Den danske model lades i stikken

Hanne Dahl skrev den 26. februar 2008: 

Der faldet en opsigtsvækkende dom i sagen om den svenske fagbevægelses ret til at aktionere mod underbetaling af ikke svenske håndværkere, der arbejdede på at renovere en skole i Vaxholm. Arbejdsgiveren, et Lettisk firma lagde sag an mod Sverige ved EF domstolen. Dommen var chokerende. Den underkendte retten til at lave konflikt og anfægtede dermed fagbevægelsen ret til at håndhæve lokale overenskomster som det gældende lønniveau.

Dommen går på disse to væsentlige områder faktisk imod udstationeringsdirektivet, som man ellers har ment skulle hindre eventuelle problemer med vandrende arbejdstagere. I betragtning 12 i Udstationeringsdirektivet står der:

"fællesskabsretten afskærer ikke medlemsstaterne fra at anvende deres lovgivning eller kollektive aftaler, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, på enhver person, som er beskæftiget, selv midlertidigt, på deres område, selv om arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat; fællesskabsretten forbyder ikke medlemsstaterne at sikre overholdelsen af disse regler med passende midler". 

I betragtning 22 står der endda:

"dette direktiv berører ikke retstilstanden i medlemsstaterne for så vidt angår retten til kollektive kampskridt".

Domstolen dømmer altså i dette tilfælde imod gældende EU-lov idet den agerer som traktatens vogter. I dette tilfælde står hensynet til de fire traktatfæstede friheder over et direktiv. De fire friheder er; arbejdskraftens, kapitalens, varernes og serviceydelsernes fri bevægelighed.

Dette har vi stillet spørgsmål til i EU-kommissionen - i håb om, at det måske vil få den danske regering til at vågne op og tage spørgsmålet om at sikre arbejdsmarkedets selvstændighed i Danmark og sikre os mod dumpning på ubillig konkurrence på løn og arbejdsvilkår.

Hidtil har man ikke taget det videre alvorligt. Man har indgået en såkaldt Europapolitisk aftale mellem V, K, S, SF, R og Y.

I den hedder det at:

"Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det som hidtil overlades til medlemsstaterne selv at vælge form og midler for gennemførelsen, og at det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet fastholdes. I den forbindelse lægger partierne stor vægt på at fastholde retten til at foretage kollektive kampskridt, der er en vigtig del af den danske arbejdsmarkedsmodel. Partierne vil derfor vende sig mod EU-tiltag, der er i modstrid med konfliktretten."

Dermed mener man, at den hellige grav er velforvaret. Men intet kunne være mindre sandt. Partierne har ganske vist indgået en aftale, der gælder indtil de ønsker at opsige den, men denne aftale har ingen og jeg mener absolut ingen juridisk virkning i forhold til EU. Domstolen kan så let som ingenting tilsidesætte en politisk hensigtserklæring fra regeringens støttepartier i Danmark.

Det eneste der kan sikre, at vi undtages for virkningerne af Vaxholm dommen er at der knyttes en protokol til Lissabon traktaten. På samme måde som de fire undtagelser og sommerhusreglen er protokoller knyttet til traktaten. Det skal domstolen respektere men alt andet kan tilsidesættes under hensyn til selv samme traktat.

Vi har derfor været i foretræde i folketingets Europaudvalg og fremlagt et protokol forslag. Regeringen kunne betinge underskrivelsen af Lissabon traktaten af at denne protokol blev knyttet til.

"Unionen tillader medlemsstaterne at regulere deres egne arbejdsmarkeder. Fagforeninger har ret til at indlede en konflikt, hvis formålet er at få kollektive overenskomster overholdt af udenlandske selskaber, som driver virksomhed i landet med udenlandsk arbejdskraft, også i løbet af de første tre måneder af disse arbejdstageres ophold i landet. Gennem denne protokol ophæver Unionen alle former for fremtidige negative konsekvenser for fagforeningerne af Domstolens dom af 18. december 2007 (Laval-sagen)."

Hvis regeringen ønsker at udvise rettidig omhu, så er dette et spor som de forfølger med stor ihærdighed. Ellers vil løbet være kørt for arbejdsmarkedets parter og det unikke system, der beror på selvregulering og en selvstændig arbejdsret i Danmark. 

Men i stedet laver de aftaler som om det drejede sig om at fastsætte kontingentet til kaffekassen. Det gælder hele det politiske spekter. Man kan undre sig over hvor S og SF er henne. Poul Nyrup (Rasmussen, red.) turnerer efter sigende rundt i fagforeningerne og lover at han nok skal se på sagerne nede i EU-parlamentet. Intet kunne være mere forkert. For det første er det meget begrænset, hvad parlamentet har at skulle have sagt. Som vi lige har set ignorerer EF domstolen EU-direktiver som den mest selvfølgelige ting i verden. Desuden har Nyrup undladt at stemme for et forslag der nok engang skulle søge at sikre den danske arbejdsmarkedsmodel. Søren Søndergård havde fremsat et ændringsforslag til EU-parlamentets betænkning om Lissabon-trakaten, der skulle sikre rettigheden til nationalt at gennemføre kollektive kampskridt. Men det stemte Poul Nyrup altså imod. Hvad det så lige er han vil ordne nede i EU må stå hen i det uvisse.

Via
[HanneDahl.eu - JuniBevægelsens formand]