You are here

Læserbrev om sult

denmarkonline.dk har modtaget følgende læserbrev den 22. april 2008:
Ruth Dalsgaard, De Grønne, Ulfborg skriver:

852 mio mennesker går sultne i seng. De lever altid på sultegrænsen, og mange må nu halvere den daglige ration af mad, fordi der på verdensplan er katastrofal mangel på korn, ris, majs, soya og spiseolie, og fordi priserne derfor er steget så meget, at de fattigste ikke kan skaffe føden.

Årsagerne er mange. Overbefolkningen er én. Fremstilling af biobrændstof af majs er af nyere dato, idet mad omdannes til benzin. Korn og soya anvendes fortsat til dyrefoder, da kødforbruget i den vestlige verden er enormt, og fordi flere lande som f.eks. Kina ønsker at spise mere kød. Klimaforandringer medfører tørke og oversvømmelser til skade for jordbrug, så der i alt er mindre jord at dyrke og for lidt mad til deling.

Det har fået politikere til at foreslå, at EU's brakmarker skal opdyrkes for at skaffe korn til de sultende. Men det er en forkert og kortsigtet løsning. Vi skal nedsætte antallet af slagtedyr og spise mindre kød, og vi skal donere sædekorn til de sultende, så de er i stand til at fremstille deres egen mad. Vi må holde op med at tro, at Danmark gør noget godt ved at producere fødevarer til hele verden, for dermed udkonkurreres de fattige, især på grund af EU's landbrugsstøtteordninger. Der er ingen anden langsigtet løsning end større selvforsyning, og jo før der tages skridt til det, des lettere undgås uro og krige.

Vi er alle medskyldige og ansvarlige, fordi vi bruger langt over den kvote af resurser, vi er berettiget til.