Krigserklæring til Dansk Folkeparti

Rune Engelbreht Larsen fra Minoritetspartiet har fremsendt følgende på baggrund af Dansk Folkepartis 10 i politik.

Dansk Folkepartis festivitas trækker ud, og også herfra skal lyde et forsinket til lykke, Pia Kjærsgaard!

Det ikke første gang, jeg tager de ord i min mund. Første gang var umiddelbart efter partilederrunden på valgaftenen den 8. februar, hvor jeg som daværende formand for Minoritetspartiet havde lejlighed til personligt at lykønske vinderne på Christiansborg – og er der noget, Pia Kjærsgaard har været i ti solide år i træk, er det en vinder.

Til min lykønskning sagde hun: »Jeg synes jo egentlig, at du er et rigtig dumt svin – men på dine egne præmisser har du sådan set klaret dig meget godt.«

Jeg tror næsten, at det var venligt ment – men jeg kunne selvfølgelig med væsentlig større ret have gengældt hendes kompliment. Altså den sidste del af det.

Jeg synes nemlig ikke, at Pia Kjærsgaard er »et rigtig dumt svin,« men til gengæld en rigtig farlig demagog uden anden politisk substans end fordomsfuld forurettethed.

Men hun har tidsånden i ryggen, og derfor preller al kritik af. Dansk Folkeparti er immunt over for selv de mest foruroligende kendsgerninger.

Der er f.eks. en lang række dokumenterbare sammenfald mellem Mogens Camres og Joseph Goebbels' retorik, bortset fra at den enes galde retter sig mod jøder, den andens mod muslimer.

I ethvert andet land havde det været partipolitisk selvmord at promovere en så hysterisk propagandist, der ville have fået en hær af kritiske journalister på nakken. Men i Dansk Folkepartis Danmark er han immun.

Sådan er der sket så meget i partiets korte levetid. Jeg kan huske formanden for Dansk Folkepartis Ungdom, Kenneth Kristensen fra debatter i Århus for 8-9 år siden – dengang var han ikke meget andet end en forvirret og ubegavet, men velmenende knægt. I dag er han en færdigfabrikeret, strømlinet og stålsat Camre-klon uden en følelse i livet over for de indvandrere, hvis tilværelse hans racistiske propaganda gør sit til at forpeste.

Transformationen er ved at være til ende. Tidligere frontfigurer og fodsoldater i den Danske Forening, som vi blev advaret imod for 10-15 år siden, er blevet toppolitikeres pressechefer (Søren Espersen og Henrik Gade Jensen), chefredaktør på Berlingske Tidende (Niels Lunde), indflydelsesrige folketingspolitikere (Krarup og Langballe) – og om bare et valg eller to måske sågar ministre. Til lykke, Pia, den Danske Forenings metastaser er for længst trængt ind i Dansk Folkeparti, hvis metastaser for længst er trængt ind i det danske samfund.

De er trængt ind i den danske sangskat, har amputeret dens vinger og spændt den for en kværnende propagandavogn, der skal bilde os ind, at Oehlenschläger, Kierkegaard og Thøger Larsen har det fjerneste at skaffe med partiets populistiske korstog og endimensionale danskhed.

Dansk Folkepartis metastaser er trængt ind i Socialdemokratiet, hvor de har kvalt Svend Aukens sidste gnist, tvunget Birte Weiss ud af sit humanistiske skind og efter det skæbnesvangre formandsvalg har reduceret Mette Frederiksen – partiets sidste håb – til en skygge af sig selv.

Dansk Folkepartis metastaser er trængt ind i den nye, glatpolerede generation i Det Radikale Venstre, hvor Kjærsgaards darling, Naser Khader behændigt fik udrenset Mona Sheikh, og den folkekære Klaus Bondam kvalte Tanwir Ahmad i sin politiske spændetrøje på Københavns Rådhus, så man må frygte den dag, hvor Jelved stiller håndtasken.

De er trængt ind i TV2, hvor man æder en musikvideo som bevis på en indvandrer-mafia, og de er trængt ind i DR, der uden at blinke kan præsentere Karen Jespersen som en politiker, der i »årevis har leveret et modspil til Dansk Folkeparti«.

Dansk Folkepartis metastaser er trængt ind i maven på B.T.s chefredaktør, den tidligere buddhist og socialdemokrat, Erik Meier Carlsen; de er trængt ind i nervesystemet på Jyllands-Postens chef-kommentator, den tidligere terroristsympatisør, Ralf Pittelkow; og de er trængt gennem tv-alteret ud i alle danske seeres hjem, hvor Carlsen og Pittelkow igen og igen får lov at agere »neutrale«, politiske eksperter.

Ja, det er kommet dertil, hvor vaskeægte skabspianister ikke engang behøver gemme sig i skabet længere for at blive bedt om »nøgterne analyser« af profilløse, tv-journalistiske nikkedukker. Tænk om det var Dagbladet Arbejderens chefredaktør eller en politisk kommentator med velkendte sympatier for Enhedslisten, som fik lov at vurdere den politiske situation med TV-Avisen som mikrofonholder? Så kunne det nok være, at regeringens smagsdommere ville gå amok – men det yderste højres velklædte medietalerør bæres gladelig ind foran kameraerne, uden at nogen tør hviske så meget som et kritisk spørgsmål.

Dansk Folkepartis metastaser er trængt ind i public service-kanalernes bredbånd og sendeflade, hvor magtkritiske røster kun overlever på lånt tid, før den nationalistiske tzunamis censur og selvcensur også skyller P1 og DR2 ud i det store medielokum af boligprogrammer og døgnfluestjerner og madopskrifter og brystoperationer.

Alt sammen på kun ti år.

Kære dansker, dette er ikke et oplæg til debat, men en krigserklæring. Det er en krigserklæring mod den kulturracistiske tidsånd, der har besat den Danske Forening, der har besat Dansk Folkeparti, der har besat Danmark.

Og derfor er det en invitation til Dig om at trække sværdet og pennen og gøre det til de næste ti års vigtigste, afgørende, højeste og måske eneste prioritet at bekæmpe tidsånden, der har besat Dansk Folkeparti, som har besat Danmark.

Det er meget muligt, at det for længst er for sent – men så er det i hvert fald ikke for tidligt.

Af med fløjlshandskerne.

Politiken: Tendens, 24.9.2005

Rune Engelbreht Larsen er kandidat ved kommunal- og regionsvalget i hhv. Århus og Region Midtjylland d. 15. november 2005. Besøg Rune Engelbreht Larsen her