Støttekredsen for Flygtninge i Fare skriver idag i en pressemeddelelse:
For første gang i to år har tvangsudsendte børn i Kosovo noget at glæde sig til, og det gør de i disse dage.
Med bidrag fra fonde og Støttekredsens medlemmer er det lykkedes at skillinge sammen til et feriearrangement for de tvangsudsendte børn i Kosovo. Børnene får en uges ferieophold sammen ved havet i Monte Negro. (Et af de få lande børnene kan komme ind i uden at skulle have visum, og med smukke og rekreative omgivelser. Et rigtigt feriested.)
14 børn og unge i alderen 8 – 17 år deltager.
Ferieopholdet bliver fra 15. – 22. juli.
Med Ferieopholdet ønsker vi at give de udsendte børn en tiltrængt rekreation, - mulighed for at mødes og se hinanden igen og at give dem oprejsning for den nederlagsfølelse de fik med sig til Kosovo af den danske stat. Børnene er gemt, men de må aldrig blive glemt.
De udsendte børns baggrund
Hverdagen for de tvangsudsendte Kosovo-børn er trang og fattig og ferie har aldrig været børnene forundt. Før flugten til Danmark var krigen. Under de mange år I Danmark oplevede børnene at blive behandlet som umennesker. En minister græder over en hestetransport, men ikke over at Danmark nedbryder krigsramte og traumatiserede børn, og sender dem tilbage til hjemlande, hvor børnene er fortabt.
Danmark påførte børnene yderligere traumer. Børnene og deres forældre har psykiske problemer. Flere af børnene går ikke i skole, nogle klarer sig dårligt i skolen, grundet psykiske problemer, sprogvanskeligheder og mangelfuld skolegang under årene i Danmark.
Bidragsydere:
Støttekredsens medlemmer og andre privatpersoner
Merkurbankens fond, Merkurbanken den idealistiske og almennyttige bank.
Græsrodsfonden,
Åse og Einar Danielsens fond
samt Susie og Peter Robinsons fond.
Et NB: Vi vil være meget glade, hvis I videregiver meddelelsen til andre, der kunne tænkes at ville bidrage til de udsendte Kosovo-børns ferieophold, så der måske lige kan blive til den der ekstra is, eller en tur på vandcykel. Det er et lidt dyrt, at sende 14 børn på ferie, og det er ikke børn, der får lommepenge med. Børnene og deres forældre lever i ekstrem fattigdom. Flere af børnene vil sandsynligvis også skulle suppleres med lidt tøj. Vi vil sammen med børnene føre dagbog og tage foto og sende hjem. (Vi håber at kunne komme på nettet i Monte Negro, så I kan følge med i feriekolonien dag for dag, imens vi er der.).
Endnu et NB: Alle udsendte børn, vi er i kontakt med, har fået tilbud om deltagelse i ferieopholdet. 6 børn fordelt på to familier, deltager ikke. De er ikke i stand til det grundet traumer, men børnene har fået tilbud om deltagelse. Vi håber på anden måde tilgodese også disse børn, og kunne bringe en smule glæde ind også i deres tilværelse. Andre af de udsendte Kosovo-børn er igen på flugt. Også dem håber vi på et tidspunkt at kunne give lidt ekstra.
Bidrag
Bidrag til Kosovo-børnenes ferieophold kan indbetales på Støttekredsens konto i Merkur Bank: reg. Nr. 8401 konto 103 8399 mrk. ”kosovobørnenes feriekoloni”.
Støttekredsen for Flygtninge i Fare har idag 600 medlemmer, som også ekstraordinært via en tidligere e-mail har spædet til til ferieopholdet.
Pressemeddelelse modtaget via email idag.
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments