You are here

EU kommissionen mener at dansk pensionsordning strider mod EU lovgivning

DR P1 Orientering d. 28. oktober 2008:

EU-kommissionen udfordrer endnu en gang de danske pensionsregler. Den mener, at det strider mod tjenesteydelsernes fri bevægelighed, når det i dag står i offentligt ansattes overenskomster, hvilket pensionsselskab der skal administrere de ansattes pensionsformuer. Den går ikke.   Der skal udbud blandt pensionskasser i hele EU mener kommissionen, Men regeringen stritter i mod.

I Tyskland har forbundet af kommunalt ansatte og de tyske kommuner indgået en overenskomst, hvori der står, at de kommunalt ansatte kan få 4 % af deres løn sat ind på en pensionsopsparing i en af de pensionskasser, der er nævnt i overenskomsten, dvs. enten i Sparkasse-koncernen eller i et kommunalt forsikringsselskab.

Ligesom på en del af det private arbejdsmarked, aftaler arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer på den måde, at medlemmernes pensionsopsparing i samlet flok skal placeres i bestemte pensionskasser.

Men til forskel fra det private arbejdsmarked, er de tyske kommuner og andre offentlige institutioner underlagt EU's udbudsregler. Det betyder, at offentlige indkøb over en vis størrelse skál sendes i udbud blandt alle virksomheder i EU, der ønsker at byde ind på en bestemt opgave.

Derfor er de tyske, kommunalt ansattes overenskomst i strid med EU's udbudsregler, mener EU-kommissionen. Rent teknisk foregår indbetalingen af pensionsopsparing nemlig ved, at den ansatte beder arbejdsgiveren om at få sparet en del af sin løn op til pension, hvorefter det er arbejdsgiverens ansvar at placere pengene i en af de pensionskasser, der er aftalt i overenskomsten.

Det betyder, ifølge EU-kommissionen, at arbejdsgiveren køber en pensionsopsparing som tjenesteydelse til de ansatte, og pga. størrelsen på det samlede køb for de kommunale arbejdsgivere, skal dette køb derfor i udbud: Pensionsselskaber fra hele EU har ret til at byde ind på opgaven, mener kommissionen altså. Og fordi det ikke sker, gør den gældende, at de kollektive aftaler på det offentlige område er i strid med varernes, tjenesteydelsernes og kapitalens fri bevægeligheden indenfor EU.

De tyske myndigheder afviser kommissionens påstand, og peger på, at netop arbejdsaftaler, ifølge EU's udbudsdirektiv, udtrykkeligt er undtaget fra kravet om offentlige udbud. Og at Tyskland betragter de overenskomstregulerede arbejdsmarkedspensionerne som en del af en arbejdsaftale.

De tyske kommuner agerer i den sammenhæng ikke som indkøbere, men netop som arbejdsgiver for de kommunalt ansatte. Derfor mener de tyske myndigheder, at det ikke er EU-retsstridigt, at lade arbejdsmarkedets parter, også på det offentlige arbejdsmarked, aftale hvilke pensionskasser, der skal administrere de ansattes pensionsopsparinger. De tyske myndigheder tilføjer at kollektive aftaler tilmed også er beskyttet af den tyske grundlov.

Men de tyske indvendinger gør ikke indtryk på EU-kommissionen. Den står fast på, at administrationen af offentligt ansattes arbejdsmarkedspensions skal sendes i EU-udbud. Og derfor har den anlagt sag mod Tyskland ved EF-domstolen.

Kommissionen mener grundlæggende ikke, at udbudsdirektivet giver hjemmel til at overhovedet at skelne mellem, at offentlige myndigheder på et tidspunkt indgår aftaler som indkøbere af tjenesteydelser og på et andet tidspunkt indgår aftaler som arbejdsgivere.

Det fremgår af et notat om sagen, som den danske regering har sendt til Folketingets Europaudvalg og Arbejdsmarkedsudvalg. Et notat, hvori regeringen skriver, at sagen kan "få stor betydning for Danmark"

Ifølge notatet, er 92 procent af de danske arbejdstagere omfattet af en kollektiv overenskomst, der indeholder aftale om arbejdsmarkedspension. Og på det offentlige område, skelner også Danmark mellem hvornår stat, regioner og kommuners optræder som indkøbere og hvornår de, som i dette tilfælde, optræder som arbejdsgivere.

Regeringen frygter, at det vil blive dyrt for pensionsopsparerne samlet set, men særligt for grupper på det offentlige arbejdsmarkedet, som det er mindre attraktivt at være pensionsselskab for.

Beskæftigelsesministeriet skriver i sit notat "De danske arbejdsmarkedspensioner er særligt kendetegnet ved at være solidariske og baseret på et uni-sex princip. Som altovervejende udgangspunkt optages alle indenfor et bestemt overenskomstområde (...) uanset helbred.(...) Man er (...) medlem af en bestemt ordning (...) uanset om man arbejder i den offentlige eller i den private sektor."

Hvis EF-domstolen giver EU-kommissionen fuldt medhold i den tyske sag, risikerer vi ifølge regeringen at de solidariske elementer at falder bort, og der vil "være en risiko for, at der skal afholdes ganske betydelige udgifter til at nedlægge eksisterende ordninger og oprette nye ordninger."

Sidst men ikke mindst peger regeringen på, at Arbejdsmarkedspensionsselskaberne i Danmark i dag er ejet af lønmodtagerne selv, og at det giver dem en direkte medbestemmelsesret over selskaberne.

Om Kommissionen har udsigt til at vinde eller tabe sagen ved EF-domstolen, er vanskeligt at sige. Men det vil være af afgørende betydning for de danske arbejdsmarkedspensioners fremtid, mener lederen af Center for Pensioneret ved Københavns Universitet, Mads Bryde Andersen, der også er professor i formueret.

Medvirkende: Professor i formueret og leder af Center for Pensioneret ved Københavns Universitet, Mads Bryde Andersen.

af Jesper Tynell

Hør mere på:
EU kommissionen mener at dansk pensionsordning strider mod EU lovgivning (DR Online)