Onsdag den 1. juni 2011 var mere end 700 mennesker samlet på Hotel Nyborg Strand for at protestere over Finansministerens og KL's angreb på klagesystemet.
KL mener, at serviceloven er ustyrbar, og at klagesystemet er udgiftsdrivende. Regeringen og KL vil derfor lave loven om og gennemgå klagesystemet, så det understøtter kommunernes muligheder for at styre og prioritere. Men klagesystemet er borgernes sikkerhedsnet, som skal sikre, at kommunerne følger lovens bogstav og intention. Kommunernes kamp mod klagesystemet er derfor en kamp mod loven. Det følges op af en meget barsk tone i den offentlige debat.
De personhistorier, som blev bragt frem på mødet, viser med skræmmende tydelighed, at samfundets svageste grupper er hårdt ramt - både fra myndighedernes side og fra nogle af deres medborgere:
Klagesystemet er i fare - og risikoen for angreb og chikane mod mennesker med handicap stiger i takt med medieomtalen
Derfor er meldingen fra mødet, at denne udvikling skal stoppes nu!
Første skridt er at genskabe en anstændig tone i debatten. Andet skridt er at bede politikerne om at vågne op og tage ansvar for borgernes retssikkerhed.
Derfor stiller vi - de seks organisationer*, som er gået sammen om dette møde - i fællesskab følgende spørgsmål til landets politikere:
På KL's konference ”Kommunaløkonomisk forum 2011” fremsatte man to væsentlige forslag vedrørende klagesystemet. For det første, at kommunerne skal kunne fastsætte et bindende serviceniveau, som skal respekteres af ankesystemet, og at der ikke længere skal tages stilling til en borgers konkrete behov for støtte. For det andet, at ankesystemet kun skal vurdere, om proceskrav er overholdt og ikke bedømme indhold.
-
Hvordan vil dit parti forhindre, at sådanne forslag gennemføres og dermed sætter Folketinget ud af kraft?
-
Hvordan vil dit parti forhindre, at borgernes retssikkerhed svækkes?
-
Hvad vil du og dit parti gøre for at ændre tonen i debatten?
- Hvad vil du og dit parti gøre for at sikre, at mennesker med handicap og socialt udsatte får udfoldelsesmuligheder i deres liv som alle andre?
* De seks organisationer og deres talere på mødet:
Bettina Post, Formand, Dansk Socialrådgiverforening
Palle Simonsen, Foreningen Det Sociale Netværk
Stig Langvad, Formand, Danske Handicaporganisationer
Benny Andersen, Formand, Socialpædagogerne
Jakob Sølvhøj, Formand for pædagogisk sektor FOA
Claus Gahrn, Næstformand, HK Kommunal
For yderligere oplysninger kontakt:
Politisk kommentar til udviklingen, kontakt formand for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, telefon: 4038 0636
Handicappolitik, fakta eller baggrund, kontakt Faglig chef Kirsten Plambech, Danske Handicaporganisationer, telefon: 2615 1777
Fundet her:
/ Mødeerklæring og spørgsmål til politikerne (Handicap.dk) (1. juni 2011)
Se billeder her på:
/ Stop hetzen - reportage fra konferencen (psykisksaarbar.dk) (1. juni 2011)
Hverken DR eller TV2 var der.
Socialpolitik har åbenbart ikke nogen væsentlighedsfaktor hos dem...
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments