Der er store muligheder for at få fleksjobbere ud i ustøttet beskæftigelse, mener CEPOS og DA. DA foreslår, at fleksjob og førtidspension kun tilkendes for et antal år ad gangen.
Fleksjobbere skal tilbage i rigtige job (Berlingske Business.dk)
Endnu engang kommer nedskærings DA med deres ikke overraskende forslag om at skære i de sociale ydelser sekunderet af den liberale tænketank CEPOS. Bl.a. bliver en revurdering af førtidspensionister i Holland for personer under 50 år brugt som et argument om, at også denne gruppe skal revurderes i Danmark.
Det ene problem for CEPOS er, at det ikke er 100% sikkert at førtidspensionsordningen fra Holland kan sammenlignes med den førtidspensionsordning i Danmark fra før 2003 med flere forskellige satser. En ordning, som de fleste af de 240.000 førtidspensionister i Danmark lever under. CEPOS viser med al tydelighed, at de ikke er i berøring med realiteterne i kommunernes tildeling af førtidspension. CEPOS går alene efter denne gruppe ud fra stærkt ideologiske korstog igen rettet imod velfærdsstatens sikringsordninger. Førtidspension før 2003 blev ofte tilbudt som en sidste udvej for de personer, som af forskellige årsager ikke kunne klare et ordinært job. Det som virkeligt kunne være interessant kunne være at få tal, som viste hvor mange førtidspensionister som benytter sig af deres ret til at arbejde for enlige op til 60.400 kr per år og for samlevende/gifte for op til 95.800 per år (Tal for 2007).
20 % af førtidspensionisterne på den gamle ordning arbejder - meen
En undersøgelse fra SFI (Førtidspensionister og arbejdsmarkedet 8-2006) af folk på den gamle førtidspensionsordning fra før 2003 viser, at kun 20% af dem arbejder.
Hovedkonklusioner fra den undersøgelse er:
• lidt under 1/5 af førtidspensionisterne var i arbejde i årene 1999 til 2002.
• der fra 1999 til 2002 var en stigning i andelen af førtidspensionister med lønmodtagerarbejde på 2 procentpoint.
• førtidspensionister på mellemste pension oftere er i arbejde (20%) end pensionister på højeste (17%), på almindelig forhøjet (15%) og pensionister på almindelig førtidspension (13%).
• førtidspensionisterne, der i 2002 havde et arbejde, havde i gennemsnit en årsindkomst fra erhvervsarbejde på godt 37.000 kr.
• 9 procent af førtidspensionisterne, der i 2002 var i beskæftigelse, havde en årsindkomst fra arbejde på niveau med eller over det dobbelte af førtidspensionens grundbeløb, svarende til 52.524 kr. i 2002.
• personer i skånejob i gennemsnit arbejdede 22,3 timer om ugen.
• førtidspensionisterne oftest er ansat i den offentlige sektor.
• førtidspensionister i arbejde adskiller sig fra førtidspensionister uden arbejde ved oftere at være: mænd, under 50 år, bosiddende på Fyn eller i Jylland og med dansk oprindelse.
Læg især mærke til, at der kun er omkring 9% i 2002, som havde en årsindkomst på niveau med eller over det dobbelte af førtidspensionens grundbeløb. Læg også mærke til, at den gennemsnitlige arbejdstid er på 22.3 timer om ugen. Det betyder, at ingen personer eller også kun meget få personer arbejder noget der ligner fuldtid (Hvilket kræves for fuldtidsarbejde nu da muligheden for supplerende dagpenge bliver beskåret). Det er altså slet ikke muligt at overføre revurderingsresultatet fra Holland med de 35% til Danmark. Ingen eller også kun meget få vil kunne arbejde fuldtid i ustøttet arbejde. Og kun 9% arbejdede det, som de i 2002 kunne arbejde uden at få reduceret deres førtidspension.
Det andet problem for CEPOS er, at de stirrer sig blind på omfanget af førtidspensionister istedet for at kigge på førtidspensionisternes reelle arbejdsevne. Samtidigt ligger der også den holdning bag CEPOSs forslag, at det skal kunne betale sig at arbejde og der ikke af bagvejen skal introduceres noget, som overhovedet kan ligne borgerløn. Noget for noget er devisen. Og der skal da slet ikke eksistere sociale sikringsordninger i velfærdsstaten, som sikrer den enkelte et ordentligt livsgrundlag. Nej væk med den, mener CEPOS.
Det som bliver interessant at se er, hvor langt dette forslag kommer i den videre politiske proces. Og ikke mindst hvor meget, der skal til før end 240.000 førtidspensionister begynder at røre på sig. Når livsgrundlaget lige pludseligt risikere at blive frataget en så stor gruppe af borgere, som ikke har arbejdsevnen tilbage. Så kommer der et punkt, hvor denne gruppe af ren og skær nød bliver nødt til politisk at sætte sig i bevægelse. Og bare en lille bevægelse i denne gruppe kan være nok til at sikre en anden regering. Selvom hovedparten af gruppen uden tvivl stemmer til venstre for midten i forvejen, så skal det ikke undre mig om der også i denne gruppe findes mennesker med hang til især DF, men også Konservative og sågar Venstre.
Men CEPOSs ønsketænkning har ikke noget hold i virkeligheden.
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments