I et interview med Seymour Hersh fra the New Yorker magazine udtaler general Antonio Taguba, at han blev stoppet i hans forsøg på undersøge sagen nærmere. Han blev simpelthen forhindret i at finde ud, hvem der gav ordren til mishandlingerne i Abu Ghraib, Irak. Men indikationer tyder på, at det kom fra det højeste sted i den militære ledelse med Donald Rumsfeld som øverste ansvarlig.
Seymour Hersh var den journalist, som først bragte nyheden om Abu Ghraib fængslets grusomme historie tilbage i 2004.
Allerede i januar 2004 kendte den to-stjernede general Antonio Taguba til billeder og tortur af fangerne i Abu Ghraib. Dette er måneder før Donald Rumsfeld og George Bush officielt har indrømmet, at kende til sagen. General Antonio Taguba siger også, at han blev tvungent til at gå på pension, fordi hans rapport simpelthen var for kritisk over for det amerikanske militær !
Samtidigt nævner Taguba, at der foreligger hidtil ikke udgivne billeder og materiale fra Abu Ghraib i militærets arkiver. Dette inkluderer en video af en soldat i uniform, som har analsex med en kvindelig fange. Dertil kommer seksuel ydmygelse af en far og søn. Taguba blev stoppet i at undersøge, hvem der gav ordren til torturen i Abu Ghraib.
Mødet med Rumsfeld
Den 6. maj 2004 var Taguba indkaldt til et møde med Donald Rumsfeld. Selve mødet var før dagen Rumsfeld skulle afgive vidneforklaring for både senatsudvalget for militæret og repræsentanternes hus udvalg for militæret. Forsamlet hos Donald Rumsfeld var Paul Wolfowitz (som var vice forsvarsminister), forsvarschefen General Myers; General Pace (Viceforsvarschef) og en hel del andre højt stående generaler. Hele toppen af poppen var samlet.
Da Taguba entrerer rummet udbryder Rumsfeld i en nedladende tone: ”Her kommer den berømte general Taguba”. Taguba havde indtil da aldrig mødt Rumsfeld. Den eneste forbrydelse, som Taguba havde gjort sig skyldig i, var at gøre hans arbejde med undersøgelsen.
Det som skete på mødet var, at alle spillede dumme: ”Jamen min gud, vi vidste intet”. Wolfowitz spurgte på et tidspunkt: ”Er det virkeligt tortur ?”. Bush regeringen gjorde meget ud af, at lave en stor forskel imellem mishandlig og tortur. En jurdisk spidsfindighed var, at det var først når en knogle var brækket at det var lig med tortur. Alt andet end det var ikke. De spurgte til om det skete i Abu Ghraib kun var mishandling ? Til det husker Antonio Taguba at han svarede; ”Vel, hvis du har en nøgen mand på gulvet i en våd celle og du propper ting op i hans ende - og han er ikke påklædt. Jeg mener, når manden ikke får mad og han ikke bliver tilset af en læge. Jeg kan ikke andet end at kalde det for tortur.” Taguba fortalte Seymour Hersh, at ingen sagde noget overhovedet.
Den næste dag afgav forsvarsministeren vidneforklaring. ”Oh, min gud” sagde forsvarsministeren; ”Hvis jeg da bare havde vidst dette. Jeg havde ingen anelse om det. Jeg havde ikke set billederne før end dagen før eller aftenen før, jeg mødte i kongressen og ingen gav mig nogen informationer om dette.” Dette var hans vidneforklaring. Og det er præsidentens forklaring i dag.
Men forklaringen holder ikke vand.
Læst, men ikke set
Allerede omkring 13. januar 2004, da en af militærpolitiets folk fik nok af mishandlingerne og torturen og afleverede en CD-rom med billederne og videoer til hærens kriminal division i Abu Ghraib fængslet. De er hærens politibetjente. Allerede 2 dage efter var dette emnet på baggrundskanalen. Alle amerikanske generaler taler sammen, hvad enten det er på golfbanen eller via telefon eller endog skriftligt. En slags uofficiel rygtebørs for officerer, hvor de kan snakke om forskellige emner uden at blive kigget over skulderen. Man får næsten aldrig adgang til baggrundskanalen.
I Tagubas tilfælde var der allerede inden han fik opgaven og skulle undersøge sagen havde der allerede været fem, seks, syv beskeder - meget eksplicitte beskeder via baggrundskanalen. Den 15. januar 2004 havde Rumsfelds 3-stjernede militære assistent general Craddock og andre højtstående generaler fået meget udtrykkelige beskrevne memorandaer, som meget malende beskrev indholdet af billederne. Det militære kommandosystem i USA er sådant, at når du snakkede med Craddock så snakkede du med Rumsfeld. Som Taguba sagde, så behøvede du ikke ”se” billederne for at vide, hvad der var på dem. Så Rumsfelds udsagn om, at han ikke så billederne før end det var meget sent i processen bliver forkastet af meddelelserne fra baggrundskanalen.
Der var udveksling efter udveksling. Seymour Hersh citerer dem i nogen grad. Det var i en af disse meddelelser, at det blev beskrevet meget udtrykkeligt omkring handlingerne over for kvinderne. Så det meddelelserne viser er, at den øverste ledelse var ekstremt opmærksomme på situationens alvor i fængslet. Den 20. januar 2004 var der en kort memo, som spurgte:
”Er det så virkeligt, som det ligner.” ”JA”
”Er der billeder ?” ”JA”
”Er det stærkt foruroligende ?” ”JA”
Ingen ville læse rapporten
Da Taguba havde afsluttet sin undersøgelse i slutningen af februar, starten af marts 2004 ville ingen ville læse den. Han kunne ikke få nogen til at læse hans rapport. Han prøver at gå til den højere echelon. Det er en del af hans job, at gå via kommandovejen og fortælle dem om hans fund. Hans undersøgelse er ikke kriminel. På samme tid var hærens efterforskere og politibetjente i gang med efterforskning af dem på billederne. Tagubas efterforskning omhandler politikken bag og det overordnede ansvar. En 3-stjernet general nægtede at læse hans rapport og sagde udtrykkeligt at; ”Hør her, hvis jeg ser disse, så har jeg viden om dem. Så vil jeg blive nødsadiget til at handle. Jeg vil ikke have viden.” Grundlæggende var det den holdning, som han mødte hos flere forskellige officerer. Kun en general, chefen for hæren, Pete Schoomaker læste rent faktisk rapporten og sendte bagefter en meddelelse om, hvor kompetent den var lavet. Men resten af dem ville ganske enkelt ikke have noget at vide.
I marts 2004 havde du hele kommandovejen, som arbejdede for en meget hård banan, Rumsfeld. Hele kommandovejen kendte til denne affære. De ved alle ved en hel del om det. Rumsfeld har afgivet vidneforklaring om, hvornår han fortalte præsidenten Bush om det. Det var enten sent i januar, tidlig februar. Men både han og general Myers (forsvarschefen) har fortalt, at de brugte tid på dette i møder med præsidenten. Som Hersh siger ”Men et eller andet stemmer ikke når Rumsfeld siger, at de ud af 18.000 militære krigsretter lige skulle orientere præsidenten om det. Hvorfor skulle de fortælle præsidenten om det, hvis de ikke vidste, hvor alvorlig situationen var ?”.
Hvis de virkelig talte med præsidenten om det i januar, februar eller marts og gjorde ham bekendt med detaljerne, måske ikke i alle deltaljer. Men nok til at vide, hvad der var foregået. Hvad gjorde han ? Hvad gjorde præsidenten ? Sagde han; ”Rummy, Jeg vil have nogle generalers hoveder”. Sagde han: ” Jeg vil have en undersøgelse”? Sagde han, ”Vi bliver nødt til at stoppe den fremgangsmåde”
Men det han gjorde var; Nada. Ingenting. Så hele vejen op ad kommandovejen vidste alle, hvis man var karrierebevidst. Så var vejen opad fra 2-stjernet general til 3-stjernet generaler ikke via en fangemishandlings undersøgelse, snarere tværtimod. Det var den definitive vej til tidlig pension. Hvilket Antonio Taguba var klar over med det samme, han begyndte på undersøgelsen. Han isolerede alle karierreofficerer i hans afdeling, som på daværende tidspunkt bestod af 23 mand. Han holdt kortene tæt ind til kroppen. Simpelthen for at beskytte de karriereofficerer, som han havde under sig. Han stod som eneansvarlig for undersøgelsen. Og var dermed den eneste officer, som ville blive berørt af dens konsekvenser.
Troede han var med i mafiaen
New Yorker magazine har en procedure med, at de sætter sig ned med den interviewede sammen med en udenforstående journalist for at gennemlæse artiklen punkt for punkt. Det kan nogle gange tage hele dagen, når mange fakta skal efterkontrolleres. Det er hans chance for at sige fra. Det er hans chance for at sige, det husker han ikke eller det var ikke sådan det foregik. Der er en scene, hvor Taguba og General Abizaid i april var i Kuwait, John Abizaid. Abizaid sad i bagsædet sammen med Taguba. Undersøgelsen er ikke offentliggjort endnu, men den var færdig. Den var klar til at blive udsendt. Abizaid sagde til Antonio; ”Du ved, Tony” - og beskeden var - ”det eneste offer i denne sag, den eneste person som får fingrene i klemme, er dig, hvis du ikke ser dig for”. Og Taguba siger, at han husker at han tænkte, ”Jeg har været i hæren i 32 år og det var den første gang, jeg troede, jeg var i Mafiaen.”
Oberstløjtnant Jordan
Allerede fra starten, da Taguba overtog undersøgelsen vidste han instinktiv, at disse MP´er var en del af et større billede. Generelt er reglerne sådan, at dem som styrer fængslet styrer kun fængslet. I dette tilfælde var det en reserve enhed fra West Virginia. De var uddannet som trafik betjente og havde fået en minimal træning i at styre et fængsel. De sørger for mad, tag over hovedet og skal se til, at fangerne har det godt. Det var ikke meningen, at de skulle deltage i andet. De skulle ikke deltage i forhør. Et fængsel er et fængsel. De indsatte skal have tiltro til, at MP´er er der for at sørge for deres velbefindende.
Men i dette tilfælde var MP'erne med til at blødgøre de indsatte til de militære efterretningsfolk siden efteråret 2003. Hvad der var sket i Irak var, at oprøret var begyndt i sommeren 2003. Der var en hel del panik i det Hvide Hus over ikke at kende ret meget til oprøret. Derfor blev det besluttet, at yde yderligere tryk på de indsatte for at få flere efterretningsoplysninger ud af dem. Dette gjaldt især de fleste yngre mænd blandt de indsatte, som det formodes vidste en hel del om oprøret.
Så MP'erne jobs blev at de skulle gøre, hvad de kunne. De skulle holde fangerne vågne om natten og holde dem nøgne. De skulle nægte dem mad og generelt behandle dem dårligt. Alt designet med henblik på at blødgøre dem til efterretnings processen. Taguba forstod, at det var nødvendigt med en højere oppe i det militære system måtte være ansvarlig for ordren. Men Taguba blev forhindret i at undersøge dette nærmere. Hans ordre lød på, at efterforske MP brigaden eller bataljonen – det var en bataljon – og ikke mere. Han måtte ikke gå uden for ordren og foretage selvstændig efterforskning.
Men han løb til sidst ind i Oberstløjtnant Jordan. Han så samtidigt tegn på meget sofistikerede efterretningsaktiviteter i fængslet. Især blandt de fanger, som var af højværdi mål. Jordan stod som chefofficer for den militære efterretningsenhed i Abu Ghraib, forhørsenheden. Men han nægtede dette. Først kunne man ikke finde ham, men efter flere uger dukkede han endelig op – i civilt og med skæg. Hvilket en amerikansk officer åbenbart ikke må være. Han fik ordre til at barbere sig. Han fortalte en historie så fuld af halve sandheder og falske udsagn. I alle tilfælde oplæste Taguba ham hans rettigheder som sigtet. Jordan er den eneste officer fra Abu Ghraib, som er under anklage. Der er tidligere faldet dom i 7 sager imod menige og underofficerer.
Men så var det, at Taguba begyndte at fatte mistanke om at noget videre hemmeligt foregik i fængslet. Nemlig at Abu Ghraib var en del af et større hemmeligt netværk kaldet JSOC. (Joint Special Operation Command operation). Oversat til dansk er det Fælles Special Kommando operationer. Generelt er de kun ansvarlige over for gud eller rettere specifikt ansvarlig over for forsvarsministeren via en baggrundskanal.
Strategisk forhør
Men det som Taguba aktuelt var faldet over. Det som han rettelig var i færd med at efterforske, var en enhed som var direkte ansvarlig over for forsvarsminister Donald Rumsfeld – med accept fra Vicepræsident Dick Cheney. Nemlig at igangsætte, det som de kalder for ”strategisk forhør”. Det var i slutningen af 2003. Det er uvist om præsidenten vidste besked om dette, men Seymour Hersh formoder at han er vidende om dens indhold. Strategisk forhørsmetoder var allerede blevet brugt imod de ”illegale kombattanter” på Guantanamo. De, Cheney og Rumsfeld, besluttede så at sende den 3-stjernede general Geoffrey Miller fra Guantanamo til Abu Ghraib for at instruere dem i at udføre de strategiske forhør. Herunder opsætte de procedurer og regler, som var nødvendige for at det kunne finde sted. Han medbragte et helt katalog af forhørsmetoder, som specialstyrkerne og nogle af de mere høj niveau efterretningsfolk benyttede.
Seymour Hersh fortæller, at Rumsfeld var i store problemer da historien om Abu Ghraib brød ud. Nemlig at operationer, som løber under SAP skulle blive afsløret. (Special Access Program, på dansk Special Tilgangs Program). SAP er den højeste klassifikation i det amerikanske regerings system. U-2 spionflyet blev bygget under den klassifikation - for det meste er det af teknisk art. Men efter 11. september 2001 havde Rumsfeld taget feltoperationer ind under denne klassifikation.
Disse felt operationer foregår idag 13 lande verdenen med over med 100 dræber teams, som har lov til at gå efter dem, de ønsker. Enten død eller levende. Disse teams kan gå ind i lande uden at cleare det med ambassadøren eller med den lokale CIA chef. Disse dræber teams består af enheder fra Delta Force, Navy Seals og CIAs paramilitære enheder. Dette foregår lige nu. Så hvis man laver en fuld undersøgelse af Abu Ghraib, så ville man grave en masse ting frem. Ting, som ingen ville have frem i lyset.
Der er en anden side af sagen, som ikke er blevet noteret. Nemlig det faktum, at ingen af MP'erne brugte dødelig magtanvendelse over for fangerne i Abu Ghraib.
Oversat fra interview med Seymour Hersh på democracynow.org den 19. juni 2007:
Læs artiklen i New Yorker Magazine:
Technorati Tags: Abu Ghraib, JSOC, SAP, Donald Rumsfeld, Antonio Taguba, Seymour Hersh
Oversat af FlemmingLeer, denmarkonline.dk
Sidst revideret
21. juni 2007 - kl. 10:35
Note: democracrynow.org interviewet taler om sodomi af kvinden. Jeg har valgt at oversætte det med analsex af kvinden for mangel af bedre udtryk på dansk.
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments
denmarkonline.dk