Støttekredsen for Flygtninge i Fare skriver i en pressemeddelse:
1. Støttekredsen har d.d. klaget til chefen for Rigspolitiet, Torsten Hesselbjerg over unødig politibrutalitet ved afhentning af asylsøgere, der udsendes til Kosovo.
Igennem de senest 4-5 uger har politiet i en jævn strøm afhentet og tvangstilbagesendt en del af de internerede flygtninge fra Kosovo, her under familier med små og mellemstore børn.
Politiets grove og hensynsløse fremfærd over for asylsøgerne ved afhentningen, er at udøve psykisk terror og at indgyde unødig rædsel både hos dem, der er blevet sendt ud, og hos de tilbageværende flygtninge i lejrene. Flygtninge er i forvejen naturligt fortvivlede og ofte chokerede, når de skal tvangsudsendes. Ingen tvivl om det. Men man behøver ikke at indgyde mest muligt rædselsslagne ved afhentningen. Det gør dansk politi. Dansk politi har dermed bevæget sig langt ind over grænserne for utilladelig adfærd.
Du kan <http://www.stoettekredsen.dk/politi.htm> læse klagen til chefen for Rigspolitiet på støttekredsens hjemmeside, ved at klikke på linket her.
2. Manifestation Mandag den 21. august 2006 kl. 15 – 18 på Kultorvet i København.
Mandag eftermiddag vil Støttekredsen være at finde på Kultorvet med plancher, hvor forbipasserende vil kunne læse de mange små beretninger fra asylsøgerbørn, og få en hilsen med hjem.
Vi vil gennemføre manifestationen på Kultorvet fordi:
- Vi er rimeligt sikre på, at de færreste danskere ved, hvad flygtning ”de facto” betyder.
- Vi er rimeligt sikre på, at de færreste danskere ved, at afskaffelse af ”de facto” flygtninge i dansk udlændingelov 2002 – reelt var en afskaffelse af etnisk forfulgtes mulighed for at blive anerkendte som flygtninge i Danmark og få asyl.
- Vi er rimeligt overbeviste om, at de færreste danskere ved, at derfor får så mange flygtninge afslag på asyl i Danmark, og interneres under særlige dårlige vilkår i lejre, indtil Danmark kan finde en mulighed for at tvangstilbagesende dem. Vi er rimeligt sikre på at, de færreste danskere ved, at denne ”mulighed” for tvangsudsendelse, som de danske myndigheder er i evig søgen efter, ikke er søgen efter ophør af etnisk forfølgelse i hjemlandet, men mulighed for at få lov til at læsse flygtningene af, uanset hvad og hvem de læsses af til. Det er vi overbeviste om, at de færreste danskere er klar over.
-Vi er rimeligt overbevist om, at de færreste danskere ved, at derfor er så mange asylsøgere interneret igennem mange år i danske lejre og underlagt særlige love, der kun tillader dem særlige dårlige levevilkår, og ødelæggende for deres helbred. Vi er overbevist om, at de færreste danskere ved, at de etnisk forfulgte ikke kun er etnisk forfulgte i deres hjemland, men således også i Danmark.
Derfor har vi valgt at vores manifestation skal være på Kultorvet og ikke på Christiansborg. For flertallet på Christiansborg ved jo godt, hvad der foregår. Det er flertallet på Christiansborg, der besluttede at afskaffe ”de facto” begrebet og dermed at afskære etniske forfulgtes muligheder for at opnå asyl og sikkerhed i Danmark. Det er flertallet på Christiansborg, der har besluttet, at etnisk forfulgte flygtninge, skal smides ud, og indtil de kan smides ud af Danmark, være interneret i lejre og leve under særligt ringe vilkår.
Manifestationen på Kultorvet mandag vil blive gennemført sammen med afviste flygtninge fra Kosovo, forældre og børn på vej til at blive tvangsudsendt.
Aflysning i tilfælde af øsregn: fordi vi i så tilfælde, sandsynligvis kun vil opnå, at få nogle våde og forkomne flygtninge og en meget ringe spredningseffekt af vores budskab. Men rolig vi har også en plan B. Et andet sted, på et andet tidspunkt, og ikke til offentliggørelse endnu.
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments