11. oktober forsvandt en 74-årig dement mand fra et plejecenter i Korsør. Han var uden personalets viden gået ud i natten uden sit overtøj. Politiet satte ind med hunde og helikopter, og de fandt heldigvis manden i god behold.
Det sker ofte, at demente ældre forsvinder fra plejecentrene, og af og til bliver de fundet forkomne eller livløse. Det kan elektroniske sporingssystemer måske forhindre, men kommunerne har for svært ved at vurdere, hvornår de må udstyre de ældre med de såkaldte GPS systemer. Reglerne er simpelthen for kringlede, mener Helge Adam Møller.
- Jeg fornemmer, at der er stor usikkerhed om, hvornår man må bruge de her systemer. Jeg ved bl.a. at der har været en stor debat om det i Fakse Kommune. Her er de meget i tvivl, mens andre kommuner bare bruger GPS’en, uden at være sikre på om de må, siger Helge Adam Møller.
Han har nu kontaktet velfærdsminister Karen Jespersen, og bedt hende redegøre mere præcist for hvordan reglerne hænger sammen.
- Mit indtryk er, at plejehjemmene gerne vil bruge det her, men reglerne er ganske restriktive. Det er f.eks. ikke nok, at man har pårørendes tilladelse. Hvis det er så stramt, vil jeg også gerne have ministeren til at lempe reglerne, siger Helge Adam Møller.
Det skal være lettere at få GPS i skoen (TV2 Øst) (5. december 2008)
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments