DR P1 Orientering d. 28. september 2010:
Det var ikke småpenge, jøderne måtte betale danske fiskere for at blive sejlet i sikkerhed i Sverige under Anden Verdenskrig. Det kan man læse i bogen Den Dyre Flugt, som udkommer om få dage.
En af de fiskere, der sejlede med jøder, var Gunner Sylow Madsen fra Stubbekøbing på Falster. Han var 20 år dengang, og han fiskede sammen med sine to brødre. En dag i oktober 1943 kom havnefogeden med et tilbud dem. De kunne få lov til at sejle jøder til Sverige og tjene en klækkelig skilling på det.
Tusind kroner per styk
- Det var ikke os, der satte prisen. Havnefogden sagde: I får tusind kroner per styk, og dem skal I hente hos mig, når I kommer hjem. Det var mange penge, siger Gunner Sylow Madsen. Han fortæller, at de havde 20 jøder med, når de sejlede afsted.De 20.000 kroner, som sådan en overfart gav, skal ganges med 20, hvis man skal have et indtryk af, hvad det ville give i dag. Det vil altså sige cirka 400.000 kroner for en overfart. Jøderne kom til Trelleborg i Sverige under en sejltur, der var hård og tog en hel nat.
- Jeg er dybt taknemmelig
Richardt Oestermann er en af dem, der som dreng blev sejlet til Sverige sammen med sin familie. Også de betalte prisen - cirka tusind kroner per hoved - for at komme fra kysten ved Nivå til Sverige. Men Oestermann har masser af taknemlighed til overs for den fisker, der tjente godt på at redde ham en oktobernat i 1943.- Jeg er ham dybt taknemmelig. Hvis modstandsbevægelsen ikke havde hjulpet med at finde frem til ham og den der transport, så havde jeg ikke siddet her i dag, siger han til Orientering.
Ifølge Thomas Hjortsø, forfatteren bag Den Dyre Flugt, betalte 8.000 danske jøder med pårørende tilsammen et beløb, der i dag ville svare til 250 millioner kroner til fiskere og mellemmænd for at redde livet over Øresund.
Skrevet af: Heidi Kirkebække
Indslag af: Hanne Foighel og Jon Kaldan
Hør mere på:
/ Danske fiskere tjente godt på jødernes flugt (DR Online) (28. september 2010)
Men hvad tjente havnefogeden på at formidle pengene til fiskerne ?
Der er sikkert en hel del formuer i whiskeybæltet langs strandvejen, der er blevet grundlagt med penge fra jødernes flugt til Sverige.
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments