Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør skrev igår i et læserbrev i Arbejderen:
Der er en dag i historien, vi skal huske. En dag, der hører til oprørets historie. Vi skal huske 'Haymarket martyrerne' i Chicago, som har inspireret skabelsen af dagen som arbejdernes dag.
I kampen for en otte timers arbejdsdag blev syv henrettet i november 1887 af et korrumperet retssystem. Og siden fejres den 1. maj til minde om dem. Dagen blev også vedtaget af den Socialistiske Internationale i 1889.
Det er en tradition og en historie, som er grundlæggende for os alle. Et oprør, der ned gennem alle generationer har skabt og forsvaret menneskerettigheder.
Menneskerettighederne er ikke opstået ved et skrivebord. Historien igennem århundreder og på alle kontinenter er blevet drevet frem af folkelig modstand og forandring.
Al forandring er skabt gennem konflikt, fra slavernes tid til i dag. Skabelsen af proletariatet gennem dets svære historie - arbejderklassens stigende organisationsform - har grundlæggende bidraget til denne kamp om menneskerettigheder.
I disse år bliver retten til åben, international solidaritet i stigende grad forhindret og forfulgt. Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslige overgreb er i dag stemplet som terroristiske.
Legitimeret terror
Den folkelige modstand omdefineres til at være udtryk for international terrorisme. Stater har i den såkaldte globale krig mod terrors navn søgt at iklæde sig ny international legitimitet. I en række lande er statsterrorismen den mest presserende og dødelige trussel mod befolkningers liv og velfærd.
En ophævelsen af terrorlovgivningen ville være at vende tilbage til virkelighedens historie. Folkeligt oprør, som arbejderbevægelsen er en grundlæggende del af, er en historisk kendsgerning og i visse tilfælde en nødvendighed - også væbnet oprør, når alle andre handlingsmønstre er undertrykte og utilgængelige.
Dette har vi også set her under Danmarks besættelse. Af den tilpassede presse blev modstanden betegnet som terrorisme, de henrettede betegnet som terrorister.
En åben støtte til en sådan bevægelse nægtes i lovgivningens nuværende perspektiv og rammes af retsforfølgelse. I den kommende tid indledes retssager mod Horserød-Stutthof Foreningen og Den Faglige Klub for finansiel støtte til modstandsbevægelserne i Palæstina og Colombia.
Men modstandens nødvendighed er ikke begrænset til den 'fjerne' verden. Den gælder også i Europa. I stigende grad søges dannelse af en europæisk fæstning mod forandring. Samtidig ser vi en udnyttelse af fremmed arbejdskraft som nutidens slaver, vi ser udbytningen af de fattige landes kvinder i kroppens slaveri.
En neofascistisk dimension træder i disse år i mange lande frem. Også i Danmark ser vi disse træk. Et 'folkeparti', der udelukker, diskriminerer og skaber folkeligt had mod fremmede. Lignende træk ser vi i mange lande i den Europæiske Union. I sin tid var reaktionen i Europa mod den fascistiske tilblivelse for opdelt og for sen.
Oprørets flammer
Advarslerne er der allerede mange af, om det er her eller i Italien, Ungarn, Østrig eller Nederlandene, hvor det neofascistiske projekt i stigende grad tager form.
I disse år får datidens antisemitisme en ny form og andre 'fjender' med samme intolerance og diskriminerende holdning. En hadets politik spøger i disse år i Europa.
Én af de dømte Haymarket martyrer sagde højt og tydeligt til retten i Chicago: 'Hvis I tror, at I kan udslette fagbevægelsen ved at henrette os, tager I fejl. Fagbevægelsen udspringer af de undertrykte millioners nød og håb. Flammerne vil vise sig, fra undergrunden vil flammerne bryde frem. I vil aldrig kunne slukke dem.'
Oprørets flammer vil vise sig i verden, de vil ikke kunne slukkes. Historien og verden vil i fremtiden skabe nye dimensioner i konflikterne.
Konflikter, der søger at definere livet og fremtiden, herunder også naturens rettigheder - ikke mindst en erkendelse af menneskets nødvendige afhængighed og ansvar her på jorden.
Fra undergrunden vil flammerne bryde frem (Arbejderen.dk) (29. april 2010)
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments