Kan Socialdemokratiet opstille et modspil til regeringens kvalitetsreform uden at tabe næste valg?
Regeringens selvmål
Regeringens mest oplagte dilemma med udspillet til debat om en kvalitetsreform af velfærden, altså forbedringer uden penge og nye ansatte, har allerede vist sig: De åbner for en mistanke om, at hele øvelsen skal bruges til at indføre større brugerbetaling ad bagvejen.
Det er en mistanke, der nok har ret stor grobund blandt vælgerne, og samtidig lige netop den mistanke, der mere end noget kan koste regeringen magten. Ikke at have overvejet et koordineret svar på
den problemstilling blandt ledende ministre betyder, at indtil debatten får substans kan Socialdemokraterne skyde på åbent mål her.
Dilemmaet for S
Detklareste (og sikreste) svar er at sige ingen ny brugerbetaling, alias ”stop for ny og/eller øget brugerbetaling.” Men i så fald har man skattestop, takststop og brugerbetalingsstop. Kort sagt noget nær stop for alle forandringer og med beton strøet ud over de fleste herskende tilstande. Det vil gøre det en del sværere at regere og gennemføre politik, især på længere sigt.
Omvendt har regeringen begået en fejl ved selv
at sætte emnet til debat frem for den sædvanlige kommissionsvej og formentlig uden den rette modningstid. Det var velfærdskommissionen, der stillede de kontroversielle spørgsmål og gav de endnu mere kontroversielle svar i dén debat, og de tog huggene. Globaliseringsrådet var tiltænkt samme rolle, men druknede debatten med mængden af forslag og en mere tilbageholdende rolle som debatoplægger.
Vælgerne vil have svar – men hvilke?
Rent sagligt er det bedste svar på et kvalitetsreformoplæg fra regeringen et endnu bedre kvalitetsreformoplæg fra Socialdemokratiet. Men vælgerne belønner mildt sagt ikke altid saglighed, og de, der gør, opfatter ofte de mest radikale løsninger som de klareste og stemmer på de radikale ...
Omvendt vil vælgerne næppe heller synes om en ren 'nej'-strategi.
S vil virke ukonstruktiv og åbne for beskyldninger om overbud og mangel på ansvarlighed. Igen. Det vil yderligere udvide kløften til de radikale, og på kort sigt vil det værste være, at de radikale formentlig vil tilslutte sig koret af S-kritikere og dermed også øge gennemslagskraften af regeringens kritik af S. Men samtidig vil vælgerne slet ikke acceptere et uklart svar!
På lidt længere sigt vil den nye uenighed mellem S og R til gengæld kun give problemer, hvis Jelved må ophøre med at være radikal leder før eller kort efter valget, samt hvis der ikke er flertal til venstre for VOK, og endelig hvis der til gengæld er flertal for VKR. Problemer forstås her som problemer for at danne en S-mindretalsregering på basis af S, R, SF, Ø og evt. KD. Den efterhånden store uenighed i det parlamentariske grundlag vil til gengæld give masser af praktiske politiske problemer!
Kort sigt og langt sigt
Rent taktisk vil et S-oplæg, der samler de hidtidige velfærdsoplæg i et fælles oplæg under titlen ”Velfærd med kvalitet – ikke skattelettelser”, være det oplagte kortsigtede svar. Man kan tilsætte nye udspil og give svar på eller nye spørgsmål til et par af de mest oplagte emner
i regeringens oplæg. Det vil neutralisere Dansk Folkeparti på velfærdssiden, Venstre på konstruktivitetssiden og de konservative på skattesiden. Det vil samtidig være den mest uansvarlige og populistiske strategi, man kan slippe af sted med!
Rent strategisk ville et velfærdsoplæg, der stillede en række
konstruktive forslag og åbnede for videre debat også efter næste valg og dermed for at kunne indgå kompromisser naturligvis være at foretrække. Problemet er, at selv det mest omhyggeligt udarbejdede udspil, der søger at forandre for at forbedre og bevare velfærden lynhurtigt vil kunne fremstilles og ses som talen i tunger og vaklen i geledderne ...
Tredobbelt 'saltaFoghtale'
Vil det være muligt for S at bruge den samme taktik her, som de harbrugt på skatteområdet? S begik med deres nye skattespil først i 2006 'omvendt Fogh' – ikke blot én gang, men hele tre!
Trods Helle Thorning-Schmidts afvisning af at ”overtage regeringens skattestop rub og stub” var det nøjagtig, hvad man gjorde. Den manøvre havde man lært af Fogh, som overtog Socialdemokraternes velfærdsgarantier før valget i 2001.
Til gengæld foreslog S at arbejde frem mod en skattereform, der
sænker skatten på arbejde, og at nedsætte en kommission til at analysere skatteområdet efter næste valg. Det var nøjagtig den samme rolle, som velfærdskommissionen spillede.
Endelig lovede man, at man kun ville pille ved skattestoppet, hvis mindst et af de tre store borgerlige partier ville gå med. Det er igen et lån fra Fogh, som før valget i 2005 lovede kun at gennemføre velfærdsreformer, hvis S var med. I det hele taget har S snart meget at takke Fogh for! Næste valg vil vise, om vælgerne føler, at de har noget at takke S for.
De tre revolutioner (her i betydningen saltomortaler på stedet)
var kortsigtet taktisk geniale, mens det mere langsigtede resultat naturligt nok må afventes. Under alle omstændigheder går taktikken ikke her, netop fordi regeringen selv har spillet ud og dermed kan beskylde S for at prøve at undvige debatten – lidt som Thorning og Lykketoft kunne beskylde regeringen for at være fedtspillere vedr. efterlønnen, da S havde fremlagt sit eget udspil.
Kontrakter skal indfries ...
Det kunne måske også friste S at gå linen ud og låne selve kernen i Foghs hidtidige strategi: Man kunne ud fra sit oplæg opstille højst 10 konkrete forslag, som man indgik en kontrakt med vælgerne om at gennemføre efter valget. S er
allerede tæt på vedr. skattepolitikken og andet, men det er mildt sagt ikke en strategi uden risici.
For det første vil man støde R langt mere fra sig, for netop Foghs kontraktpolitik er deres primære anstødssten, da den stort set forudsætter et fast flertal og nul kompromisser. For det andet ville man så rent faktisk skulle gennemføre og finde penge og andre ressourcer til løfterne. For det tredje skal man enten have flertal bag forslagene eller rigtig store gulerødder til forligspartnere, der skal sluge 'kontrakten' hel. Og for det fjerde er der netop en grund til, at Fogh selv har nedtonet sin kontraktpolitik betydeligt.
De 7 løfter ved 2001-valget tog 100 dage at gennemføre, men de 6 væsentlig løsere løfter ved 2005-valget
arbejdes der stadig på, om jeg så må sige - selv med stor hjælp fra en højkonjunktur, der er uforudset stærk.
Samtidig er regeringen tydeligt i en midtvejskrise, hvor man savner et nyt klart projekt, og kvalitetsreformen er en af måderne at søge efter det på! Fogh ved, at vælgerne er hurtige til at sige ”tak for indsatsen og farvel”, ofte uden selv et guldur ...
På den igen ...
På sin side står S i en situation, hvor taktiske hensyn strider mod strategiske – for ikke at tale saglige, som også må takles på et eller andet tidspunkt. Det er ikke kun det smarteste spin, men også en seriøs politisk strategi
baseret på den seneste politologiske og sociologiske forskning, der før eller siden må takle de problemer, virkeligheden stiller. Situationen for Socialdemokratiet er bestemt ikke nogen ny situation for et politisk parti, men det bliver den ikke nemmere af.
Claus Piculell, 16. november 2006.
denmarkonline.dk