mere, havde ambitioner om at bryde nogle flere grænser og han havde planer med sig selv, planer hvilket i bedste fald skulle være med til at gøre en forskel. Disse planer nåede Sebastian desværre aldrig at få udlevet.

Det var en mørk nat og en overskyet dag men solen stod op igen, vi vil fortsætte vores arbejde i Helmand, og vi vil altid mindes vores faldne kammerater og kollegaer. Vores tanker går til Jacobs, Benjamins og Sebastians familier derhjemme som i usvigelig grad er gået Julen i møde med det værst tænkelige scenario. Det er og bliver en svær tid - ikke mindst her i Julen som ellers bør være en glædens tid.

Jacob, Benjamin og Sebastian var den ultimative eskorte, de kørte altid først ud ad porten. I bedste lynsnare Husarstil lå dette privilegium naturligt i deres blod. De viste vejen for alle os andre – de bragte altid os andre sikkert frem.

Æret være deres minde – vi vil huske Jer.

                                                                   Respekt…

Til Redaktionerne
De pårørende til de tre dræbte soldater udtrykker et kraftigt ønske om, at de ikke kontaktes af medierne, og at de håber, at dette ønske respekteres.

Fundet her:
Mindeord og navnene på de tre dræbte soldater (Forsvaret.dk)

Afghanistan, Helmand: Den dræbte danske soldat er konstabel Steffen Bloch Larsen, 23 år, fra Den Kongelige Livgarde.
20-09-2009 kl. 13:25

Mindeord for KS S.B. Larsen

Den 19. september 2009 mistede vi i 3. deling vores gode ven, kammerat og kollega, Steffen. Men vi er ikke de eneste, der har mistet. Vores tanker går til Steffens hustru, mor, far, bror, venner og øvrige familie, som har lidt et uerstatteligt tab.

Steffen omkom i forbindelse med en patrulje til fods i den grønne zone, hvor delingen var i færd med at løse en fælles opgave med vores samarbejdspartnere fra den afghanske og den britiske hær.

Vores ven, Steffen, var en meget positiv, empatisk og hjælpsom person, der altid drog omsorg for andre før sig selv. En person der altid gav mere, end hvad han forlangte af andre. En meget livsglad person, som med sit glade, humoristiske og altid smilende væsen påvirkede alle omkring sig.

Steffen var meget vellidt af alle i såvel delingen som kompagniet. Han var et eksempel for os alle til efterlevelse som soldat, som kollega og som ikke mindst som ven og kammerat.

Vores ven var fagligt dygtig og havde altid en professionel tilgang til opgaveløsningen. Han var en fighter og en viljestærk person, der i sin rolle som sygehjælper kunne drage stor nytte af sine empatiske evner og venlige væremåde.

Steffen talte meget om sine kære hjemme i Danmark. Særligt meget betød hans hustru, som han blev gift med denne sommer.

Det er derfor med den største sorg i hjertet, at vi retter tankerne mod Steffens hustru, mor, far og bror. At de må leve videre med et ubeskriveligt afsavn og en umiddelbar meningsløshed, mens de går en meget svær tid i møde. Vi vil gøre alt for at støtte og hjælpe jer igennem denne svære periode.

Imens vil vi, venner, kammerater og kollegaer, kæmpe videre for at løse en opgave, som Steffen helhjertet troede på. En opgave, hvor egoisme og selvforherligelse falder bort. En opgave, hvor glæden over at kunne hjælpe andre hyldes.

Æret være hans minde.

3. deling

Mindehøjtidelighed Camp Bastion, Helmand, Afghanistan 19. september 2009
Kilde: haeren.smugmug.com Via Forsvaret.dk

MJ Nicolai Schat-Eppers, Chef for 3. kompagni

Steffens hustru, familie og kompagni har lidet et stort tab. Steffen er borte. Revet fra os uden varsel. Ord synes tomme og fattige, men det er gennem ordene, at vi finder mening og trøst.

Det er svært at beskrive vores fælles tab.

Som chef var det en stor glæde at have Steffen i kompagniet. Hans ydmyghed, glimt i øjet og et skævt smil – det er det billede, der møder mig, når jeg skal beskrive Steffen.

Der er ingen tvivl om Steffen var en yderst professionel soldat. Han udfyldte sin funktion som sygehjælper til fulde. Han levede i kompagniets ånd, og han gav uden at kræve noget igen – et stort menneske, en god ven.

Det var en stor glæde for mig, da han efter sommerferien bad mig om en kort samtale, hvor han stolt fortalte, at han havde giftet sig med sin kæreste. Det var fantastisk at høre og opleve hans stolthed i denne forbindelse. Det var tydeligt at forstå, hvor hans kærlighed lå.

Der er ingen tvivl om at vi alle soldater som familie vil lide afsavn, for Steffen var et stor menneske og han fyldte på sin ydmyge facon.

Kompagniets og mine tanker er ved Steffens hustru og familie i denne stund og vil altid være det. Den 19. september er for evigt brændt fast i vore hjerter. Vi vil sørge over Steffen, vi vil rejse os for Steffen, vi vil være stærke som Steffen, for vi er seje som Steffen, viljestærke som Steffen og vil sejre for Steffen.

Voluntas Victoriae – Viljen til sejr

Steffen, æret være dit minde.

Nicolai – Steffens kompagnichef

Mindeord fra chefen for den danske kampgruppe oberst Karsten Eiholm Kjær:

Mindeord om konstabel Steffen Bloch Larsen
Det er i dyb sorg, at den danske kampgruppe mindes vores kollega, kammerat og ven, konstabel Steffen Bloch Larsen, som den 19. september 2009 blev brutalt revet fra os. Han udførte sit job som sygehjælper i 3. deling ved 3. mekaniserede infanterikompagni under en patrulje i ”Green Zone” nord for Gereshk. Steffen passede sit job i delingens forreste gruppe, da enheden faldt i et baghold. 3. deling og sanitetsgruppen handlede forbilledligt og gjorde alt hvad de kunne for at komme Steffen til undsætning, men desværre var de påførte skader så store, at Steffens liv ikke stod at redde.

Den danske kampgruppe er hårdt ramt, men trods vores egen sorg, går vores tanker og dybeste medfølelse først og fremmest til Steffens nærmeste pårørende og venner.

Den danske kampgruppe har stadig en stor og svær opgave at løse med at bringe sikkerhed til det afghanske folk. I går gik solen ned efter en trist dag. I dag er solen stået op igen og vi fortsætter med at løse opgaverne. Det gør vi fordi, vi tror på – ligesom Steffen troede på – at vi gør en forskel. Vi lader ikke Steffens offer være forgæves.

Æret været konstabel Steffen Bloch Larsens minde.

Karsten Eiholm Kjær
oberst
Chef for Den danske kampgruppe, ISAF hold 8

Til Redaktionerne:
De pårørende har givet udtryk for, at de ikke ønsker kontakt med medierne.

Kilde: Mindeord (Forsvaret.dk HOK) (20. september 2009)

Mindeord over Christian Raaschou

AFGHANISTAN: Oberst Jens Lønborgs mindeord over Christian Raaschou faldet i kamp mod Taleban 31. marts 2008.

02-04-2008 kl. 13:17

Soldater: Vi har mistet en kammerat. Overkonstabel Christian Raaschou (Rocco) blev mandag eftermiddag dræbt i kamp med Taleban i Upper Gereshk Valley nord for Forward Operating Base Armadillo. En fremragende soldat og god kollega blev dermed brutalt revet fra os.

I denne svære stund går vore tanker til Roccos familie og venner. Den sorg, de føler lige nu, den føler vi også.

Selv om det ikke kan bringe Rocco tilbage, så finder vi alligevel trøst i at vide, at man hjemme i Danmark gør alt, hvad man kan for at støtte nu og i den svære tid, der kommer.  

Rocco kom til Fenris-kompagniet umiddelbart inden udsendelsen, men faldt hurtigt til og der opstod med det samme en naturlig respekt omkring ham. Rocco var en meget dygtig og erfaren soldat med flere ud-sendelser bag sig. Hans store faglige stolthed, hans engagement og personlighed vil blive husket af alle i kompagniet. Hans brede smil og glimtet i øjet vil blive savnet, men aldrig glemt.

Æret være Roccos minde.

Solen står op og solen går ned. I dag vil være en lang og hård dag. Solen står op igen i morgen, og det vil blive en god dag. En dag, hvor vi vil fortsætte med at kæmpe for et bedre Afghanistan. Det skylder vi Rocco, hans indsats skal ikke være forgæves.

Fundet her:
Mindeord over Christian Raaschou (Forsvaret.dk)