You are here

Langsom sagsbehandling koster folks sygedagpenge

DR P1 Orientering d. 4. november 2009:

Fremover skal kommunerne smække kassen i og lukke for folks sygedagpenge, hvis en sagsbehandler ikke når at få udfyldt sin del af papirerne til tiden.

Og det gælder vel at mærke også, selvom den sygemeldte møder op til alle samtaler, lægeundersøgelser og i det hele taget overholder alle sine forpligtelser.

- Syge mennesker kommer til at betale
Det kræver en afgørelse fra Ankestyrelsen, som kommunerne nu er forpligtet til at følge.

Beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, har tillid til, at kommunerne nok skal nå at få udfyldt papirerne til tiden, så borgerne ikke af den grund kommer til at stå uden penge.

Men hos fagforeningen 3F er man overbevist om, at syge mennesker nu kommer til at betale prisen for sløset sagsbehandling.

Princip-afgørelsen fra Ankestyrelsen er kun offentliggjort i anonymiseret form. Det fremgår dog, at den handler om en langtidssyg mand eller kvinde, der i maj 2008 havde modtaget sygedagpenge i 52 uger.

Langsom sagsbehandling - ingen dagpenge
Ifølge loven kan sygemeldte i den situation have ret til at få forlænget sygedagpengene i 26 uger. Men da kommunen i den konkrete sag skulle tage stilling til, om det skulle ske, viste det sig, at sagsbehandleren ikke havde udfyldt den såkaldte ressourceprofil for den sygemeldte.

Og så standsede kommunen udbetalingen af de sygedagpenge, som den sygemeldte levede af.

Da sagsbehandleren efter halvanden måned havde udfyldt skemaet, stod det klart, at den sygemeldte havde - og hele tiden havde haft - ret til fortsat at modtage sygedagpenge.

Den sygemeldte klagede derfor til det regionale beskæftigelsesankenævn, som gav vedkommende ret i, at kommunen ikke skulle have lukket for pengene. Men kommunen klagede til Ankestyrelsen, som kom til det stik modsatte resultat:

Kommunen skulle standse udbetalingen af dagpenge og havde slet ikke hjemmel til at forlænge dem administrativt. - Heller ikke selvom det alene var kommunen, der ikke havde udfyldt ressourceprofilen til tiden.

Medvirkende:

Bente Dam Sørensen, socialrådgiver for fagforeningen 3F's medlemmer i Kolding.

af Jesper Tynell

Langsom sagsbehandling koster folks sygedagpenge (DR Online) (4. november 2009)

Via
[K10.dk]

Retsstat min bare ...

Venstre arbejder hårdt for at realisere liberalismen fuldt & helt. Kun de stærke skal overleve økonomisk.

Pyt med de svage
De har jo ikke ressourcer til at klage