You are here

Sprøjtegift gør vandet dyrere

Vandværkerne finder nu sprøjtegift i et stigende antal boringer. Miljøministeren vil tale med landbruget, vandværkerne og kommunerne om en beskyttelse, der går videre end regeringsplanen for Grøn Vækst. Men ingen er indstillet på at betale regningen.

Efter en årrække med et fald i antallet af pesticidforurenede drikkevandsboringer, er udviklingen vendt. Nu finder vandværkerne igen sprøjtegift i et stigende antal boringer. Det er oven i købet en tendens, som eksperterne forudser vil fortsætte i takt med, at vandværkerne vil lede efter flere stoffer.

Den negative tendens for danskernes drikkevand fremgår af den seneste rapport om det danske grundvand fra De Nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS). De almene vandværkers forening DANVA er foruroliget over den nye udvikling og forudser, at det bliver dyrere at sikre rent drikkevand til danskerne.

Sprøjtegift gør vandet dyrere (Berlingske.dk) (16. maj 2009)

Landets vandværker får i stigende grad svært ved at finde rent grundvand til landets drikkevandskunder. De kan ikke bare bore dybere eller flytte boringerne som hidtil.

Kig ned, der er gift. Kig væk, der er gift. Vandværkerne kan ikke længere i samme grad som hidtil bare stikke sugerørerne dybere ned eller flytte dem længere væk, når de vil hente uforurenet grundvand op til danskerne. Forurening af grundvandet med små og sundhedsmæssigt ret ubetydelige rester af sprøjtegifte har bragt landets vandværker ind i en nomadetilværelse. De har flyttet boringer, når de trak forurenet grundvand op, eller de har boret dybere for at finde noget, der ikke var forurenet med pesticider i koncentrationer over grænseværdien.

Drikkevand under pres (Berlingske.dk) (16. maj 2009)

DANVA er sammen med KL og Dansk Landbrug inviteret til Miljøministeren for at diskutere finansieringen af de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder. Det sker samtidig med, at seneste overvågningsresultater viser, at grundvandet i stigende grad er forurenet.
DANVA er sammen med Dansk Landbrug og KL inviteret til forhandlinger om finansieringen af etableringen af beskyttelseszoner omkring vandværkernes boringer.

DANVA har tidligere i år indgået en aftale med Landbruget, der skal beskytte grundvandet bedre. Med aftalen har landbruget accepteret, at der etableres områder på op til 300 m omkring vandværkernes boringer, hvor landmanden ikke må sprøjte. DANVA og Dansk Landbrug har dog hidtil ikke kunnet enes om en finansiering af tiltaget. Vandværkerne har givet udtryk for, at udlægningen af områderne kunne ske gennem en afgift på pesticider, mens landbruget har ment, at forbrugerne skal finansiere beskyttelsen over vandprisen.

Initiativet blev ignoreret i regeringens udspil om Grøn Vækst, der ikke rummede væsentlige tiltag til fordel for grundvandet og drikkevandsforsyningen. Men nu ser ud til, at Miljøminister Troels Lund Poulsen alligevel ønsker at diskutere konkrete forbedringer af grundvandet i og med han på en tale ved DANVA's årsmøde inviterede KL, Dansk Landbrug og DANVA til en forhandling om finansiering af de boringsnære beskyttelsesområder.

Mere forurenet grundvand - men DANVA til forhandlinger om boringsnære beskyttelsesområder (Danva.dk) (15. maj 2009)