You are here

Er der forskel på at pakke stempelkander el. tyggegummi?

Frank Rundstrøm skrev den 24. juni 2005 at:

8 kommuner er nu er indstævnet for retten i Vejle for konkurrenceforvridning indgivet af ejerne i den fallitramte virksomhed T. J. Service, som samlede og pakkede Bodum stempelkaffekander. Dette arbejde blev overtaget af kommunerne til at tvangsaktivere og underbetale ledige bistandsmodtagere også i Vejle.

SID har i mange kommuner været på barrikaderne, dels for det konkurrenceforvridende aspekt og dels for at virksomheden undgår at oprette reelle job med alm. løn og arbejdsvilkår også kaldet jobtyveri. Dette har bl.a. medført, at der nu ligger afgørelser fra tre Arbejdsmarkedsråd, der har fastslået, at den individuelle jobtræning på aktiveringsfabrikkernes bodumproduktion i hhv. Billund, Ølgod, Svendborg, Bov og Grinsted var både konkurrenceforvridende og ulovlig på forskellig vis.

I Vejle er der også et tvangsaktiveringssted på Nørremarken, som kaldes Produktionshuset. Jeg har dog altid kaldt huset for ”Sanktionshuset”, idet det primære for etablering af stedet, var sanktioner overfor byens svageste, mens produktioner er sekundær, men ikke et uvæsentligt konkurrenceparameter når det konstateres, at der pakkes mellem 30 og 40 paller tyggegummi pr. dag. Der har også i Vejle været et samarbejde med Bodum kaffekandepakkeri, som stoppede sidste år i Vejle p.g.a. omtalen.

I Vejles Sanktionshus pakkes der i dag bl.a. tyggegummi for Gumlink (gl. Dandy), sammenlignelig med kaffekandepakkeri, som et konkurrenceforvridende element, selvom det umiddelbart kan være vanskelig med specielt dette produkt at se, hvem der kan udkonkurreres. Det er derfor vigtigt, at tage den principielle vinkel på problemstillingen, omkring hvorvidt kommunen må yde skjult erhvervsstøtte til en virksomhed i en konkurrence situation, samt om bistandsmodtager skal betragtes som frit jaget vildt, man kan behandle efter godtbefindende og tilfældiges luner m.v.

Men hvor er Næring og Nydelsesmiddel Forbundet NNF Vejle afd. henne i denne sag? Tillader NNF ukritisk reelt jobtyveri, hvor arbejde udføres af underbetalte tvangsaktiverede bistandsklienter. SID har i de andre byer vist mandsmod til aktivt, at stoppe denne form for aktivitet, som i dag foregår i Vejle Kommunes tyggegummipakkeri i Sanktionshuset. Jeg mener ikke kommunen blot kan dække sig bag stråselskabet Vejle Lædervarefabrik, og dermed kalde det en lovlig transaktion i bestræbelser på aktivt sanktionering.

Nogen vil vel så spørge om, hvad man så må sætte bistandsmodtagere til. De opgaver som en kommune må udføre, er opgaver der selvfølgelig er i allemandsvælde, byens og eller borgernes interesse. Dvs. kommunen må foretage og få foretaget både vedligehold, renoveringer, ombygninger og drift m.v. af kommunens besiddelser. Dette gælder alle kommunale arealer med park og veje, samt alle faste anlæg, dvs. kommunale bygninger som plejehjem, skoler og børneinstitutioner m.v.

Stort set er alle disse opgaver i dag udliciteret til private. Kommunens eget trykkeri er dog hensigtsmæssigt ikke blevet ramt af udliciteringsbølgen, naturligvis fordi en række fortrolige kommunalt materiale passerer der.

Ved indlicitering ville vi kunne få opgaver tilbage i kommunalt regi igen. Entreprenørgården har efter min mening ikke levet op til forventningerne eller den almindelige standart, vi som borgere og brugere af byen forventer, hverken på vedligeholdels- eller skraldeområdet, naturligvis af forskellige årsager. Bl.a. BUM modellen (bestiller/udbyder/modtager) kan også være et væsentligt parameter for manglende vedligehold af byen. Tørring Uldum Kommune har meldt deres afgang som samarbejdspartner i Entreprenørgården I/S, hvorfor det nu må være en oplagt tidspunkt, at Vejle indliciterer disse områder dvs. hjemtager opgaverne i rent kommunalt regi.

Hermed håber jeg, at alle de underbetalte slavearbejdere i bl.a. kommunens Sanktionshus, har fået reel mulighed for sommerferie med deres familier, selvom det selvfølgelig er meget svært at se hvordan, der skal blive overskud på feriepengekontoen, når hverken kommunen og eller de involverede virksomheder betales nogen former for motiverende løn for udført tvangsarbejde.
Hertil kommer hele problematikken om manglende og gyldige ansættelsesbeviser m.v. Oplysninger hertil på SID’s hjemmeside under temaet aktivering.

Frank Rundstrøm


Skrevet da han stadig var medlem af SF i Vejle. Nu er han opstillet for Borgerlisten i Vejle på liste E.

Indlægget har tidligere været bragt i UgeAvisen Vejle Posten i 2004.

Produktionshuset blev kendt for konkurrenceforvridende den 6. juli 2005. Læs mere her

Finn Bjerg, formand for arbejdsmarkedsudvalget for Socialdemokraterne udtalte i den anledning at det skulle fortsætte. Til VAF udtalte han, at "Vejle kommune kan ikke klare sig uden Produktionshuset." (Citat efter hukommelsen, flj)

Læs om afgørelsen her: Vejle Kommune: Vi anede ikke uråd (DR Kanal 94)