You are here

Bølleregister skal ikke registrere almindelige restaurantgæster

Forbrugerrådet skrev d. 18. august 2009:

Det såkaldte ’bølleregister’, der skal forhindre personer med restaurationsforbud adgang til nattelivet, kan i følge et udvalg under Justitsministeriet registrere alle, der går på restauranter, barer og diskoteker. Helt ude af proportioner, mener Forbrugerrådet.

Registret er i udgangspunktet en god ide, mener Forbrugerrådet. For det er i alles interesse, at personer, der har fået pålagt et restaurationsforbud af politiet, forhindres adgang.

”Det kan ikke være rigtigt, at almindelige mennesker, der går ud for at få en drink lørdag aften, skal registreres i et centralt ’bølleregister'. At putte alle restaurationsbesøgende i et fælles register for at kunne sortere nogle få fra er ude af proportioner. Vi tror, at de fleste almindelige mennesker vil opleve det som stærkt intimiderende at blive afkrævet et fingeraftryk, blot fordi man skal ud at spise. Forbrugerrådet kan ikke acceptere, at alle personer skal registreres med navn, cpr-nummer, billede og fingeraftryk”, siger Anette Høyrup, jurist i Forbrugerrådet.

Forbrugerrådet støtter heller ikke Justitsministeriets anbefaling om, at registret skal være centralt, fordi risikoen for misbrug øges, når så mange private oplysninger samles et sted. Det kan være misbrug af oplysninger til fx markedsføring, at for mange personer får adgang til registret, eller at kendissers færden i nattelivet kan følges og offentliggøres. Derfor mener Forbrugerrådet, at registret skal etableres særskilt hos den enkelte restauratør.

”Uanset om man etablerer særskilte registre eller opretter ét fælles, er det helt afgørende, at privatlivsbeskyttelse bliver et grundvilkår for det nye register.  Behovet for at udelukke visse personer fra nattelivet må aldrig ske på bekostning af almindelige menneskers privatliv. Med de tekniske løsninger, der findes i dag, kan det sagtens lade sig gøre at lave et register, som på én gang sortere de relevante fra og beskytter alle andres privatliv”, siger Anette Høyrup.

Bølleregister skal ikke registrere almindelige restaurantgæster (Forbrugerraadet.dk) (18. august 2009)

Læs Forbrugerrådets høringssvar til Justitsministeriet her


Hvem sagde politistat ?

Bare fordi det er teknisk muligt at indsamle alskens oplysninger om borgerne er det ikke ensbetydende med, at det skal sættes i værk.

Er det en ny form for frihed, som den borgerlige regering står i spidsen for ?

Hvad er lige meningen med denne fremadskridende trang fra statsapperatet inkl. de statsfinansierede partier til at registrere alle borgeres færden & gøren ?

Måske er det planen at oprette et DDR her i Danmark ?

Det næste bliver vel en registrering af folks internetadfærd ? Nej, vent det gør de jo allerede med logningsbekendtgørelsen !

Hvad med mobiltrafik, SMS og almindelig telefonsamtaler ? Næh, det gør de allerede idag også igennem logningsbekendtgørelsen !

Danmark er vist mere blevet et styret folk end folkestyre... :/

Høring er her på Borger.dk, hvor betænkningen kan hentes i pdf format:

Betænkning nr. 1504/2009 om restaurationers adgang til identitetsoplysninger på personer med restaurationsforbud 

Betænkning nr. 1504/2009 om restaurationsforbud (Borger.dk) (21. juli 2009)