You are here

Partierne bag satspuljen har indgået aftale om satspuljen for 2011 på sundhedsområdet *opdateret*

Anne-Marie Geisler Andersen, Social-, psykiatri & handicapordfører for det Radikale Venstre skrev igår:

For os Radikale har det især været vigtigt at få mere motion ind i psykiatrien, at få sikret behandling til mennesker med angst og depression, samt at få nedbragt anvendelsen af tvang og overdødeligheden blandt mennesker med psykisk sygdom.

Nedenstående indlæg bliver bragt på dknyt:

1) Hvad betyder aftalen for brugerne af psykiatrien? Og retspsykiatrien.

En relativ stor del af de afsatte midler, omkring en 4/5, går til psykiatrien. Med aftalen videreføres en række initiativer fra en tidligere satspuljeaftale. Disse omhandler en indsats i retspsykiatrien, specialiserede behandlingstilbud til mennesker med ikke-psykotiske lidelser samt en række opsøgende og udgående teams for mennesker med psykoser, skizofreni og demens.

Derudover indeholder aftalen tredje bølge af Gennembrudsprojektet. Med dette projekt har man rigtig gode erfaringer med at nedbringe tvangen, og det er dem, vi ønsker udbredt. Noget af det nye her er, at indsatsen for at nedbringe tvang også kommer til at omhandle børnepsykiatrien. På det seneste har vi desværre via medierne været vidne til nogle tilfælde af meget omfattende brug af tvang mod bl.a. unge med spiseforstyrrelse. Ligeledes er det nyt, og noget der var meget vigtigt for os Radikale, at motion skal udgøre en væsentlig del af denne indsats.

Sidst har vi sat gang i en indsats for at forebygge uventede dødsfald i psykiatrien. Mennesker med psykisk sygdom har en overdødelighed blandt andet pga. livsstilsrelaterede sygdomme samt ekstensiv medicinsk behandling. Det er denne overdødelighed, vi ønsker at komme til livs.

2) Hvad betyder det for misbrugere - og vil der komme sundhedsrum i flere byer nu?

Et andet væsentligt fokus i aftalen er stofmisbrugere. Med aftalen sikres en tidlig indsats overfor unge med henblik på at forebygge, at de ender i alvorligt misbrug. Ligeledes vil der komme flere sundhedsrum indeholdende sundhedsfaglig hjælp samt væresteder for mennesker med stofmisbrug. Desuden styrkes misbrugsbehandlingen i fængslerne, hvor alle i dag ikke har et tilstrækkeligt og relevant tilbud.

3) Hvad gøres der for de depressive jf. aftalen?

Det var et af vores største ønsker at få gjort op med den diskriminerende aldersgrænse for mennesker med depression. I dag kan man kun få tilskud til psykologbehandling, hvis man er mellem 18-37 år. Desværre var det ikke muligt at få udvidet ordningen i år. For os har det været vigtigt, at vi med aftalen får sikret os det rette beslutningsgrundlag for en udvidelse af ordningen, så manglen på samme ikke kommer til at stå i vejen næste år. Derfor har vi sat penge af til den nødvendige evaluering af ordningen.

4) Hvad er du mest glad for? Og er der noget der er forbigået?

På grund af den manglende udvidelse af psykologordningen er vi glade for, at vi til gengæld fik afsat midler til udvikling og udbredelse af programmet ”lær at leve med” for mennesker med angst og depression. Programmet består af patientkurser og bygger på kognitiv indlæringspsykologi. Her får den enkelte borger nogle redskaber til at lære at mestre sin sygdom. På andre områder, hvor dette program allerede kører, inddrager man mennesker, der selv har erfaring med sygdommen på egen krop, i indsatsen. De kan fx undervise i, hvordan man lærer at håndtere hverdagen.

Derudover er jeg glad for, at Psykiatrifondens landindsats mod angst fortsætter, samt at vi fik mere motion ind i den psykiatriske indsats. Motion er både blevet en del af indsatsen for at nedbringe tvang samt indsatte for at forebygge overdødelighed. Motion har praktisk talt ingen bivirkninger, og noget tyder på, at der tilmed kan være en mere langsigtet effekt, end tilfældet er for andre former for behandling. Desuden har motion en forebyggende effekt ift. livsstilsrelaterede sygdomme, og det kan være med til at nedsætte medicinforbruget.

/ Satspuljeaftalen på sundhedsområdet er netop indgået (radikale.net) (16. oktober 2010)

Satspuljen består af penge, som bliver taget fra alle overførselsindkomster så de ikke følger med prisudviklingen. 0,3% af prisreguleringen går til satspuljen & er støttet af samtlige partier med undtagelse af Enhedslisten.

For næste års finanslov er satspuljen på Kr. 495. Mio.

Via
[Radikal glæde over mere motion til psykisk syge og kurser til depressionsramte (Dknyt.dk) (15. oktober 2010),
http://dknyt.dk/sider/artikel.php?id=51722 (Kræver login)]

Her i 2010 er satspuljen på Kr. 936 Mio. Heraf var der afsat Kr. 250 Mio. til psykiatrien.

/ Aftale om udmøntning af satspuljen for 2010 - (Finansministeriet) (30. oktober 2009)

Den megen virak, der har været lokalt i Vejle med Den Gyldne Hamster viser netop at satspuljemidlerne ikke er egnet til psykiatritiltag. Satspuljemidlerne dækker kun i en årrække & skaber utryghed blandt især pyskisk sårbare med risiko for tilbagefald. Den Gyldne Hamsters bevilling udløber 31. maj 2011, men de 14 pladser til beskyttet beskæftigelse fordeles til andre tiltag heriblandt Café Butikken.

OBS: Denne aftale omhandler kun for sundhedsområdet !