Beskæftigelsesministeret sletter vigtige sagsakter i forbindelse med undersøgelse af 300-timers reglen
DR P1 Orientering d. 18. marts 2009:
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens medarbejdere har i de senere måneder slettet 58 sagsakter fra Arbejdsdirektoratets journaler. Papirerne er væk - og ikke længere i myndighedernes besiddelse.
De nu slettede dokumenter kunne formentlig ellers have vist, hvilken indflydelse Claus Hjort Frederiksens ansatte har haft - eller ikke har haft - på SFIs evaluering af regeringens 300-timers-regel. En evalueringsrapport, som har vist sig på afgørende punkter at forskønne virkeligheden og være direkte misvisende i sin beskrivelse af, hvad der sker, når en gift kontanthjælpsmodtager får lukket for udbetalingen af penge, hvis ikke han eller hun har haft et almindeligt lønnet arbejde i mindst 300 timer indenfor de sidste to år.
I første omgang holdt Arbejdsdirektoratet de nu slettede dokumenter hemmelige for Orientering. Men efterhånden som vi har kunne påvise flere og flere af dokumenternes eksistens, er ministerens medarbejdere løbende gået ind og har slettet dem i journalen.
En jurist med mediejura som speciale mener, at Claus Hjort Frederiksens folk dermed - ikke bare på et - men på en hel stribe punkter - har forbrudt sig mod Offentlighedsloven. Altså ulovligt forhindret offentligheden i at kontrollere regeringens arbejde.