Traktatbrud i syne

EU-parlamentet har fået for mange medlemmer i forhold til Lissabon-traktaten, da Tyskland ikke vil afgive sine 3 mandater.

Istedet vil man ændre Lissabon-traktaten & lade Frankrigs præsident Sarkozy udpege Frankrigs 2 ekstra mandater selvom medlemmer af parlamantet skal vælges ved "direkte almindelige, frie og hemmelige valg" !

Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen Mod Eu skrev d. 14. marts 2010:

BLOG – UGE 10: Selvom Lissabon-traktaten kun har været i kraft i nogle få måneder, så arbejdes der allerede på at gennemføre en traktat-ændring.

I korthed handler det om antallet af medlemmer af EU-parlamentet. Problemet skyldes, at Lissabon-traktaten, som trådte i kraft i december, giver mulighed for et andet antal end det, der blev valgt ved EU-parlamentsvalget i juni sidste år.

I Lissabon-traktatens artikel 14, styk 2 fremgår: ”Europa-parlamentet består af repræsentanter for Unionens borgere. Antallet af medlemmer må ikke overstige 750 plus formanden. Borgerne repræsenteres degressivt proportionalt med en mindstetærskel på seks medlemmer for hver medlemsstat. Ingen medlemsstat tildeles mere end 96 pladser”.

Hvordan disse 751 pladser skulle fordeles mellem de 27 medlemslande, blev EU’s stats- og regeringsledere enige om for flere år siden. Men deres problem var bare, at Lissabon-traktatens ikrafttræden blev ved med at trække ud, ikke mindst takket være det irske folks nej.

Så da valget blev gennemført i juni sidste år, skete det på grundlag af Nice-traktatens bestemmelser, som fastsætter det samlede antal MEPere til 736. Et land, Tyskland, kunne derfor ved valget vælge 3 pladser mere end aftalt på grundlag af Lissabon-traktaten, mens 12 lande tilsammen måtte vælge 18 medlemmer færre.

Det var disse lande naturligvis ikke særlig tilfredse med. Derfor aftalte stats- og regeringslederne, at når Lissabon-traktaten trådte i kraft, så skulle de forsøge at ændre de enkelte landes mandattal i EU-parlamentet, så de kom i overensstemmelse med Lissabon-traktaten. Og for at muliggøre dette, så valgte alle de berørte lande – undtagen ét - også de ekstra mandater ved EU-parlamentsvalget i juni.

Sverige for eksempel har 20 mandater i henhold til Nice-traktaten, men vil få 22 mandater i henhold til Lissabon-traktaten. Derfor valgte de faktisk 20 fuldgyldige mandater og to såkaldte ”spøgelses-mandater”. Disse spøgelses-mandater har fået MEP-løn fra første dag og har indgået i arbejdet i parlamentet, blot med den forskel, at de ikke har kunnet stemme.

Det sidste skal der nu laves om på. Men det er ikke uden problemer. For hvor det er let nok at få lande til at acceptere, at de får flere mandater i perioden, så er det umuligt at få lande til at acceptere færre. Og især da når landet hedder Tyskland. Det har 99 mandater efter Nice-traktaten, men vil kun have 96 efter Lissabon-traktaten.

Derfor har gode råd været dyre – ikke mindst fordi beslutningen skal træffes i enstemmighed. Den geniale løsning er blevet, at de 12 lande har fået deres 18 mandater ekstra samtidig med, at Tyskland har fået lov til at beholde deres tre ekstra. Men hov! Det betyder jo, at det samlede mandattal i parlamentet kommer op på 754. Og som nævnt før, står der i traktaten, at tallet ikke må overstige 751.

Ergo må traktaten ændres. Det er man så i gang med nu. I øjeblikket ligger sagen i EU-parlamentet, hvor ”Udvalget vedrørende konstitutionelle anliggender” (AFCO) behandler sagen og skal vedtage sin indstilling på onsdag.

Ordføreren, den spanske konservative Inigo Méndez de Vigo, er meget positiv overfor at finde en mindelig løsning, Blandt andet mener han ikke, at der er grund til at indkalde et konvent, som det ellers er muligt ifølge traktaten. Jeg skal lade det være usagt, om det har noget at gøre med, at Spanien vil vokse fra 50 til 54 mandater, hvis Nice også på dette område erstattes med Lissabon.

Ligeledes ved jeg heller ikke, om det er grunden til, at han er meget spagfærdig overfor det alleralvorligste problem i hele denne manøvre. Nemlig den kendsgerning, at Frankrig ikke valgte personer til at besætte deres to ekstra pladser ved valget i juni. I stedet lægges der nu op til, at disse kan udpeges af den franske nationalforsamling.

Demokratisk er dette naturligvis fuldstændig forrykt. Og at det bestemt ikke er en strid om kejserens skæg, viser den simple kendsgerning, at væsentlige spørgsmål på det sidste faktisk er blevet afgjort med en overvægt af én eller nogle få stemmer i EU-parlamentet.

Derudover er forslaget i lodret strid med EU-traktatens artikel 14, styk 3, hvor der står: ”Europa-parlamentets medlemmer vælges ved direkte almindelige, frie og hemmelige valg for en mandatperiode på 5 år”:

Som medlem af AFCO har jeg derfor stillet et ændringsforslag til Méndes de Vigos rapport, hvor jeg foreslår, at EU-parlamentet fuldstændig skal afvise, at dele af den franske delegation de resterende fire år af valgperioden ikke skal være valgt af de franske vælgere, men være håndplukket af Nikolas Sarkozy.

Det bliver spændende at se om flertallet trods alt vil holde fast i dette grundlæggende demokratiske princip eller om det vil sælge den eneste rest af demokratisk legitimitet, som EU-parlamentet måtte have, nemlig at det er direkte valgt af EU’s befolkninger.

Traktatbrud i syne (Folkebevaegelsen.dk) (14. marts 2010)

---

EU er ikke så demokratrisk, at det gør noget. Regler skal afviges & ændres efter forgodtbefindende.

Forenklet sagt er det en narresut, som skal stille de enkelte landes vælgere indflydelse i udsigt. Realiteten er dog i mine øjne mindre indflydelse på problemer i vores hverdag, hvor alle velfærdsgode skal markedsgøres igennem liberalisering.

Vinderne er industrien & pengemændene.

FlemmingLeer, denmarkonline.dk