Regeringens løfter om ventetidsgaranti til patienter dræner de offentlige sygehuse

DR P1 Orientering d. 27. januar 2010:

Regeringen hælder penge i sundhedsvæsenet, som aldrig før, siger den.

Alligevel har sygehusene ikke kunnet holde deres budgetter for sidste år og er i gang med fyringer og besparelser.

Hos regionerne, der er den administrative enhed der styrer sygehusene, giver man den såkaldte ventetidsgaranti en del af skylden for den dårlige økonomi.

Garantien indebærer, at patienter skal behandles inden for en måned, - ellers har de ret til at få behandlingen betalt på et privathospital.

Men det er en dårlig undskyldning at pege på ventetidsgarantien, lyder det fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, der til gengæld placerer ansvaret udelukkende hos regionerne.

To logikker støder sammen
Orientering har spurgt en professor i sundhedsøkonomi om, hvordan det er kommet så vidt, at der nu bliver fyret personale på sygehusene.

- Vi har to logikker der ramler imod hinanden her. På den ene side har vi rammebudgetterne og de aftaler regionerne har lavet med finansministeriet, og dem lægger man vægt på bliver overholdt. På den anden side opfordrer man sygehusene til at lave så meget som muligt, og det er to modstridende logikker, siger Kjeld Møller-Pedersen, der er  professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Store omlægninger koster kassen
Samtidig er det ikke blevet lettere at styre sygehusenes økonomi. Behandlingsgaranti og udredningsgaranti betyder at sygehusene får færre håndtag at rykke i når de skal forsøge at styre økonomien.

- Det er blevet meget sværere at styre sygehusenes økonomi. Med ventetidsgarantien er der blevet mindre råderum. Desuden foregår der i disse år meget store omlægninger på sygehusene, fortæller Kjeld Møller-Pedersen.

I folketinget har oppositionen igennem længere tid stillet spørgsmål og inddraget statsministeren i de helt aktuelle problemer på sygehusene. Blandt andet med henvisning til statsministerens fortid som sundhedsminister.

Det opfatter regeringen som et taktisk politisk spil, og det vil den ikke længere være med til.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har meddelt folketingets formand, at han ikke længere vil svare på spørgsmål om sygehuspolitik - det må sundhedsministeren tage sig af. 

Af Jesper Svendsen

Indslag lavet af Astrid Fischer

Hør indslaget online her:

Løfter til patienterne dræner sygehusene (DR Online) (27. januar 2010)

De offentlige sygehuse koster Kr. 73 Mia. om året at drive. Der skal skæres i omegnen af Kr. 800 Mio. - 1 Mia. i regionerne med fyring af sundhedspersonale som en konsekvens af overskridelserne af budgetterne sidste år.

Hvert år skal der findes 2 procents i rationaliseringer. De 2 procent er den reduktion af budgetterne, som sker hvert år i det offentlige.

Det er jo rigtigt nok, at regeringen poster flere penge i sygehusene. Men det nytter jo ikke noget, hvis man kun tilfører 98 procent af de nødvendige midler til regionerne & regionerne ikke kan finde 2 procent i rationaliseringer.

Regeringen bestemmer den økonomiske ramme i regionerne

Samtidigt hører regionerne organisatorisk under personalestyrelsen i finansministeriet. Det er dermed reelt den til enhver tid siddende finansminister & regering, der udstikker den økonomiske ramme for regionerne. Regionerne kan jo ikke indkræve skat. Det blev ændret med strukturreformen. Den der betaler for musikken bestemmer jo også !

Reelt set er det jo en stille nedskæring af vor alles ret til gratis behandling for sygdomme, som sættes under pres. Taberne bliver den del af befolkningen uden sundhedsforsikring. Typisk er det dem på overførselsindkomst som eksempelvis pensionister, kontanthjælp & førtidspension.

Det er også en afledt effekt af markedsgørelsen af sundhedssektoren, hvor mere & mere igennem pres fra EU skal foregå på privathospitaler igennem krav fra servicedirektivet. Ifølge EU er stort set alt i den offentlige sektor serviceydelser, som meget gerne skulle privatiseres. Herunder universiteterne & sundhedsvæsenet. At det så er dyrere & koster skatteyderne flere penge gør ikke så meget.

Det siger sig selv, at en virksomhed som skal tjene på en tjenesteydelse er dyrere end en offentlig virksomhed som ikke skal tjene på den samme ydelse.