Mindeord Steen Rønn Sørensen (3. maj 2007)

  • Mindeord fra Danske Artilleriregiment
  • Mindeord fra Afghanistan
  • Mindeord fra chefen

Mindeord fra Danske Artilleriregiment

Stabschef, oberstløjtnant Claus Dixen Møller skriver:

Steen_Roen_Soerensen.jpgDet er med stor sorg, at Danske Artilleriregiment må meddele, at premierløjtnant af reserven Steen Rønn Sørensen er død. Steen døde som følge af de kvæstelser, han pådrog sig under en operation i Afghanistan.

Steen var en meget kompetent artilleriofficer, som var respekteret af alle. Steen vil altid blive husket for den ildhu, han lagde i sit virke, og for den perfektionistiske tilgang han havde til selv den mindste detalje i arbejdet. Alle, der kom i berøring med Steens virke, var overbevist om hans store evner.

Steen var en ildsjæl, der brændte for sit arbejde som artilleriobservatør - hvilket han senest viste under en stor multinational artilleriøvelse umiddelbart forud for udsendelsen til Afghanistan. Her udpegede den engelske øvelsesledelse Steen som én af de tre bedste observatører blandt de mange observatører fra forskellige nationer. Steen endte desværre med at betale den ultimative pris for sit arbejde.
En loyal officer, dygtig kollega og vellidt kammerat er faldet.

Steen vil altid forblive savnet af sine kollegaer samt venner i hans batteri, 1. Artilleriafdeling og Danske Artilleriregiment, hvor han har været med til at sætte en høj standard, som enhver bør stræbe efter.

Artilleriet vil altid huske Steen for hans professionalisme, personlighed og engagement.

Vores tanker og dybeste medfølelse går til Steens efterladte, hans forældre og bror.

Æret være premierløjtnant Steen Rønn Sørensens minde.

Mindeord fra Afghanistan

Feltpræst Thue Raakjær Jensen, fungerende presseofficer, skriver fra Camp Bastion:

Det er med dyb beklagelse, at vi i dag har modtaget budskabet om, at vores gode ven og kammerat Steen Rønn Sørensen er død på Rigshospitalet i København.

Premierløjtnant Steen Rønn Sørensen fungerede som artilleriofficer i det danske kontingent i Helmand i Afghanistan.  Det var under udførelsen af dette arbejde, han blev alvorligt såret i søndags.

Han var meget dygtig til sit arbejde - både som fører og rent fagligt. Alle var trygge ved at arbejde sammen med ham.

Steen Rønn Sørensen var meget vellidt og respekteret af sine kammerater og kollegaer. Han spredte altid en god stemning omkring sig, og han mødte alle med et smil. Vi vil savne Steen imellem os.

Vores tanker går specielt til Steens familie. Steen har med sit liv betalt den højeste pris, et menneske kan betale.

Æret være Steen Rønn Sørensen minde.

Mindeord fra chefen

Major Charlotte Ployart Wetche, der er chef for stabseskadronen på Hold 3, skriver:

Søndag, den 29. april 2007 vil jeg altid mindes som en forfærdelig dag.
Vi var indsat i et område langs Helmand floden i Afghanistan - lige dér, hvor grønt og frugtbart land møder den golde ørken. Områdets umiddelbare skønhed stod i skærende kontrast til den lange og meget hårde træfning, der startede tidligt søndag formiddag.
Midt på dagen blev Steen såret af fragmenter og omgående evakueret tilbage til det britiske felthospital i lejren.

Steen løste den søndag som altid sin opgave med stort engagement og professionalisme, og han var fra træfningen startede, til han blev såret, travlt optaget af at støtte spejdereskadronen bedst muligt. Steen arbejdede dybt koncentreret, men på vanlig vis var hans humør helt i top, og der var også tidligt om morgenen umiddelbart forud for operationen plads til at drikke kaffe og komme med spøgefulde bemærkninger.

Steen var en fantastisk fører og fagligt meget dygtig, og sammen med sin besætning løste han opgaverne på en måde, der ikke tåler sammenligning. Både på "ørkenholdet" og i lejren var Steen en højt respekteret kollega og god kammerat. Han var behagelig og morsom og gjorde ikke forskel på folk - uanset grad og tilhørsforhold.

Vi håbede alle til det sidste, men i dag fik vi desværre den ubærlige besked hjemmefra, at Steens liv ikke stod til at redde. Steen var sovet ind på Rigshospitalet omgivet af sine kære derhjemme. Vores tanker går til Steens forældre, bror og familie i Danmark.

Vi vil altid savne Steen, som var vores gode ven og kollega.

Fundet her:
Den døde soldats navn er frigivet (Forsvaret.dk)