You are here

I internettets ånd - hjælpsomheden findes stadigvæk derude

Da jeg i tidernes morgen tilbage i 1997 kom på internettet var det en uskreven regel, at man kunne kontakte alle via e-mail og også forvente et svar fra dem. Spam har fået ødelagt det godt og grundigt i tidens løb, men jeg fik mig da også en lærestreg om ikke at poste min e-mail adresse alle steder på internettet. Det gav en hel del spam, men det er en anden historie.

Jeg nyder af at bruge en hjemmeside, kaldet k10.dk i stor stil. Den beskæftiger sig med fleksjob og førtidspension og sagsbehandlingen af denne i kommunerne - eller mangel på samme. Siden blev oprettet i oktober 2005 og har snart 3 år på bagen. I den tid har 1711 medlemmer bidraget med 33.761 indlæg om alt vedr. den kommunale sagsbehandling. Et medlem derinde har sågar 20 år i bagagen som kontanthjælpsmodtager og kæmper med sin kommune for at få en reel sagsbehandling til at få bevilget førtidspension. Her kommer jeg og andre så med råd og vejledning efter bedste evne. Ofte giver det en sparring og indsigt i den gældende lovgivning, som den kommunale sagsbehandler ikke giver.

Resultatet er, at hjemmesiden har haft 856.000 besøgende !

I sig selv burde det ikke være nødvendigt med en sådan hjemmeside, da sagsbehandlerne har vejledningspligt iflg. forvaltningsloven. Men det store økonomiske pres fra regeringen og Dansk Folkeantiparti, som kommunerne bliver udsat for i disse år fører til en lemfældig sagsbehandling.

Et trick, som lader til at være meget udbredt i den kommunale sagsbehandling er mundtlige afslag givet enten personligt eller over telefon. På den måde undgår sagsbehandleren konkrete henvisninger til loven, hvilket de skal gøre ved skriftlige afslag samt en klagevejledning. Mange borgere tager desværre et mundtligt afslag som udtryk for en endelig afgørelse og kender ikke loven godt nok til at bede om et skriftligt begrundet afslag.

Jeg har oplevet før strukturreformen i 2006, at en bekendt fik mundtligt afslag på noget familien havde fået bevilget før ved samme kommune. Vedkommende fortalte det til mig og jeg fortalte, at han havde krav på et skriftligt afslag. Han fortalte derefter sagsbehandleren dette og resultatet var, at familien fik bevilget det samme plus de fik besked om ret til yderligere hjælp ! Hvis han havde accepteret det mundtlige afslag i lighed med andre, så havde familien været stillet dårligere.

Så derfor. Kommer du eller bekendte i kontakt med det kommunale system, så vær bevidst om retten til skriftlige begrundede afslag. Og at der findes et sted på internettet kaldet, hvor råd og vejledning uddeles med jævn hånd:

K10.dk - Flexjob og Førtidspension