You are here

Åbent brev til Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech


Støttekredsen for Flygtninge i Fare
skriver i et åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen og integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech:

Det blev et valg..30-11-2007

Asylhumanitært har folkestemningen taget en skarp drejning siden VKO-regeringen kom til magten i 2001. Dengang arbejdede kun få og små græsrodsforeninger asylhumanitært. Siden er mange grupper og foreninger med samme mål skudt op rundt omkring i landet. Spontant opstået, har de spredt sig som ringe i vandet og er begyndt at tage form af en folkebevægelse for en humanitær asylpolitik. En udvikling, som bestemt ikke har været forsøgt tilskyndet af VKO-regeringen, men som tværtimod har sat VKO-regeringen under pres.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen valgte den 24. oktober at udskrive valg. Et såkaldt lynvalg med kun 3 ugers valgkamp og blot 2½ år efter forrige Folketingsvalg.

En måned før, Statsministeren udskrev sit valg, havde en gruppe psykologer og psykiatere med deres udredning af 6 tilfældigt udvalgte asylbørn, dokumenteret nedbrudte og nødlidende børn i Danmarks centersystem. En spørgeskemaundersøgelse til asylbørn over 11 år, deres forældre og lærere, bestilt af Udlændingemyndighederne, og offentliggjort umiddelbart efter, gav et ligeså nedslående resultat. Forudsigeligt. Asylbørnenes opvækstbetingelser i centersystemer er netop af en sådan karakter, at de ikke kan andet end fremvirke mistrivsel. Ingen danskere ved deres fulde fem ville tro, at deres børn kunne trives under de vilkår, som Danmark byder asylsøgere.

Dagen før, Statsministeren udskrev valg modtog han tillige 90.000 underskrifter samlet ind af gruppen ”Amnesti nu”. Et krav fra 90.000 danskere om, at asylsøgerne, der sidder fast i centrene skal have asyl og ret til at skabe sig en værdig tilværelse i Danmark. Statsministeren lovede samme dag at indføre en lille forbedring for de afviste flygtninge i centrene. Helt kunne man vel ikke ignorere dokumentationen om asylbørnenes mistrivsel og kravet fra 90.000 danskere. Således nogenlunde dækket ind af et menneskeligt ansigt udadtil, og realiteterne indadtil, et synderegister så langt imod flygtninge i sin regeringsperiode og kravet fra 90.000 danskere, udskrev Statsministeren sit valg.

Hvor stor var sandsynligheden for at dokumentationen om børnenes mistrivsel og kravet fra 90.000 danskere ville drukne i nyheden om statsministerens valg? Stort – vurderer vi. Ved valget 2005 lykkedes det statsministeren at lægge låg på al debat om VKOs flygtningepolitik. Om det ved valget 2007 lykkedes for statsministeren at drukne den megen dokumentation om asylbørnenes mistrivsel, og kravet fra 90.000 danskere kan kun tiden vise. Formodede druknede har det som bekendt med at dukke op igen. Enten på en bred i levende live, når man mindst venter dem. Eller som strandvaskere og et uhyggeligt syn, der på et tidspunkt måske vil minde os alle om, hvorfor flygtninges mistrivsel og kravet om en humanitær asylpolitik fra 90.000 danskere endte som 90.000 strandvaskere.

Druknet eller ej, modsat valgkampen i 2005 lykkedes det ikke for Statsminister Anders Fogh ved valget 2007 at lægge låg på asyldebatten. Hverken Folketingets øvrige partier eller medierne lod sig denne gang lukke af. En nok så væsentlig fremgang siden forrige valg, set ud fra et asylhumanitært synspunkt.

En anden væsentlig fremgang: 90.000 underskrifter fra danskere, der kræver asyl til de afviste flygtninge, havde været umuligt at opnå i 2001. Året 2005 ville nok have kunnet give et lidt bedre resultat end 2001, men næppe i nærheden af de 90.000.  Dokumentation og spredning af information har vist, at det danske sindelag slet ikke er i så dårlig stand, når danskerne blot får adgang til viden.

Statsministeren udskrev valg. Et lynvalg, der kørte over kun 3 uger. Flygtningeaktive og sympatisører fik ikke opfyldt vores vision om indførelsen af en humanitær asylpolitik i Danmark. Mange blev dybt skuffede. Følte sig også, og med god grund, rendt over ende. Men det er også vigtigt at holde sig for øje, at træer gror ikke ind i himlen fra den ene dag til den anden. Og set ud fra den synsvinkel, er vi nået et langt stykke videre. Vi har fået en større platform ude i det danske samfund og med afsmittende effekt på Folketinget.

Statsministeren udskrev valg. Men i modsætning til valgkampen 2005 turde midterpartierne ved valget her i 2007 åbent tage flygtningepolitikken op, og om ikke gå ind for asylretten til flygtninge, så dog kræve væsentlige forbedringer. Midterpartierne mistede mange stemmer, når sammenlignes med valget 2005, men de mistede dem til et af de partier, der går ind for asylretten til flygtninge. Tidl. udvisningsminister Rikke Hvilshøj gik ved Folketingsvalget kraftigt tilbage i stemmetal. Rikke Hvilshøjs højre hånd, udvisningsordfører Irene Simonsen, blev selv sendt ud af vælgerne efter en kamp om stemmerne med Eyvind Vesselbo, der blev genvalgt, og under forrige valgperiode turde sætte sig op imod sit partis nedbrydningspolitik imod flygtninge. Et valg, der fortæller at utilfredsheden med nedbrydningspolitiken også rækker godt ind i den del af Venstres vælgerskare, der ønsker at stemme på partiet af andre grunde end partiets flygtningepolitik.  

Derfor også en sidebemærkning med her: Vi har med interesse bemærket, at Irene Simonsen allerede har fået nyt job i Care4you, der bl.a. får statsstøtte til at fremme irakiske asylsøgeres udrejse til det ustabile og krigshærgede Irak, og Kosovo-romaer til en krigspræget og højest usikker fremtid i Kosovo.  

Og hermed afslutningsvis en hilsen fra Støttekredsen for Flygtninge i Fare til den nye minister på flygtningeområdet, Birthe Rønn Hornbech. Vi ved ikke, hvordan du vil blive som minister på flygtningeområdet, men vi vil fortsætte med at tage bestik af realiteterne og holde øje. Statsministeren udskrev valg og var presset af dokumentation om asylsøgernes mistrivsel og 90.000 danskeres krav. Et krav, der vil blive ved med at være og vokse indtil flygtninge i Danmark anerkendes som flygtninge med ret til asyl og et liv under menneskeværdige vilkår.

Med venlig hilsen

Støttekredsen for Flygtninge i Fare

Fundet her

[på stoettekredsen.dk­]