Støttekredsen for Flygtninge i Fare skriver idag i en kommentar udsendt via e-mail:
- 2 x om ugen skal afviste flygtninge stille hos Rigspolitiet.
- Om hver enkelt afvist flygtning skal Rigspolitiet ved hver enkelt flygtnings fremmøde skrive ned: Mødte i dag kl. ….
- Ved nogle af fremmøderne skal flygtningen afhøres som så mange gange før, om hvorfor han/hun ikke rejser ud, og udrejsepåbud og lovparagraffer som så mange gange før læses op og forkyndes af Rigspolitiet. Og som mange gange før, svarer flygtningen: det er for farligt i mit hjemland. Rigspolitiet skal så skrive rapport om forkyndelse af udrejsepåbud og flygtningens forklaring.
- For hver enkelt afvist flygtning, der 18 måneder efter at have fået afslag ikke er rejst ud af Danmark, skriver Rigspolitiet til udlændingestyrelsen og spørger om den pågældende kan få opholdstilladelse grundet udrejsehindringer. Har flygtningen ikke skrevet under på en erklæring om at ville udrejse frivilligt, er udlændingestyrelsens svar et automatisk nej. Har flygtningen skrevet under, tilføjer politiet oftest: at selvom den pågældende har skrevet under, mener politiet ikke han/hun samarbejder om sin udrejse. Eller: at politiet mener stadig at kunne finde en måde at sende vedkommende ud. I begge tilfælde er svaret fra Udlændingestyrelsen så også et nej. Lovgivningen er så overholdt. Rigspolitiet har spurgt og udlændingestyrelsen svaret.
- Efter nye 18 måneder skal Rigspolitiet skrive til udlændingestyrelsen og spørge igen, og udlændingestyrelsen svarer nej. Og efter nye 18 måneder og år efter år skrives breve, rapporter, holdes styr på datoer, og opdateres i udlændingeregistret og er Rigspoliti til at tage imod, når flygtninge 2 x ugentlig melder sig hos Rigspolitiet, som afviste flygtninge nu engang skal. Undlader en enkelt synder af og til, sendes politifolk af sted efter synderen. Opholder synderen sig hos kæresten og barnet på Als, er der også ressourcer til at sende en patrulje der til og køre synderen til Sandholmfængslet og næste dag afhøre om, hvorfor synderen opholder sig hos kæreste og barn på Als og ikke i Sandholm.
- Og alt imens Rigspolitiet er travlt beskæftiget af dette så vigtige arbejde med afviste flygtninge, arbejder Rigspolitiet også på at finde en vej for den enkelte flygtning ud af Danmark. Lykkes det ad åre, skal politiet planlægge og arrangere pas og rejse og bestille billetter og rapporter skal udfyldes og der skal ringes rundt til flygtningenævn, udlændingestyrelse og ministerium.
- Oftest arresteres flygtningen en uge forinden afgang, er det en familie, arresteres børnenes far. Arrestationerne skal der også politifolk til, og til at stille den pågældende flygtning for en dommervagt og politifolk til i retten at begrunde fængslingen, - og da politiet iflg. loven kan nøjes med at sige politiet ”skønner” fængsling nødvendig, godkender dommeren oftest fængslingen. Tillige med fængsling og domstole, er der også her alt papirarbejdet forbundet hermed.
- På selve flygtningens rejse ud af Danmark sendes 5 – 7 betjente med. Mindre kan ikke gøre det. 5 -7 betjente der også skal tilbage til Danmark igen. Mange betjente. Mange rejsetimer.
- Mange politiressourcer, der sættes af til at jagte og genere forfulgte og krigshærgede skæbner.
- I Danmark finder slavehandel sted af udenlandske kvinder – kvinder der handles, købes, og sælges til sex-slaveri. Rigspolitiet har ikke ressourcer til at sætte ind imod bagmændene – Slaveriet.
Rigspolitiet har vigtigere opgaver at prioritere først.
Med venlig hilsen
Mona Ljungberg
Støttekredsen for flygtninge i fare
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments