You are here

Stop jagten på psykisk syge

Sind skrev igår:

De seneste dages klapjagt på psykisk syge førtidspensionister må stoppe nu. Historierne er uden hold i virkeligheden.

Gennem de seneste dage har pressen bragt historier om, hvordan unge, psykisk syge i et alt for stort omfang tilkendes livslang førtidspension - og dermed parkeres på passiv offentlig forsørgelse. Kampagnen har nu fået flere politikere til igen at forlange en reform af førtidspensionsordningen, så pensionerne bliver gjort midlertidige.

”Sandheden er, at såvel antallet af nytilkendelser af førtidspensioner som andelen af tilkendelser på grund af psykiske lidelser er faldende. I 3. kvartal 2009 tilkendte kommunerne 3.618 førtidspensioner. Det er et fald på 9 % i forhold til 3. kvartal 2008. 51,3 % af de tilkendte førtidspensioner blev givet på baggrund af en psykisk lidelse. Dette er også et fald i forhold til andet kvartal 2009”, siger Knud Kristensen, der er formand for landsforeningen SIND.

Sandheden er også, at der ikke er behov for at gøre førtidspensionen midlertidig. Muligheden er der allerede! Ifølge socialpensionslovens § 44 skal kommunerne frakende pensionisten førtidspensionen, hvis der sker en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Ifølge lovens § 20, stk. 1, 2. pkt. kan man ved tildelingen af førtidspension samtidig beslutte, at sagen skal genoptages til vurdering på et senere fastsat tidspunkt. Altså en midlertidig førtidspension.

”SIND opfordrer til, at man stopper klapjagten på psykisk syge førtidspensionister og i stedet begynder at interessere sig for, at psykisk syge førtidspensionister får reelle muligheder for at få et job med løntilskud, et skånejob, som de efter beskæftigelsesindsatslovens § 51 har krav på. Herved får pensionisterne mulighed for at prøve arbejdsmarkedet af, og måske finde tilbage til en situation, hvor de kan forsørge sig selv vedvarende”, mener Knud Kristensen.

Hvis politikerne skal vise handlekraft ved at ændre love, så bør de give alle førtidspensionister mulighed for at gøre pensionen hvilende, hvis de vil forsøge sig på arbejdsmarkedet. I dag er det kun en mulighed for førtidspensionister, der fik tilkendt pension før 1. januar 2003. Hvorfor denne forskel?

Landsforeningen SIND ser gerne, at der etableres en rehabiliteringsydelse, så unge, psykisk syge kan få et sikkert forsørgelsesgrundlag i en periode på fx fem år, inden der tages endelig stilling til, om de skal tildeles førtidspension.

Fundet her:
Stop jagten på psykisk syge (Sind.dk) (24. februar 2010)