You are here

EF-domstolen bryder grundloven

Jens-Peter Bonde, Medlem Af EU-Parlamentet For JuniBevægelsen, bragt i Politiken 1. maj 2007

EU udøver i dag en række kompetencer, som unionen ikke er overladt efter grundlovens regler for suverænitetsoverdragelse. Grundloven brydes hver gang, EF-domstolen giver EU mere magt.

Efter grundlovens paragraf 20 kan beføjelser kun overlades ved lov og i ’nærmere bestemt omfang’. I forhold til danske domstole og andre retsanvendende myndigheder er der derfor nu et stort antal EU-beslutninger, som ikke kan efterleves lovligt i Danmark. Borgere og virksomheder behøver ikke rette sig efter dem, fordi de er ulovlige efter dansk ret. Smukt er det ikke.

Tag for eksempel den lange række af straffebestemmelser, som nu vil blive vedtaget i tilknytning til forskellige EU-regler, senest forslaget om fælles straffebestemmelser for brud på copyright. Sådanne straffebestemmelser er ikke EU-kompetence efter dansk ret.

EF-Domstolen er nu i fuld gang med at gennemføre bestemmelser i det forslag til EU-forfatning, som er forkastet af de franske og hollandske vælgere. EF-Domstolen overlader dermed nye beføjelser fra Danmark til EU.

Det er efter dansk ret ikke muligt, ikke engang efter grundlovens paragraf 20. Det kan kun lovliggøres ved at ændre selve grundloven efter paragraf 88.

Den danske grundlov bygger på adskillelse af magten i lovgivende, udøvende og dømmende. Denne adskillelse er en garanti for borgerne mod magtmisbrug. Love vedtages i Folketinget, hvor flertallet kan udskiftes ved næste valgdag, så vi kan stemme os til ny lovgivning.

Grundloven giver ikke mulighed for at lade danske eller udenlandske domstole vedtage love, som ikke kan ændres på næste valgdag.

Det er kernen i vores folkestyre – og vores grundlov, som EF-Domstolen bryder.

Folketingets medlemmer har pligt til at overholde grundloven. Den bryder de fleste. Det er en formildende omstændighed, at folkevalgte som Svend Auken og Lone Dybkjær har erkendt problemet.

Men hvordan vil de sikre den lov og orden, som tilsyneladende ikke interesserer Justitsministeriet? Hvordan vil de afgøre, hvilke EU-domme der skal have retsvirkninger i Danmark? Hvornår vil de sætte vidtrækkende domme til diskussion på ministerrådets møder?

Hvordan vil de sikre, at domstolen fremover holder sig fra lov- og grundlovskabende virksomhed?

Folketingets medlemmer har pligt til at overholde grundloven. Den bryder de fleste

Fundet her:
JuniBevægelsen *offline*
Var på denne url: www.j.dk/index.php/juni/debat_ef_domstolen_bryder_grundloven/