Retspolitisk forening skrev den 16. april 2014:
Af Noe Munck, bestyrelsesmedlem i Retspolitisk Forening
Retspolitisk Forening har i år tildelt foreningens hæderspris ”Kafkatten” til juristen Hans Bøgesvang Riis, som anerkendelse af hans personlige mod og ansvarsfølelse som embedsmand over for de borgere, som hans afgørelser får betydning for.
Som fuldmægtig i Arbejdsskadestyrelsen traf Hans Bøgesvang Riis afgørelser om anerkendelse af borgere som berettigede til arbejdsskadeerstatning. Forskellen mellem et afslag og en anerkendelse af en arbejdsskade kan betyde en forskel på flere millioner kroner i erstatning, og det kan betyde enten en god afrunding på et langt og smertefuldt forløb eller afmagt og frustration over et afslag og en eventuel forkert og sjusket afgørelse truffet af Arbejdsskadestyrelsen – i al hast.
Efter seks måneders ansættelse følte Hans Bøgesvang Riis ikke, at han længere kunne lægge navn til Styrelsens afgørelser, der til dels var præget af usikre afgørelser truffet af alt for stressede medarbejdere, der skulle leve op til stadig større præstationskrav dikteret af ledelsen for at kompensere tabet ved ledelsens fejlslagne IT -‐ projekt. Samtidig kunne det blive afgørende for en sags udfald, om den sagsbehandlende fuldmægtig var strammer, slapper eller én midt imellem. I sådanne tilfælde vælger danske embedsmænd med ganske få undtagelser blot at forlade organisationen og lade de alvorlige retssikkerhedsmæssige og personalemæssige problemer ligge uløst tilbage.
Med stort personligt mod og med risiko for sin fremtidige karriere som embedsmand, valgte Hans Bøgesvang Riis i stedet at afdække problemerne i en kronik i Politiken den 3. oktober 2013. Hvor medarbejderne/tillidsfolkene i Arbejdsskadestyrelsen i årene forud forgæves havde påpeget problemerne over for ledelsen, blev det nu muligt at få mere acceptable forhold.
Samtidig er socialministeren og Folketingets ombudsmand gået ind i sagen, der nu har stor offentlig bevågenhed. Det er beskæmmende for det danske retssamfund, at forholdene i embedsværket og sagsbehandlingen først bliver forsvarlige og acceptable, når en medarbejder ofrer sin egen karriere for over for offentligheden at påpege problemerne. Det er forståeligt – men meget trist – at så få embedsmænd viser civil courage og moralsk ansvar i sådanne situationer.
For denne meget vigtige indsats, der både har øget svage borgeres retssikkerhed og som herudover har forbedret arbejdsforholdene i Arbejdsskadestyrelsen, har Retspolitisk Forening ønsket at hædre Hans Bøgesvang Riis ved at tildele ham foreningens ære spris ”Kafkatten” for 2014.
Kafkatten er Retspolitisk Forenings hæderspris siden 1988. Prisen er en skulptur, der hvert år udlånes til prismodtageren.
Fundet her:
/ Kafkatten 2014 til jurist Hans Bøgesvang Riis for udvisning af civil courage og moralsk ansvar (Retspolitisk Forening) (16. april 2014)
Læs kronikken i Politiken:
/ Arbejdsskadestyrelsen er blevet til en pølsefabrik (Politiken.dk) (3. oktober 2014)
Det ville være glædeligt, hvis der var flere embedsmænd ude i kommunerne der på samme måde tog affære som borgere i et demokrati.
Men at den hurtige exit for embedsmænd fra en offentlig arbejdsplads kan være et tegn på kritisable forhold har jeg faktisk slet ikke tænkt på. Det giver stof til eftertanke.
Men lad Hans Bøgesvang Riis eksempel være et tegn på nye tider, der sætter en stopper for bevidste benspænd over for borgere i alle myndigheder. Benspænd der forhindrer retten til at modtage ydelser, som loven giver mulighed for.
Måske kan vi endda genetablere mere offentlighed, men det kræver at flere får modet ligesom Hans Bøgesvang Riis.
Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at der burde laves en statue til markering.
Vi er nemlig alle en del af et demokrati & ikke kun reduceret til forbrugere eller vælgere med jævne mellemrum.
Men start lige med at give ham et arbejde !
/ Påpegede sjusk i Arbejdsskadestyrelsen: Stadig uden job (Politiken.dk) (25. juni 2014)
Der må da være et eller andet firma, organisation eller advokatfirma, der kan bruge en så principfast, uselvisk & modig mand.
Hvad med Ombudsmanden ?
Eller statsrevisorerne ?
Spred Glæde...trods alt :/
FlemmingLeer
Denmarkonline.dk
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments