You are here

Kørsel i ministerbil lyn-godkendt af statsministeriet

Statsministeriet ændrede reglerne for brug af ministerbiler d. 10. juni, efter at Jyllands-Posten havde spurgt til Bendt Bendtsens brug af bilen. Det skete i strid med loven, siger jurister.

Det er ifølge juridiske eksperter kritisabelt og i strid med skattelovgivningen.

De nye regler er fra 10. juni 2008, da regeringstoppen var bekendt med, at Morgenavisen Jyllands-Posten var i færd med at undersøge, om økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har brugt ministerbilen til formål, der var tjenesten uvedkommende.

Kørsel i ministerbil lyn-godkendt (JP.dk)

Intet er efterhånden for småt at beskæftige sig med i både statsministeriet og økonomi- og erhvervsministeriet. Selv de mindste detaljer skal ikke overses. Men det kan undre mig, at "regeringstoppen" på forhånd havde pejlet sig ind på problemet og forlods ændrede reglerne for ministres brug af ministerbiler til private ærinder. De må have kendt til den omfattende misbrug af ministerbiler og det er åbenbart ikke kun Bendt Bendtsen, som har et problem med private ærinder i statslige biler.

Det kan sagen med Lars Løkke Rasmussens afhentning i Belgien i 2006 (JP.dk) vidne om. Han havde dagen efter et vigtigt Grundlovsmøde, som han havde kendt til i flere måneder før selve dagen. Han havde masser af tid til at organisere en flybillet hjem til København.

Men det som undrer mig mest er, om alle begæringer om aktindsigt automatisk havner på den ansvarlige ministers bord. Noget kunne stærkt tyde på det. Og det kan bekymre mig. For en minister skal slet ikke være inde over sager om aktindsigt ! Det er en ren administrativ behandling, som embedsmændene fint selv kan klare. Vel at mærke uden indblanding fra den enkelte minister.