Læserbrev: Et utaknemmeligt skarn…

Helle S. Jakobsen, Ringkøbing skriver: 

Der var et billede af mig i avisen. Pinlig berørt. Jeg lukker hurtigt avisen igen.

”Sund motion til sygemeldte” Ja, ingen tvivl om det. Jeg får lukket avisen op igen. Skimter teksten. Jeg har ikke julelys i øjnene. Det er nu over 2 år siden, de blev slukket. Stress, med deraf følgende depression. Jeg får tårerne op i øjnene igen. Hvorfor er jeg på det billede? Da jeg gik fra motionscentret i dag, kunne jeg se på skærmen i forhallen, at i hal 2, var der et arrangement om rummelighed. Jeg har selv deltaget i mange foredrag om det rummelige arbejdsmarked, været med til at formulere og udarbejde personalepolitiker. Mon det er det, de laver igen?

Jeg ved det ikke. Går derfra med en klump i halsen. Føler mig udenfor. Smidt væk. Fyret.

Der var ikke rummelighed til at få mig ind på arbejdsmarkedet igen. I min afskedigelse, står der at der vil forsøges en omplacering. Min opsigelsesperiode varede 8 måneder. På 8 måneder hørte jeg intet.
Så efter 12 år stod jeg uden job . 11 år hvor jeg har haft et minimum af sygedage. Mentalt nedslidt, udbrændt, skamfuld, og sorgfuld. Jeg elskede mit job. Jeg brændte for at det skulle være et ordentlig sted.

Fik opgaver jeg ikke var kompetent til. Men jeg VILLE. Jeg sprang hver gang til i sidste øjeblik når lokumet brændte, hvad det ofte gjorde. Smed alt hvad jeg havde i hænderne, også privat, selvfølgelig. Skiftende arbejdsforhold, mange omstillinger, ny viden som skulle implanteres, evig dårlig samvittighed. Marts 2004 kunne jeg ikke mere.

Fandt mig selv, dernede hvor jeg ikke ønsker at nogen mennesker skal opleve at være. Der er mørkt. Kulsort. Det gør så frygtelig ondt. Og så det evige: hvorfor? Hvorfor var der ikke nogen, som sørgede for at jeg i det mindste var uddannet til de opgaver jeg påtog mig? Souschefer får ikke lederudd. Det er for dyrt, lød det dengang. Forhåbentlig er det anderledes i dag. Fra den ene dag til den anden, at stå med hovedansvaret, for så mange små mennesker.

For en personalegruppe, uden kvalificerede forudsætninger. Hmm, jeg forstår godt, hvad som er gået helt galt. Men hvor gør det stadig forbandet ondt.

Jeg er glad for motionstilbudet. Men det er behandling. Forebyggelsen glippede. Presset i institutionerne er så stort. Eller det var det i hvert fald. Det er jo alligevel over 2 år siden, jeg satte mine ben der sidst. Det har været en dyr omgang. Indkomst nedgang . Egenbetaling af antidepressiv medicin.

De dyreste, de menneskelige omkostninger. Jeg tror det er svært at forestille sig, hvordan det er at være ægtefælle eller barn i et hjem med en depressiv. Jeg er så ked af, at jeg i dag stod på den side af væggen i ROFI centret. Men jeg håber, at hvem der så end var derinde blev klogere.

For 120.000,- er jo mindre end det, der blev betalt i min opsigelsesperiode. Hvad det har kostet at have mig i behandling i distriktspsykiatrien, det sidste år har jeg ingen anelse om. Hvad det har kostet at mediciner mig, det sidste år har jeg ingen anelse om. Men jeg sider stadig tilbage med fornemmelsen af, at det kunne være undgået. Jeg tvivler på at 8 ugers motion, kan give mig julelys i øjnene, men nej hvor jeg håber!!! Jeg vil så gerne ud og være med i livet igen. 

Ringkøbing Amts Avis lavede en artikel på baggrund af dette læserbrev, som blev bragt d. 18. maj 2006 i Ringkøbing Amts Avis. 

Læs artiklen her:
Med små skridt når jeg målet (ringkoebing-amts-dagblad.dk)  
(27. maj 2006)