Hvornår angriber USA Irans atomanlæg?

Sådan lyder et rigtig godt spørgsmål - lettere forkortet og en anelse mere åbent - på Flix.dk. Helt præcist er ordlyden: "Hvornår tror du vi vil se USA angribe atom-anlæg i Iran?"

Valgmulighederne er:

• Inden august
• Inden 2007
• I løbet af 2007
• Lange udsigter - de har ikke militær kapacitet så længe de er i både Irak og Afghanistan
• Aldrig - der må findes en diplomatisk løsning

Afstemningen og dens resultat kan ses her.

Her er mit svar og ikke mindst min begrundelse.
Jeg har stemt "I løbet af 2007", men jeg ville helt præcist have foretrukket "I 2006-7".

De nykonservative skal nå det, inden Bush går af. Bush-regeringen er under alle omstændigheder den regering, hvor de har haft størst indflydelse, og formentlig vil have det i den nærmeste og måske fjernere fremtid.

Og jeg anser i den forbindelse et angreb, der formelt udføres af Israel, som et tiltag med stort set samme valør som et egentligt amerikansk angreb. Alle ved, at det ikke ville ske uden USA's godkendelse, men jeg tror faktisk, at de nykonservative vil elske at lade verden det vide på dårligt skjulte måder.

De nykonservative er allerede ved at miste indflydelse, og dele af Bush-regeringen vil gøre meget for at få FN's Sikkerhedsråd, hvilket i praksis vil sige Rusland og især Kina, med på en resolution, der på en eller anden måde kan give en vis legitimation for et angreb på selve atomfaciliteterne. Den proces skal have sin tid, og det gør et angreb usandsynligt før allertidligst sidst i 2006.

Mange ser i den forbindelse et stort strategiskifte i Bush-regeringens kurs, fordi man p.t. har forladt den hårde retorik og er gået sammen med med Europa og Rusland samt Kina om at sætte en pakke sammen med økonomiske, politiske og teknologiske tilbud til Iran til gengæld for, at landet følger et ufravigeligt krav om at droppe uranberigelse og hermed at opnå fuld nuklear kapacitet.

I følge forlydender kan pakken da også indeholde visse fristende elementer, især en evt. (delvis) ophævelse af USA's handelsrestriktioner, men jeg tvivler på, at iranerne køber den. Om der virkelig er vilje på begge sider til en diplomatisk vil vise sig i, om alle vil strække sig til nye indrømmelser.

Her er det, jeg tvivler på, at Bush-regeringen endeligt har skiftet kurs. Strategien kan lige så godt handle om at få bundet Europa og Kina+Rusland op den nævnte resolution - med en formulering á la den om Irak, som man siden hævdede i sig selv gav mandat til militær indgriben. At mange på Flix har stemt på en diplomatisk løsning kan skyldes, at formuleringen er åben for at rumme såvel ønske som vurdering. Men kan man få iranerne til at makke ret uden et angreb og uden for store indrømmelser er det da bedst for alle. Jeg tror bare ikke på det.

Uanset om det lykkes at etablere en slags internationalt mandat, vil det være bedst for Bush-regeringen, hvor de nykonservative Cheney og Rumsfeldt stadig har meget at skulle have sagt - og hvor udenrigsminister Rice nok er rykket ind på 'midten' som en slags brobygger men stadig med en solid dosis nykonservatisme i blodet - at få sagen overstået i 2007, for ellers kan det påvirke kongresvalget i 2006 og præsidentvalget i 2008, vel at mærke negativt for Republikanerne. Befolkningen har mildt sagt fået nok af Irak og alt det, der efterhånden kommer frem.

Bush-regeringen i almindelighed og de nykonservative i særdeleshed vil i forvejen skulle overlade et i hvert fald meget usikkert irakisk styre afhængigt af USA's fortsatte og i bedste fald formindskede militære tilstedeværelse og formentlig voksende støtte af anden slags lige ved siden af et Iran, hvis  befolkningssammensætning er meget tæt på Iraks, og hvor der allerede er ved at opstå forbindelser til Iraks regerings modstandere.

Et angreb er derfor mere end blot at sætte Iran atomart tilbage - det er også en måde at forsøge at advare mod og skræmme Iran fra at involvere sig for meget i regionens andre lande. Og det vil lægge pres på en kommende regering, der ikke ligefrem får bedre muligheder for diplomatiske løsninger med Iran, men som omvendt ikke blot kan se til, mens Iran igen opbygger en potentiel nuklear kapacitet.

CP