Flygtningenævnet har i flere omgange forsøgt at tvangshjemsende en tamilsk familie til Sri Lanka, selvom de gentagne gange er blevet advaret i mod det af både FN og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det fremgår af en kulegravning af sagen i Dansk Flygtningehjælps nyhedsbrev Artikel 1a i dag.
Sidste gang Flygtningenævnet forsøgte at sende familien ud var i august. Her måtte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg bruge en slags nødbremse, kaldet Rule 39 for at stoppe udsendelsen.
"Det er helt uacceptabelt, at man er nødt til at stoppe sagen i to omgange. Vi taler om en familie med små børn, der med god grund er bange for at komme tilbage til det land, de er flygtet fra. Tamiler er lige nu i højrisiko for at blive forfulgt i Sri Lanka," siger Anne la Cour, Asylchef i Dansk Flygtningehjælp.