Dagens spidse kommentar af skuespilleren & instruktøren Flemming Jensen i DR P1s Kanten afslører den politiske korrekthed på DR i form af selvcensur om asylspørgsmålet.
Flemming Jensen måtte ikke rose Bedsteforældre for Asyl !
Det var for "kontroversielt" !
Her er afskrift af kommentaren hentet fra DR Online: Kanten:
Teater! Ja, nu har jeg sagt ordet - og sandsynligvis allerede mistet en del lyttere på den konto.
Lige for øjeblikket rumler det i avisernes spalter og på diverse bloqs med påstanden om, at der her i landet kun laves ufarligt lalle-teater - og hvis der endelig er en holdning, så er den venstresnoet og pladderhumanistisk.
Vort land ligger i vestenvindsbæltet - og vort tankesæt bærer præg af det. Thatcherismen startede for mange år siden i England, men først under Fogh nåede den for alvor til Danmark og prægede substansen, mens Tony Blair og hans spin-drenge inspirerede til formen.
Amerika ligger længere væk, så det har taget vestenvinden flere år at bære Mccarthyismen til landet. Nu er den her! Endnu ikke i form af skueprocesser - men grunden er ved at blive beredt. Udansk virksomhed er ved at være en relevant indfaldsvinkel.Jeg står netop nu selv foran den 6. forestilling i træk, der omhandler politik ud fra et ikke-partipolitisk grundlag. Og med lystigheden som sprog!
Undskyld, at jeg bruger min egen person som eksempel - men det sker ud fra ønsket om ikke at ta' gode kolleger som gidsler: Vi lavede på Nørrebros Teater forestillingen "Let's Kick Ass!" - Den diskuterede problematikken omkring beslutningsprocessen op til Irak krigen. Da jeg i den anledning blev interviewet til TV2-nyhederne, var det første spørgsmål, journalisten stillede: "Er du blevet kommunist?"Undskyld, hvad har det med det at gøre? Men hadebrevene væltede ind til mig - mordtrusler var der også imellem - og hovedlinjen var: din venstresnoede sinke! I aviserne var der vrede indlæg - og fra Dansk Folkeparti lød det: venstreorienteret agitation. Jamen, forestillingen havde intet med højre-venstre problematik at gøre! Intet! Senere lavede vi forestillingen "Dronningen af Malmø" om de menneskelige konsekvenser af 24 års reglen. "Røde svin!" lød det igen til forfatteren. Jamen, forestillingens vatpik af en skurk var altså en socialdemokratisk statsminister, og den regering, hvis handlemåde, vi tillod os at le ad, var altså socialdemokratisk! Men den slags faktuelle petitesser havde de rasende stemmer i debatten ikke tid til at ta' sig af. Næ, nu var Jensen ude efter VK-regeringen igen! Vi kender godt vore lus på gangen! De kunstnere er kommunister hele banden!
Altså - humanisme er ikke det samme som pladderhumanisme. Venstrefløjen har ikke monopol på empati. Lad mig lige stoppe op - og komme en forudsigelig påstand om kunstner-klynk i forkøbet. Vi har det glimrende, tak! Forestillingerne går godt, der kommer publikum. Vi piver ikke - vi deltager bare i debatten. Er det OK?
Eller er det for stor en belastning, at lade debatten tynge af folk, der rent faktisk arbejder med det, debatten drejer sig om?I Nykøbing F sommerrevy laver jeg for tiden lidt sjov med iført klædeligt kropsnær trikot at rulle rundt om en ballon sammen med den elegante revydirektør Krøll. En af mine bekendte syntes, at det så vældigt sjovt ud, og spurgte efter forestillingen en anden tilskuer, om det ikke havde været morsomt? "Jooooo," medgav den lokale lidt tøvende. "Men er han ikke socialist?"
Så ligger der et brev i min garderobe. "Hernede bryder vi os ikke om skabskommunister! Pas på, hvor du går i gaderne!" Underskrevet "Folk i Maribo."Sig mig, plager fanden jer? Der må være en stor, ond byld, som der prikkes hul på ved den mindste anledning - hvad er det dog for noget? Hvor kommer alt det uartikulerede had fra? Hvorfor skal ordet intelligens i den grad gøres til et fremmedord?
Anonyme tosser har der altid været - men lige nu buldrer en forudsætningsløs og unuanceret debat gennem spalter og radioprogrammer.Og jeg skal hilse og sige, at pressionen virker! Uvidende stemmer som disse har skræmt i hvert fald Danmarks Radio helt op i en krog. Den tredobbelt Reumert-nominerede teaterforestilling, "Spindoctor", og Irak-musicalen kom aldrig i en fjernsyns-version - som i sin tid Niels Ufers og Peter Larsens forestilling om tamilsagen. Men tiderne er skiftet. "Nej," lød forklaringen fra DR. "Så skal vi også lave noget, der gør grin med venstrefløjen."
Jeg var gæst i et uskyldigt P3-pludre program, hvor jeg havde som opgave "at ringe nogen op og rose dem." - Jeg ringede for at rose "Bedsteforældre for asyl". Samtalen blev lynhurtigt cuttet af den i øvrigt søde radioværtinde, der undskyldende sagde: "Ja, jeg passer bare mit arbejde, som jeg har fået besked på. Det dér var lige lovligt kontroversielt!"
Kontroversielt? At ringe og rose nogle fredsommelige bedsteforældre, der med et helt livs tanker som balast står med et papskilt i meget ofte rigtigt dårligt vejr?Kære lytter!
Lige p.t. er det så tilfældigvis teateret, der skal holde den kompleksitetsfri gryde i kog. Lad jer ikke snyde af disse uvidende stemmer! Der er grøde og kraft i dansk teater! Ideerne og tankerne fosser ud over scenekanten. Det gør engagementet også - og det er meget forskelligartet. Lad ikke ignoranter få jer til at tro anderledes!
Ånden flyver lavt i den offentlige debat - men folk forstår at dukke sig.
MP3 podcast er her: KANTEN_090819.mp3 (MPEG Audio, 6.0 MB), da DR Online kun har denne og andre udsendelser online i 6 måneder. Jeg ved ikke om det samme gør sig gældende for podcast på DR Online.
Flemming Jensen har også tidligere d. 19. september 2005 udtalt sig vedrørende spørgsmålet om TV2 "journalistens" spørgsmål i DR2 Deadline.
Læs afskrift her:
TV2 journalist til Flemming Jensen: Er du kommunist ?
Politik i 2009 lader åbenbart kun at være et område som statsbetalte partiapparater må beskæftige sig med. Dem uden denne autorisation skal åbenbart udsættes for hetz.
Er det demokrati ?
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments