Tidligere sundhedsminister Astrid Kragh godkendte tvangsindlæggelse af Karina Hansen på Hammel Neurocenter efter straffelovens §14 om generel nødret.
Det skriver advokat (H) Jakob Skjoldan I en henvendelse til Folketingets §71 udvalg.
Straffelovens §14:
"En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning."
/ Straffeloven (Retsinformation.dk)
Se evt. også Foxylex: / http://www.foxylex.dk/straffeloven/
Frihedsberøvelse skal i henhold til Grundloven ske med en lovhjemmel:
Grundlovens §71, stk. 2
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Jeg har godt nok aldrig hørt om, at en sundhedsminister direkte går ind & godkender en tvangsindlæggelse på et Neurocenter ud fra Straffelovens §14 om generel nødret.
Hvis det er sandt, så er der godt nok noget ravruskende galt. & noget der tenderer magtmisbrug.
Jakob Skjoldan har møderet for Højesteret & konkluderer, at der ikke er noget lovligt grundlag for at tvangsindlægge Karina Hansen på Hammel Neurocenter. Samtidigt har Karina Hansen fået en værge, hvilket betyder at den generelle fuldmagt forældrene havde er sat ud af kraft. Men jeg mener, at de bør kæmpe imod denne afgørelse.
Følgende har ifølge Jakob Skjoldan spillet en tvilvsom rolle i forbindelse med tvangsindlæggelsen:
Tidligere Sundhedsminister Astrid Kragh, SF med mulig godkendelse af tvangsindlæggelse efter den generelle nødret i Straffelovens §14.
Professor Per Fink & overlæge i psykiatri Niels Balle Christensen, forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser Århus.
Blandt andet ville psykiater Jens Nørbak (tilknyttet Liasonafdelingen ved Bispebjerg Hospital) tvangsindlægge Karina Hansen på røde papirer som psykotisk i forhold til Psykiatrilovens bestemmelse om tvangsindlæggelse. Han havde dog ikke tilset hende !
Flere personer i Sundhedsstyrelsen med rådgivning fra Jens Nørbak.
Jakob Skjoldan har skrevet henvendelsen på vegne af Karina Hansens forældre, Ketty & Per Hansen.
Men der skal lyde stor ros til praktiserende læge Lotte Jacobsen for at nægte at deltage i tvangsindlæggelse på Hammel Neurocenter.
Iøvrigt håber jeg at advokat Jakob Skjoldan også har fokus på disse paragraffer i Straffeloven:
§ 150. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, misbruger sin stilling til at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, straffes han med fængsel indtil 3 år.
§ 151. Den, som tilskynder eller medvirker til, at nogen, der er underordnet vedkommende i offentlig tjeneste eller hverv, forbryder sig i denne tjeneste, straffes, uden hensyn til om den underordnede kan straffes eller på grund af vildfarelse eller af andre grunde er straffri, efter den for den pågældende forbrydelse gældende bestemmelse.
§ 156. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.
§ 157. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.
§ 157 a. Ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af denne lov skal det indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur.
Stk. 2. Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse
1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen,
2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller
3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
/ Straffeloven (Retsinformation.dk)
§157 er nok svær at tage i brug, da den psykiske smerte eller lidelse ved isolation på Hammel Neurocenter kræver adgang til at dokumentere overgrebet på Karina Hansen.
Det afhænger også af forarbejderne til §157 om denne paragraf kan benyttes.
Men så er der jo de andre paragraffer. Plus der burde også være adgang til at straffe personalet i §156 for deres medvirken til overgrebet på Karina Hansen. Ingen ansatte her i Danmark har pligt til at deltage i overgreb. Selvom det er sanktioneret udefra evt. med tidligere Sundhedsminister Astrid Kraghs mulige godkendelse af tvangsindlæggelsen.
Der kunne måske være grundlag for at §150 kan benyttes i forhold til Astrid Kragh, men der er jo desværre en forældelsesfrist. Men en politianmeldelse imod Astrid Kragh, Per Fink & resten af de medansvarlige burde kunne forhindre den forældelse.
I klemme i det kommunale system har en indsamlig til fordel for Karina Hansen:
/ Donation Karina Hansen (I klemme i det kommunale system / Facebook.com)
Spred Retfærdighed !
FlemmingLeer
Denmarkonline.dk
Du kan læse henvendelsen herunder i en læsevenlig udgave (lidt mellemrum & luft tilføjet af mig):
Advokat Jakob Skjoldan til § 71-udvalget og Sundhedsudvalget ang. Karina Hansens tvangsindlæggelse på Hammel Neurocenter:
§ 71 Tilsynet xx.07.2014
V/ Formand Liselott Blixt og
Folketingets Sundhedsudvalg
V/ Formand Karen KlintVedr. : Karina Hansens tvangsindlæggelse på Hammel Neurocenter
Jeg retter herved henvendelse til § 71 Tilsynet på vegne af Karinas forældre Ketty og Per Hansen og på vegne af ME Foreningen, fordi vi er bekendt med, at § 71 Udvalget for nyligt har tilset Karina på Hammel Neurocenter.
Jeg går ud fra, at § 71 Udvalget har fået en redegørelse for Karinas behandling fra Neurocentret, herunder fra overlæge i psykiatri Niels Balle Christensen (NBC) fra Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser (FFL), hvilken overlæge skulle være behandlingsansvarlig for Karina.
Jeg vil i denne forbindelse redegøre for, hvorledes speciallæger med ekspertise i postviralt træthedssyndrom (ME) vurderer Karinas sygdom.
Indledningsvist vil jeg dog give følgende generelle oplysninger om ME:
ME Myalgic Encephalomyelitis; myalgia= muskelsmerter; encephalomyelitis= rygmarvs- og hjerne inflammation/ betændelse) er en alvorlig somatisk sygdom med dybtgående påvirkning af nervesystemet, hormonsystemet, immunforsvaret, energistofskiftet på celleplan og kredsløbet.
For de fleste patienter begynder sygdommen med en simpel infektion, f.eks. i forbin-delse med mononukleose eller influenza, men sygdommen mistænkes også for at være fremkaldt af skimmelsvamp, blodtransfusioner, vaccinationer, whiplash, tungtmetal-forgiftning og borrelia infektion.
Hovedsymptomet er en markant hurtig trætbarhed ved fysisk og mental aktivitet med efterfølgende influenza-lignende og smertebetingede symptomer og forværring af øvrige symptomer, jf. nedenfor. Aktivitet medfører endvidere en unormal udmattelse og forlænget restitutionsperiode, hvorfor den syges tidligere aktivitetsniveau er markant reduceret.
Der sondres mellem mild reduktion (ca. 50%), moderat reduktion (for det meste hjem-me), svær reduktion (for det meste sengeliggende) og meget svær reduktion (sengelig-gende med behov for hjælp til basale funktioner).
De meget svært syge patienter må være sengeliggende i et mørkt, lydafskærmet rum og kan ikke tåle den mindste fysiske eller psykiske anstrengelse. Den belgiske professor De Meirleir (som var en af de nedenfor nævnte førende 26 behandlere/ forskere i verden, og som bl.a. behandler danske ME patienter, som ikke kan få hjælp i det danske sundheds-system) har således udtalt, at meget svært syge ME patienter ”skal lænkes til sengen”.
Det er faktisk lykkedes denne belgiske professor at bedre sådanne svært syge ME syge patienters helbred væsentligt.
Andre alvorlige symptomer er:
I. Neurologiske skader:
1. Kognitive problemer
a. Besvær med informationshåndtering, herunder nedsat tankevirksomhed, dårlig koncentration, forvirrethed, desorientering, ubeslutsomhed, langsom tale.
b. Korttidshukommelsestab.2. Smerter
a. Hovedpiner: kroniske, generelle hovedpiner ofte med smerter i øjnene, bag øjnene eller i baghovedet som kan være associeret med nakkesmerter; migræne; spændingshovedpine.
b. Betydelige smerter i muskler, muskelvedhæftninger, lemmer, mave og bryst.3. Søvnforstyrrelser
a. Forstyrrede søvnmønstre, herunder søvnløshed, forlænget søvn, incl. naps, søvn om dagen og vågen om natten, jævnlig opvågning, opvågnen meget tidligere end før sygdom, livlige drømme/ mareridt.
b. ”Uforfriskende” søvn, herunder følelse af udmattelse uanset varighed af søvn, søvnighed i dagtimer.4. Sanse- og motoriske forstyrrelser
a. Sanseforstyrrelser, herunder manglende evne til at focusere synsmæssigt, sensibilitet over for lys, støj, vibrationer, lugt, smag og berøring.
b. Motoriske forstyrrelser, herunder muskelsvaghed, ufrivillige muskelsammentrækninger, dårlig koordination, usikkerhed på benene.II. Problemer med immunforsvaret, mavetarmsystemet og vandladningen
1. Tilbagevendende eller kroniske influenza lignende symptomer, som typisk kommer eller forværres ved aktivitet, herunder ondt i halsen, bihulebetændelse, hævede eller ømme lymfekirtler
2. Sårbarhed over for virusinfektioner med forlænget helbredelsestid.
3. Mave- og tarmproblemer, herunder kvalme, mavesmerter, opsvulmet mave, irritabel tyktarm.
4. Vandladningsproblemer, herunder pludselig eller hyppig vandladningstrang; nattetisning.
5. Sensibilitet over for mad, medikamenter, lugte og kemikalier
III. Beskadigelse af energisystemet
1. Kredsløbsforstyrrelser, herunder intolerance for at sidde oprejst, hjertebanken med eller uden hjerterytmeproblemer, svimmelhed
2. Åndedrætsproblemer, herunder åndenød, besværet åndedræt, udtrætning af brystmuskulatur.
3. Tab af temperatur stabilitet, herunder unormal lav kropstemperatur, markante daglige temperaturændringer; svedeture, tilbagevendende fornemmelser af feber med eller uden let temperaturstigning, kolde hænder og fødder.
4. Intolerance over for ekstreme temperaturer.
Sygdommen er internationalt anerkendt og har i WHO´s sygdomsregister (ICD-10) koden G93.3.
Ved definitionen af sygdommen er det udtrykkeligt anført, at der ikke må være nogen psykisk årsag til udmattelsestilstanden eller sygdommens øvrige symptomer. Sygdommen er således per definition en ikke- psykisk lidelse!
Kilde: Konsesus-dokument udarbejdet i 2011 af panel af verdens førende ME behandlere/ forskere
(26 behandlere/ forskere med samlet ca. 400 års klinisk og undervisningsmæssig erfaring).----------------------------------------
Efter disse indledende oplysninger om sygdommen ME vedlægges kopi af journal fra 18.02.2010 til maj 2012 fra speciallæge i intern medicin & infektionsmedicin, dr. med. Henrik Isager (HI), som var (han er nu gået på pension) en af de få danske speciallæger med ekspertise i ME.
Af journalens side 3 forneden fremgår det, at HI ikke er i tvivl om, at Karina lider af ME/ CFS (WHO´s diagnosekode G93.3), at sygdommen er udløst af en mononucleose infektion i 2004, og at Karina nu (i 2010) er meget svært ME syg med minimale energireserver.
På journalens side 4 og 5 er det nærmere beskrevet, hvad sygdommens fysiske årsager er, ligesom det er beskrevet, hvorledes sygdommens meget pinefulde tilstand kan lindres.
Det fastslås imidlertid også nederst på side 4, at sygdommen er varig, dvs. uhelbredelig.
Der vedlægges endvidere lægeerklæringer af 18.03.2011 og 01.09.2011 fra den norske læge og ME ekspert Mette Sophie Johnsgaard samt kopi af brev 06.03.2013 fra samme. Denne norske ekspert erklærer sig enig i, at Karina lider af ME i meget svær grad og advarer i sit brev af 06.03.3013 (sendt efter tvangsindlæggelsen) meget imod den stress, som en tvangsindlæggelse medfører.
Neurocentret og NBC´s opfattelse af Karinas sygdom er os bekendt helt i strid med HI´s og Johnsgaards diagnoser. Efter det oplyste skulle NBC således opfatte Karinas sygdom som en Funktionel Lidelse således, at Karinas alvorlige tilstand reelt skulle være psykisk forankret (psykosomatisk/ somatoform).
I praksis har NBC således givet Karina diagnosen ”Anden Somatoform Lidelse” kort efter Karinas tvangsindlæggelse på Neurocentret i februar 2013.
Efterfølgende (i sommeren 2013) skulle NBC have givet Karina den meget sjældne psykiatriske diagnose ”Pervasive Arousal Withdrawal Syndrome”(PAWS).
Der er tvivl om, i hvilket omfang denne diagnose overhovedet er anerkendt, idet den ingen WHO kode har, og idet den kun er anvendt nogle få gange, og fortrinsvist på børn i flygtningelejre.
Denne psykiske lidelse skulle være karakteriseret ved, at barnet nægter at tale, gå, spise, sørge for sin hygiejne m.v. og vredt afviser enhver kontakt med omverdenen, herunder afviser ethvert tilbud om hjælp og behandling. Diagnosen skulle ikke kunne anvendes på voksne personer. Karina er nu 25 år!
Karina har endvidere aldrig før tvangsindlæggelsen nægtet at tale, gå, spise og sørge for sin hygiejne, og har tværtimod samarbejdet om tilbud om hjælp og behandling. (på et tidspunkt kunne hun dog ikke gå og sørge for sin hygiejne mere, men var stadig samarbejdsvillig).
Som det fremgår af ovenstående er der grundlæggende lægelig uenighed om årsagen til Karinas meget dårlige helbredsmæssige tilstand. Karina sagen er et grelt eksempel på, hvad der sker, når man i Danmark i vidt omfang ser bort fra en række veldefinerede sygdomme med selvstændige diagnosekoder i WHO sygdomsregister ICD-10, og i stedet kalder disse sygdomme for Funktionelle Lidelser, jf. de mange kritiske spørgsmål, som Folketingets Sundhedsudvalgs medlemmer stillede i det nyligt afholdte Samråd med Sundhedsministeren.
Det synes ud fra en nøgtern vurdering svært at fæste lid NBC´s diagnose(r), idet FFL aldrig har fremlagt lægevidenskabelig dokumentation for, at ME (og de øvrige 22 anerkendte somatiske sygdomme, som FFL har inddraget under forskningsdiagnosen Funktionelle Lidelser), er psykosomatiske/ somatoforme lidelser, hvorimod ME som nævnt er en internationalt anerkendt, somatisk sygdom, som længe (siden 1969) har været opført i WHO´s sygdomsregister.
Endvidere påpeges det, at Karina flere gange tidligere er undersøgt af psykiatere uden, at der er blevet stillet psykisk diagnose.
Første gang blev Karina undersøgt af Psykiater Ole Nielsen, Holstebro i begyndelsen af 2007. Psykiateren skriver i journal af 13.02.2007 bl.a. flg.:
”..Jeg synes ikke, der er tegn til depression eller atypisk depression, og der er heller ikke andre symptomer som tegn på, at der skulle være en mere ondartet psykiatrisk lidelse under opbygning. Er jo god i kontakten, men er bare uendeligt træt og har hovedpine….”
Anden gang blev Karina undersøgt af NBC selv i foråret 2008. NBC skriver bl.a. i journal af 09.04.2008:” Psykiatrisk vurdering:
19-årig pige med udseende alderssvarende.Vågen, klar, samlet og relevant. Hun fremtræder på ingen måde som dybere deprimeret. Hun fremkommer ej heller med noget produktivt psykotisk. Hun er lidt stille, men i øvrigt afslappet i samtalesituationen og giver god kontakt, såvel formelt som emotionelt. Hun er ikke præget af nogen svære forstyrrelser i karakterstrukturen. Hun har lette evasive træk som det eneste. Der er ingen angstproblematik og ingen depressive symptomer udover en forståelig tristhed over tilstanden. Symptomerne synes egodystone og der er en tydelig afstand til disse.
Diagnose: /F45.3 somatoform autonom dysfunktion obs. pro./
Konklusion:
19-årig pige med vag disposition til depression. Udredes for kronisk træthed. Endnu er der ikke fundet positive tegn på somatisk lidelse. Hvis alle prøver viser sig at være negative er der stor sandsynlighed for at hun er ved at udvikle en somatoform tilstand, som hun får antydet. I så fald vil jeg foreslå behandling med kapsel cymbalta startende med 30mg morgen taget til morgenmåltid stigen-de til 60mg morgen efter en uge. Herudover kognitiv symptom behandling ved kognitivorienteret og uddannet smertepsykolog. Endvidere er pt. anbefalet at fortsætte allerede institueret motionsprogram og øvelser. Hun er forklaret sammenhængen mellem kropslige fornemmelser og psyke. Ved yderlige uklarheder kan nyt tilsyn rekvireres,
Med venlig hilsenNiels Balle Christensen”
Som det fremgår var psykiater Ole Nielsen og NBC enige om, at der ikke var symptomer på depression eller nogen sværere psykiatrisk lidelse (psykose).
NBC mente, at Karina, hvis der ikke blev fundet tegn på somatisk lidelse, kunne være ved at udvikle en somatoform tilstand og foreslog i så fald behandling med antidepressiv Cymbalta.
Imidlertid er Karina jo efterfølgende af HI og Johnsgaard diagnosticeret med den somatiske lidelse ME (hvilket NBC er fuldt bekendt med, jf. nedenfor) , hvorfor det forekommer uforståeligt , at NBC ignorerer disse diagnoser, især når NBC offentligt har oplyst, at han samarbejder med HI om ME patienter.
NBC ´s holdning synes så meget mere uforståelig på baggrund af, at han den 27.09.2012 selv i brev til Rehabiliteringscentret, Holstebro stillede diagnosen G93.3 ME/CFS (hvilket må have været en henvisning til HI´s ovennævnte journal).
NBC angav ganske vist ved samme lejlighed også diagnosen F48.0 Neurasteni. Denne sygdom er en psykisk (funktionel) lidelse, men det kan undre, hvordan NBC kan fremkomme med en psykisk diagnose på et tidspunkt, hvor han ikke har undersøgt endsige talt med Karina (siden foråret 2008, jf. ovenfor).
NBC skulle i øvrigt ikke selv have kendskab til PAWS, udover hvad han har kunnet læse i den psykiatriske litteratur, og har derfor også først stillet diagnosen efter at have rådført sig med engelske psykiatere, bl.a. den kontroversielle psykiater Peter White, som for år tilbage var årsag til en international konflikt mellem WHO og Storbritannien, fordi han ville gøre ME til en psykiatrisk lidelse.
NBC er ikke desto mindre meget sikker på, at han kan helbrede Karina for de påståede psykiske lidelser og dermed også for hendes alvorlige fysiske gener/ symptomer. Disse oplysninger er meddelt af NBC på møde med Karinas pårørende i august 2013.
Der er således betydelig tvivl om, hvorvidt Karina skulle være sindssyg (PAWS). Hvis Karina skulle være sindssyg på nuværende tidspunkt, må det konkluderes, at hun i så fald er blevet det efter tvangsindlæggelsen, idet alle lægelige undersøgelser, herunder fra NBC selv, viser, at hun ikke var sindssyg før tvangsindlæggelsen.
Det kan i denne forbindelse frygtes, at den nedenfor beskrevne isolering af Karina fra de pårørende har skadet hende psykisk. Det er således almindeligt kendt, at en væsentlig del af isolationsfængslede forbrydere udvikler psykiske lidelser allerede efter få måneders isolationsfængsling.
NBC behandler så vidt vides Karina som alle andre med funktionelle lidelser, nemlig som om hun har en depression. Dvs. med gradueret træning (genoptræning), kognitiv terapi og muligvis antidepressiver.
Hvis NBC´s diagnose er forkert, kan denne behandling have fatale følger for Karina:
Gradueret træning/ genoptræning kan for patienter, som lider af ME i svær grad, forværre helbreds- tilstanden og i værste fald være livstruende. Der henvises til HI´s journal side 4 midt, hvor der redegøres for dette, ligesom der henvises til den ovenfor citerede belgiske Professor.
Forceret motion og manglende lægeligt kendskab til ME må i det hele taget anses for hovedårsagen til, at Karinas helbredstilstand er blevet så dårlig.
Sygdommens udløsende faktor må som nævnt antages at have været en mononucleose infektion i 2004. Denne infektion blev først erkendt i 2005, hvorfor den ikke blev behandlet effektivt. De symptomer på ME (bl.a. yderligere infektioner, maveproblemer og først og fremmest en overvæl-dende træthed), som viste sig i årene efter mononucleose infektionen, var der således ingen læger, som var i stand til at sætte den rigtige diagnose på, men alle opfordrede til, at Karina skulle motionere og på anden måde holde sig aktiv, hvilke råd med stor sandsynlighed løbende har forværret Karinas helbredstilstand.
Først i begyndelsen af 2008 diagnosticerede lægerne (på et gigthospital i Gråsten) forsøgsvist Karina for ME med diagnosekoden G93.3. Karinas forældre blev imidlertid ikke gjort opmærksom på, hvilken sygdom der var mistanke om. Endvidere gav både Gigthospitalet og Karinas daværende læge udtryk for, at det var vigtigt, at hun blev mere fysisk aktiv og eventuelt blev presset hertil!
Forældrene blev først i slutningen af 2009 af et familiemedlem gjort opmærksom på, at Karina kunne lide af ME, hvilket herefter blev bekræftet af overlæge Valerius fra Hvidovre Hospital og senere fulgt op af HI´s grundige undersøgelse og diagnosticering i begyndelsen af 2010, jf. ovenfor.
Der henvises endvidere til HI´s journal, side 13 midt, hvor Karinas tilstand skønnedes at være livstruet efter, at hun havde fået det markant dårligere i forbindelse med nytårsskyderiet ved årsskiftet 2011/2012. Det kan dog oplyses, at Karina fra sommeren 2012 fik det bedre, og at hun i februar 2013, hvor hun blev tvangsindlagt, stadig havde det noget bedre end året før!
Det vides ikke, om NBC har givet Karina antidepressiver, men hvis dette er tilfældet, vil det være meget farligt, da ME patienter normalt ikke kan tåle den slags medicin, jf. ovenfor.
I Karinas tilfælde er der tidligere sket 3 alvorlige forværringer af hendes tilstand efter henholdsvis anvendelse af bedøvelsesmiddel i forbindelse med en galdestensoperation, ved influenzavaccination og ved en (forsøgsvis) tidligere behandling med antidepressiver (af ovennævnte psykiater Ole Nielsen).
Karina har da også efter oplysninger fra Neurocentret klart modsat sig sig behandling med antidepressiver, ligesom forældrene ved kontakt med Neurocentret har advaret mod antidepressiver o. lign.
---------------------------
Da der må siges at være betydelig tvivl om, hvorvidt NBC´s diagnose(r) og behandlinger er korrekte opfordres § 71 Tilsynet til at henstille til Neurocentret om at lade Karina undersøge af en uafhængig, udenlandsk ekspert i ME og til, at der i denne forbindelse gennemføres analyse af blodprøver m.v. fra Karina, så det en gang for alle kan blive fastslået, om Karina lider af en alvorlig somatisk sygdom eller om hendes gener er psykosomatiske.
Endvidere opfordres § 71 Tilsynet til at henstille til Neurocentret om at få en second opinion fra en uafhængig (ej tilknyttet FFL) speciallæge i psykiatri, som har kendskab til symptomerne ved ME, herunder særligt de kognitive problemer, jf. ovenfor, så det kan blive vurderet, om Karina, som hævdet af NBC, nu lider af en sjælden (tvivlsom?) psykiatrisk lidelse.
Det oplyses endvidere, at Neurocentret siden tvangsindlæggelsen af Karina i februar 2013 stedse har nægtet Karinas forældre adgang til at besøge Karina. Nægtelsen er formelt begrundet i, at Karina ikke har givet tilladelse, men årsagen skal nok snarere findes i, at forældrene er stærkt kritiske over for NBC´s psykiske diagnoser.
Karina behandles derfor de facto som en isolationsfængslet forbryder, selv om hendes eneste ”forbrydelse” er, at hun har pådraget sig en meget alvorlig sygdom. Det påpeges, at Karina flere gange før tvangsindlæggelsen udtrykkeligt modsatte sig, at hun blev fjernet fra hjemmet, og at hun iht. Neurocentrets egne oplysninger efter tvangsindlæggelsen både verbalt og fysisk har forsøgt at modsætte sig behandlingen.
§ 71 Tilsynet opfordres derfor yderligere til at henstille til Neurocentret, at Karinas forældre og søskende får mulighed for at besøge hende.
Jeg vedlægger kopi af Karinas forældres kommentar til sagen dateret den 20.05.2014
Jeg er bekendt med, at § 71 Tilsynet ikke kan tage stilling til spørgsmålet om lovligheden af Karinas tvangsindlæggelse, hvorfor jeg nedenfor redegør for dette spørgsmål over for Folketingets Sundhedsudvalg, idet dette aspekt af sagen dårligt kan ignoreres ved vurderingen af de rent lægefaglige spørgsmål i sagen
--------------------------------
Tvangsindlæggelsens lovlighed
I maj 2010 havde Karinas daværende læge tvunget Karina til at lade sig sygehusindlægge på neurologisk afdeling. På sygehuset blev Karinas sygdom forværret, da personalet ikke vidste, hvorledes en alvorlig syg ME patient skulle behandles.
Ikke desto mindre undersøgte lægerne, om der var mulighed for at tvangstilbageholde Karina iht. Psykiatriloven (Lov om Anvendelse af Tvang i Psykia-trien). Dette blev imidlertid opgivet, da Karina (ifølge embedslæge Børge Sommer) ” ikke opfattes depressiv eller psykotisk”.
Karina kom derfor efter eget ønske hjem igen efter 3 dages sygehusophold. Karina var efter denne oplevelse fast besluttet på, at hun ikke mere ville behandles på sygehus.
I midten af maj 2011 aflagde specialkonsulent Jytte Dahler-Larsen og afdelingslæge Lars Kabel Kristensen, begge Embedslægerne Midtjylland på foranledning af Holstebro kommune et forvarslet tilsynsbesøg hos Karina. Forud for besøget havde de 2 tilsynspersoner gennemgået Karinas omfattende lægejournaler, herunder ovennævnte journaler (de første) fra HI og Johnsgaard.
Under besøget talte tilsynspersonerne med Karina i enrum og herefter med de pårørende, hvorefter de konkluderede, at der ikke konstateredes nogen uoverensstemmelse mellem det skriftlige materiale (Karinas journaler) og det, der blev meddelt under besøget.
Om samtalen med Karina oplystes flg.:
”Karina fremtræder klar, vågen og orienteret. Hun virker umiddelbart psykisk upåfaldende. Hun skønnes at være velorienteret om sin situation, og hun står inde for den ”alternative” eller ”komplementære” måde at håndtere sygdommen på. Hun gør grædende opmærksom på, at hun gerne ville kunne deltage i genoptræning, men at hun ikke magter noget som helst på grund af ekstrem træthed, ekstrem trætbarhed og aktivitetsudløste smerter. Hun håber, at maksimal aflastning på længere sigt vil åbne mulighed for spontan bedring af sygdommen.
Hun har således givet informeret samtykke til fravalget af konventionel lægebehandling til fordel for en ”alternativ” eller ”komplementær” lægebehandling.”
Sidst i marts 2012 bad afdelingslæge Lars Kabel Kristensen familien om tilladelse til at aflægge et kontrolbesøg hos Karina, gerne sammen med egen læge og HI. Besøget blev berammet til den 11.04.2012, men blev få dage før aflyst af Lars Kabel Kristensen tilsyneladende efter ordre fra ”højere sted” (formentlig fra Sundhedsstyrelsen). Der henvises til HI´s ovennævnte journal, side 14 foroven.I foråret 2012 intervenerede Sundhedsstyrelsen i sagen, idet embedslæge Lars Kabel Kristensen opfordrede Karinas daværende læge, Lotte Jacobsen, til at kontakte en jurist H. Christensen, Sundhedsstyrelsen.
Juristen pålagde Lotte Jacobsen at tilse Karina sammen med en psykiater for at tage stilling til, om Karina kunne tvangsbehandles. Lotte Jacobsen blev i denne forbindelse også bedt om at tale med psykiater Jens Nørbak fra Liaisonklinikken på Bispebjerg Hospital (FFL´s afdeling i København), hvilken psykiater tilsyneladende rådgav Sundhedsstyrelsen.
Psykiater Jens Nørbak mente (uden at have undersøgt, endsige set Karina), at hun kunne (tvangs)indlægges på ”røde papirer” (dvs. at hun skulle være sindssyg eller i en helt tilsvarende tilstand og enten til fare for sig selv (selvmordstruet) eller for andre!?, jf. Psykiatrilovens § 5).
Lotte Jacobsen forelagde dog denne vurdering for en lokal psykiater, som mente, at der højst kunne blive tale om ”gul tvang”, dvs. hvis Karina var sindssyg, og det skønnedes af væsentlig betydning for hendes helbred.
Herefter kontaktede Lotte Jacobsen overlæge Lena Graversen i Sundhedsstyrelsen og meddelte, at hun ikke ville deltage mere.
Dette ville Sundhedsstyrelsen tilsyneladende ikke acceptere, idet juristen H. Christensen kontaktede Lotte Jacobsen og informerede hende om, at hun var juridisk forpligtet til straks at undersøge Karina sammen med en psykiater (professor, speciallæge i psykiatri Per Fink, som er øverste chef for FFL i Aarhus, skulle være blevet foreslået).
Lotte Jacobsen anførte imidlertid, at det næppe var muligt at få fat i en psykiater med så kort varsel, hvorfor man enedes om, at hun skal få fat i en præhospital læge, hvorefter de skulle aflægge et uanmeldt besøg hos Karina.
Dette skete den 03.05.2012, hvor de 2 læger - efter at have undersøgt og talt med Karina, som utvetydigt modsatte sig indlæggelse - var enige om, at betingelserne for tvangsindlæggelse ikke var til stede. Karina blev i denne forbindelse beskrevet som ”vågen, klar, uden tegn på halluciationer.”
Dette hændelsesforløb hidrører fra læge Lotte Jacobsens journaler, som refereret af HI i dennes ovennævnte journal side 15 midt til 16 midt.
Efter det mislykkede forsøg på at få Karina tvangsindlagt i maj 2012 blev Karinas forældre i sommeren 2013 kontaktet af NBC fra FFL. NBC oplyste forældrene, at han mødte som læge og ikke som psykiater, at han var leder af det af FFL oprettede Videncenter for ME/CFS, og at han var meget interesseret i at behandle Karina. NBC understregede, at Karina naturligvis frit kunne afgøre, om hun ville underkaste sig hans behandling.
Ved det første møde med forældrene kom NBC sammen med HI og gav udtryk for, at han ville samarbejde med denne om behandlingen af Karina og andre ME syge.
Hverken Karina eller forældrene var imidlertid interesserede i, at Karina igen skulle hospitalind-lægges, og de var også utrygge ved, at NBC ikke var meget for at fortælle, hvad behandlingsplanen var.
NBC prøvede flere gange ved møder med Karinas forældre og ved telefonsamtaler med henholdsvis Karinas mor og Karinas søster (som er sygeplejerske) at overtale familien (forældrene havde fået generalfuldmagt fra Karina til at varetage alle hendes interesser under sygdommen) til at lade Karina indlægge, men uden held.
I dette forløb hverken undersøgte eller talte NBC med Karina. Det nærmeste, han kom hende, var, da han under et af møderne med forældrene stod lige inden for døren i hendes sygeværelse og overhørte, at hun med svag stemme sagde, at hun var for træt til at tale med ham.
I eftersommeren 2012 opgav NBC herefter tilsyneladende at få Karina under behandling
Herefter blev Karina plejet af forældrene i samarbejde med en læge fra København, som de selv måtte betale for (efter Lotte Jacobsens fratræden som læge, jf. ovenfor, var der ingen lokale læger, der ville påtage sig opgaven!?)
Frem til den 12.02.2013 blev Karina herefter kun tilset af denne københavnske læge. Den 12.02. 2013 mødte der uanmeldt 5 politibetjente, 2 læger og 2 medarbejdere fra Holstebro kommune op på forældrenes adresse (og skjult rundt om hjørnet ventede en låsesmed og en bemandet ambulance).
Lægerne gik til Karinas sygeværelse, mens politibetjentene forhindrede moderen og faderen, der senere kom til, i at se, hvad der foregik.
Det endte med, at Karina blev fjernet fra sit sygeleje og indlagt på Hammel Neurocenter, hvilket skete mod Karinas (og forældrenes) vilje. Karina, der i lang tid havde været for svag til at anvende sin mobil tlf., ringede således under forløbet til sin far (som var på arbejde, da myndighedspersonerne kom), til sin mor, sin søster, sin kusine og dagen efter fra Neurocentret igen til sin mor og til sidst til politiet! Alt sammen i et desperat forsøg på at modsætte sig tvangsindlæg-gelsen. Til moderen sagde hun dagen efter: ”Mor, hvordan skal jeg komme væk herfra. Jeg kan ikke klare det.”
Det har efterfølgende været meget svært at få en officiel forklaring på grundlaget for tvangsindlæggelsen. Myndighederne nægtede at anerkende forældrenes generalfuldmagt og undgik på denne at give oplysninger i sagen under henvisning til tavshedspligten. Dette gjaldt også i relation til den advokat, som Karina havde antaget allerede i 2012, da tvangsindlæggelse første gang kom på tale, jf. ovenfor.
Situationen er blevet yderligere låst fra slutningen af maj 2013, hvor Statsforvaltningen beskikkede en værge for Karina. Nu kan myndighederne afvise alle henvendelser om aktsindsigt under henvisning til tavshedspligten, som administreres af værgen. Værgen har tilsyneladende den opfattelse, at han ikke kan stille spørgsmål ved de oplysninger han får fra Neurocentret og NBC, hvorfor der ikke er megen hjælp at få fra hans side.
Det er dog kommet frem, at tvangsindlæggelsen skulle være sket med hjemmel i nødretsreglen i Straffelovens § 14. Dette er således oplyst af ledende overlæge på Neurocentret Merete Stubkjær på et møde med familien i august 2013, ligesom det anonymt er bekræftet af personer fra sundhedsmyndighederne til dagbladet BT.
Straffelovens § 14 udtaler, at en handling, der ellers ville være strafbar, ikke straffes, hvis handlingen var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og overtrædelsen må anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.
Myndighedernes opfattelse må derfor have været, at tvangsindlæggelsen af Karina blev straffri, da den skete for at afværge truende personskade (på Karina selv). Myndighederne må endvidere have vurderet, at lovovertrædelsen (tvangsindlæggelsen) var af forholdsvis underordnet betydning!?
Myndighedernes anvendelse af Straffelovens § 14 som grundlag for tvangsindlæggelsen må imidlertid anses for at bero på en alvorlig retsvildfarelse:
Spørgsmålet om, hvornår tvangsindlæggelse af syge personer lovligt kan ske, er nemlig udtømmende reguleret af Psykiatriloven, hvor lovens § 5 kan betegnes som en speciel nødretsregel relateret til psykisk syge personer.
Disse kan således kun tvangsindlægges, hvis de er sindssyge eller i en ganske tilsvarende tilstand, og hvis det yderligere er af væsentlig betydning for deres helbred (på gule papirer, jf. ovenfor) eller hvis personen er til fare for sig selv eller andre (på røde papirer, jf. ovenfor).
Disse betingelser gælder iht. Psykiatrilovens § 13 også for personer, der ønskes tvangsindlagt med henblik på behandling af en legemlig lidelse.
Syge personer kan altså kun lovligt tvangsindlægges, hvis bestemmelserne i Psykiatriloven, herunder særligt nødretsbestemmelsen § 5 er opfyldt. Der er ikke plads til den generelle nødretsregel i Straffelovens § 14, når der er tale om tvang over for syge personer.
Som nævnt ovenfor er det to gange tidligere konstateret, at Psykiatrilovens regler for tvangsindlæggelse ikke kunne anvendes i Karinas tilfælde, allerede fordi hun ikke var sindssyg eller i en ganske lignende tilstand.
Dette synes yderligere at have støtte i ovennævnte citerede journaler fra Psykiater Ole Nielsen og NBC.
Dette støttes også af, at NBC kort efter tvangsindlæggelsen udtrykkeligt skulle have givet udtryk for, at Karina ikke var psykotisk (sindssyg).
Ved tvangsindlæggelsen den 12.02.2013 synes man da heller ikke at have gjort noget forsøg på at anvende Psykiatrilovens regler, idet der bl.a.
ikke forud var søgt at få samtykke fra Karina efter vejledning om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden, jf. lovens § 3,
- ikke senest 7 dage forud for beslutningen af tvangsindlæggelsen var foretaget en lægeundersøgelse af Karina med henblik på indlæggelsen, hvorefter Politiet traf bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse, jf. lovens § 7,
- ikke skete indlæggelse på psykiatrisk hospital eller afdeling, jf. lovens § 7 og
- derfor ikke kan være blevet foretaget en ”second opinion” af den psykiatriske overlæge på indlæggelsesstedet, jf. lovens § 9, stk. 2, da en sådan overlæge ikke fandtes på Neurocentret.
Der er endvidere heller ikke noget, der tyder på, at Psykiatrilovens bestemmelser om beskikkelse af patientrådgiver er blevet overholdt.
Patientrådgiveren skal hurtigst muligt beskikkes af vagthavende sygeplejerske, og patientrådgiveren skal herefter inden 24 timer fra beskikkelsen besøge den tvangsindlagte og bl.a. bistå denne med iværksættelse og gennemførelse af klage over tvangsindlæggelsen, jf. lovens §§ 24-26.
Der ser imidlertid ikke ud til, at patientrådgiveren har været beskikket og har besøgt Karina kort tid efter tvangsindlæggelsen, idet Karina i så fald må antages at have bedt om, at tvangsindlæggelsen blev påklaget, jf. ovennævnte telefonopringning fra Karina til sin mor dagen efter tvangsindlæggelsen, hvor Karina udtrykkeligt spørger, hvordan hun skal komme væk fra Neurocentret.
Det kan derfor konkluderes, at tvangsindlæggelsen den 12.02.2013 var klart ulovlig.
Udover at Karina således er ulovligt tvangsindlagt på isolationsfængselslignede vilkår, udsættes hun også løbende for ulovlig tvangsbehandling og forsøgsbehandling:
Neurocentret har således, som tidligere nævnt, selv oplyst, at Karina både verbalt og fysisk har modsat sig behandlingen.
Verbalt har hun således flere gange tydeligt sagt, at ”I slår mig ihjel”. Dette er oplyst af overlæge Jens Gyring på Neurocentret ved et møde med forældrene i maj 2013. Overlægen nævnte angiveligt dette, fordi han ville overbevise forældrene om, at Karina stadig kunne tale! (dette havde hun nemlig ikke kunnet, da hendes søster kortvarigt så hende nogle måneder efter tvangsindlæggelsen).
Det er endvidere oplyst af Neurocentret, at Karina har modsat sig behandling ved at kradse, vende ryggen til og græde. Karina har i øvrigt efter det oplyste grædt meget, hvorfor Neurocentret i en periode har holdt hende videoovervåget (formentlig fordi hun ansås for selvmordstruet).
Der er således ingen tvivl om, at Karina har været tvangsbehandlet, hvilket er ulovligt iht. Psykia-trilovens § 12, når betingelserne i lovens § 5 ikke er opfyldt.
Karina har endvidere været forsøgsbehandlet, idet der ikke findes nogen lægevidenskabeligt dokumentation for, at svært syge ME patienter kan behandles som om de havde en depression med gradueret motion, kognitiv terapi og antidepressiver. Tværtimod er læger med speciale i ME af den opfattelse, at denne behandling kan være meget skadelig for sådanne ME patienter, jf. ovenfor.
Forsøgsbehandling af tvangsindlagte er forbudt, jf. Psykiatrilovens § 23.
-----------------------------
Som nævnt har det været meget svært for Karinas forældre og Karinas advokater at få oplysninger om baggrunden for tvangsindlæggelsen.
Der har dog tegnet sig et billede af, at tvangsindlæggelsen er sket i et samarbejde mellem Holstebro Kommune, Region Midtjylland, FFL med professor, speciallæge Per Fink i spidsen, Sundhedssty-relsen, Politiet og Sundhedsministeren!
Koncerndirektør Ole Thomsen fra Region Midtjylland har således på et symposium om Funktionelle Lidelser i anledning af Professor Per Finks 60 års fødselsdag fornyligt i en tale til denne oplyst flg. om Karina sagen:
”….Jeg har også set dig tage chancer. For et år siden tog du en chance med Hammel Neurocenter, som også er til stede her i dag. Skulle I tage en meget privat sag i den vestlige del af landet, skulle i redde en yngre kvindes liv.. tør vi gøre det? Med hjælp fra politiet og sundhedsministeren, du turde gøre det, måske er det derfor, der er demonstranter uden for auditoriet i dag, det er måske af denne ene grund, den sag som irriterede en meget lille del af befolkningen, du tog dette skridt for at redde denne unge kvindes liv…”
Det fremgår således, at Professor Per Fink er en af de hovedansvarlige for tvangsindlæggelsen, og at han har fået hjælp af sundhedsministeren (Astrid Kragh). Det bemærkes i denne forbindelse, at Neurocentret også har oplyst, at sundhedsministeren har godkendt tvangsindlæggelsen.
Det kan undre meget, at den daværende sundhedsminister, Sundhedsstyrelsen, Region Midtjylland og FFL med Professor Per Fink i spidsen har engageret sig så kraftigt i denne sag.
Det normale ville vel være, at det var de lokale myndigheder og læger, som traf beslutninger om tvangsindlæggelse efter nøje at have fulgt den fremgangsmåde, som er foreskrevet i Psykiatriloven.
Herefter ville man forvente, at Sundhedsstyrelsen og/ eller Sundhedsministeriet greb ind, hvis der
blev konstateret nogle ulovligheder i sagsbehandlingen.I denne sag har det været lige omvendt:
Det lokale læger har flere gange fastslået, at betingelserne for tvangsindlæggelse ikke var til stede, hvorefter de overordnede sundhedsmyndigheder sammen med FFL og Politiet gennemfører en klart ulovlig tvangsindlæggelse.------------------------------
Sagen giver anledning til følgende spørgsmål til sundhedsministeren:
1. Kan det bekræftes, at den forrige sundhedsminister Astrid Kragh har godkendt tvangsindlæggelsen af Karina?
2. Kan det bekræftes, at Karina er tvangsindlagt iht. nødretsreglen i Straffelovens § 14?
3. Er Sundhedsministeren i bekræftende fald enig i, at tvangsindlæggelsen er klart ulovlig?
4. Vil Sundhedsministeren i bekræftende fald sørge for, at Karina straks bliver frigivet fra Hammel Neurocenter?
Jeg hører gerne nærmere snarest belejligt.
Med venlig hilsen
Jakob Skjoldan
Advokat (H)
Via
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments
denmarkonline.dk