You are here

Befolkningen er imod udvisning af terrormistænkte

På 60-årsdagen for FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne sender Amnesty International en køreplan på 18 punkter til regeringen for at genoprette respekten for menneskerettighederne. Ny meningsmåling fra Catinét viser, at befolkningen bakker markant op om en række af Amnestys krav.

Den 10. december kan verden fejre 60-året for FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne. 60 år med store fremskridt og stærke konventioner, men også med tilbageslag, folkedrab og fremmedhad. Uretfærdighed, ulighed, tortur og straffrihed er stadig udbredt i store dele af verden, og retssikkerheden er kommet under hårdt pres på grund af krigen mod terror.

Danmarks stjerne på den internationale scene er dalet betydeligt i de senere år, når det gælder vores forsvar for de universelle menneskerettigheder. Derfor har Amnesty International lavet en køreplan på 18 punkter til inspiration for den danske regering, så Danmark kan komme på ret kurs på områder som retssikkerhed, tortur og diskrimination. Samtidig viser en ny meningsmåling, som Catinét har lavet i samarbejde med Amnesty International, at den danske regering på mange områder er ude af trit med befolkningen i sit syn på menneskerettigheder.

"Historien har vist os, at mange regeringer er stærke i ord, men svage i handling. Derfor opfordrer vi verdens lande til at komme i arbejdstøjet for at genoprette respekten for menneskerettighederne. Det er på høje tid, at Danmark atter bakker aktivt op om de løfter, som blev afgivet af FN i 1948", siger Lars Normann Jørgensen, der er generalsekretær for Amnesty International i Danmark.

Catinét-undersøgelsen viser en massiv opbakning blandt danskerne til grundlæggende menneskerettigheder som forbud mod tortur og dødsstraf samt støtte til, at mistænkte altid kan komme for en dommer. Et flertal af befolkningen er imod at udvise terrormistænkte udlændinge, uden at de har haft mulighed for at forsvare sig mod anklagerne i en retssal, og et flertal er imod at udlevere personer til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur. Dermed er regeringen ude af trit med befolkningen, når den forsøger at indføre såkaldte diplomatiske forsikringer med torturlande.

"Det er et klart signal til regeringen om, at menneskerettighederne ikke kan gradbøjes. Desværre har vi været vidner til, at muslimer bliver stigmatiseret i Danmark, asylansøgere sidder på centrene i årevis, terrormistænkte kan udvises administrativt uden domstolsprøvelse, og udlændinge på starthjælp lever under EU's fattigdomsgrænse. Regeringen var også meget sene til at tage afstand fra de amerikanske forhørsmetoder i krigen mod terror. Der er et påtrængende behov for at bringe den politiske dagsorden i overensstemmelse med menneskerettighederne", siger Lars Normann Jørgensen.

Den 10. december afleverer Amnesty International sine 18 forslag til regeringen og samtlige folketingsmedlemmer, og dagen bliver markeret af Amnesty i 48 byer i Danmark samt ved et stort koncertarrangement i Vega i København.

Download Catinét-undersøgelsen
Download brevet til folketingsmedlemmerne

Her er Amnesty internationals 18 forslag:

MENNESKERETTIGHEDERNE 60 ÅR

Til medlemmerne af regeringen og Folketinget:
18 forslag til at genoprette respekten for menneskerettighederne
Respekt for menneskerettighederne er helt afgørende for vores sikkerhed, demokrati og frihed. Derfor må I:

Respektere retssikkerheden

• Administrativt udviste terrormistænkte skal have retfærdig rettergang ved domstolene
• De gamle regler for domstolskontrol ved aflytning skal genindføres
• Kontrol mod udlevering af personoplysninger til torturlande
• Skarp parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesternes konkrete arbejde

Opretholde forbudet mod tortur og grusom behandling

• Ingen tvangsmæssig udsendelse af afviste asylsøgere til lande, hvor de risikerer forfølgelse
• Ingen brug af ”diplomatiske aftaler” til tvangsudvisning til torturlande
• Kortere tidsgrænser for isolationsfængsling
• Uafhængig kontrol af administrativ isolation i fængslerne

Fjerne diskrimination

• Støtte vedtagelsen af det nye EU-direktiv, der forbyder diskrimination uden for arbejdsmarkedet
• Forbedre voldtægtsofres retsstilling i straffeloven
• Handlingsplan til forebyggelse og bekæmpelse af seksuel vold
• Afskaffe starthjælpen

Fremme virksomheders ansvar

• Aktiv indsats for international regulering af virksomheders aktiviteter på
menneskerettighedsområdet
• Øget statsligt ansvar for retsforfølgelse af virksomheder, der begår grove
menneskerettighedskrænkelser
Styrke forståelsen for demokrati, frihed og menneskerettigheder
• National handlingsplan for respekt for demokrati, frihed og menneskerettigheder
• Obligatorisk undervisning i demokrati, menneskerettigheder og medborgerskab i skolen og på ungdomsuddannelserne

Gå i front internationalt

• Aktivt arbejde for ophør af tortur, bortførelser, hemmelige fængslinger og ulovlig rettergang i kri-
gen mod terror
• Opprioritere den rettighedsbaserede tilgang i udviklingsbistanden

I må tage ansvaret for at genoprette respekten for menneskerettighederne. Danmark skal være med i front, så menneskerettighederne kan blive til virkelighed for alle mennesker i alle lande.

Fundet her:
Befolkningen er imod udvisning af terrormistænkte (Amnesty.dk)

Jeg har idag meldt mig ind i Amnesty for at støtte deres gode formål i kampen for menneskerettigheder.