miljoeogsundhed.dk (Informationscenter om Miljø og sundhed- IMS) skriver idag:
Pudder og foundation indeholder en lang række problematiske stoffer, viser denne deklarationstest fra IMS.
Julen og snart nytåret er over os. I denne festtid smører vi ofte en ekstra omgang foundation og pudder i ansigtet, før vi hopper i danseskoene.
Men hvad skal du vælge af de mange mærker og typer af produkter? Informationscenter for Miljø & Sundhed har for Politiken Tjek udført en deklarationstest på 15 puddere og 15 foundations for at hjælpe dig med valget.
Den løse pudder fra MAC, Blot Powder Loose, kom ud som et godt puddervalg. Det var ikke muligt, at finde et godt valg inden for foundation.
Læs hele testen her (miljoeogsundhed.dk).
Parfumen er dømt ude
Parfume er en hyppig årsag til allergi. Denne test viser, at det godt kan lade sig gøre at pudre sig uden parfume. Otte produkter af 30, fordelt på fem foundations og tre puddere, indeholdt parfume. Af dem indeholdt fire foundations og en pudder et eller flere af de 26 deklarationspligtige stoffer (miljoeogsundhed.dk), man ved kan give allergi.
- Det er positivt for forbrugere, der ønsker uparfumerede produkter, at så mange af de testede produkter er uden parfume. Luksusprodukter som makeup forbindes ofte med duft og parfumestoffer, men her har producenterne altså fravalgt det til gavn for forbrugerne, udtaler Rikke Bille, testkoordinator i Informationscenter for Miljø & Sundhed til www.miljoeogsundhed.dk.
Mistanke om hormonforstyrrelser
Nogle stoffer er mistænkt for at kunne forstyrre hormonsystemerne (miljoeogsundhed.dk). Eksempler på dette er parabener, der bruges som konserveringsmiddel og octylmethoxycinnamate (OMC), som er et UV-filter. Begge stoffer står på EU's prioriteringsliste over muligt hormonforstyrrende stoffer (mst.dk).
Syv foundations og syv puddere indeholdt et eller begge af disse stoffer. I pudder drejer det sig om parabener, mens der i foundation både er fundet parabener og octylmethoxycinnamate.
Rigtig håndtering minimerer miljøbelastningen
13 foundations og 9 puddere indeholdt stoffer, der kan være problematiske for vandmiljøet. Det drejer sig fx om cyclopentasiloxan, EDTA og zink oxid. Et enkelt produkt indeholdt triclosan. Når ansigtet eller hænderne skylles, ryger disse stoffer med vaskevandet ud i miljøet. Vælger man at afrense sig med renselotion og vat, kan man dog som forbruger være med til at minimere belastningen i miljøet. Vattet ryger nemlig via skraldespanden til affaldsforbrændingen og dermed ikke ud i vandmiljøet.
For yderligere oplysninger om testen kontakt testkoordinator Rikke Bille tlf. 7741 7774.
Testen er en deklarationstest, som er baseret på de lovpligtige oplysninger, producenten har angivet i deklarationen. Det er ikke kontrolleret, om producenten har overholdt deklarationspligten. Der er ikke foretaget målinger af, hvilke koncentrationer stofferne optræder i. Formålet med en sådan test er at vejlede forbrugere, der ønsker at nedsætte deres generelle belastning af miljø- og sundhedsproblematiske stoffer, ved at sammenligne lovlige produkter indenfor en bestemt produktgruppe. Testen siger i sig selv ikke noget om det enkelte produkts risiko for sundhed eller miljø. Testen kan også hjælpe forbrugere, der ønsker at undgå bestemte indholdsstoffer.
Fundet her:
Skønhed skader miljøet (miljoeogsundhed.dk)
Tak EU for den daglige forurening og risiko for hormonforstyrrende stoffer i produkter i dagligvarehandelen.
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments