You are here

Fagbladet 3F 3F sætter fokus på terror og fagligt arbejde

Terrorlove risikerer at skræmme kolleger fra faglige aktioner, mener John Jakobsen fra stilladsklubben i København. Tirsdag holder 3F konference om terrorlovning

Af Peter Rasmussen

Tillidsfolk bør holde et kritisk øje med antiterrorlovgivningen. Den kan nemlig komme til at true retten til at udføre faglige aktioner.

Det mener John Jakobsen, formand for stilladsarbejderne i København. Han deltager tirsdag på 3F’s konference om terrorlovens konsekvenser for fagbevægelsen. Konferencen finder sted i 3F’s forbundshus i København.
3F vurderer, at der hersker usikkerhed om, hvorvidt faglige aktiviteter kan rammes af terrorlovene.

Er en blokade terrorisme?
- Der er en lang tradition for faglige aktioner på arbejdspladserne i Danmark. Men med regeringens terrorlove kan man ikke udelukke, at folk, der blokerer en virksomhed eller en vej dømmes som terrorister i stedet for at få en bøde. Det er en væsentlig indskrænkning af vores faglige og demokratiske rettigheder, mener John Jakobsen.

Han mener desuden, at tillidsfolk har en politisk rolle at spille.

- Når politikere piller ved den grundlæggende retssikkerhed i vores samfund og sætter spillereglerne ud af kraft, bør vi reagere. Som tillidsrepræsentanter er vi med til at få samfundet til at fungere. Derfor skal vi også være klar til at reagere over for terrorlovene, mener John Jakobsen.

Aktive beskyldt for terror
Som formand for stilladsarbejdernes klub i København har han oplevet at blive beskyldt for ”terrorisme,” blandt andet når stilladser, bygget af illegalt arbejdskraft, er blevet pillet ned af faglige aktivister.

- Det har vi ikke taget så tungt. Det har været medierne eller arbejdsgiverne, der misbrugte ordet. Problemet er, at lovgivningen nu faktisk åbner op for, at faglige aktioner kan kaldes terror, og det risikerer at skræmme mange kolleger fra at deltage. Vi mærker allerede, at nogle er usikre og taler meget om konsekvenserne fremover, siger John Jakobsen.

Justitsminister Lene Espersen (K) sendte for tre uger siden en ny terrorpakke til høring. En række lovforslag skal give politi og myndigheder flere muligheder for at registrere og overvåge i kampen mod terror.

Blandt andet skal det være nemmere at aflytte telefonsamtaler og videoovervåge offentlige pladser. Det skal også være muligt for politiet at afbryde al radio- og telekommunikation i et område for at forebygge terroranslag.
Forslagene er blevet mødt med skepsis fra regeringspartneren Venstre.

John Jakobsen mener, at fagbevægelsen bør se med kritiske øjne på stramningerne.

- Forslagene giver som noget nyt politiet mulighed for uhindret at aflytte fagligt aktive og plukke fra optagelserne, når de vil. Det kan for eksempel bruges mod de aktive under større arbejdskonflikter. Til gengæld rammer det næppe de rigtige terrorister, der jo formentlig tager højde for, at de bliver aflyttet, siger John Jakobsen.
3F har netop udgivet folderen ”Faglig kamp eller terror” for at sætte gang i debatten om terrorloven.

Viderebragt med tilladelse fra Peter Rasmussen
Udgivet på 3f.dk
3F sætter fokus på terror og fagligt arbejde (20. Marts 2006)
Læs også opfølgning på konference:
3F advarer mod terrorlove (21. marts 2006)

Technorati Tags: ,