Hanne Dahl, formand for JuniBevægelsen skriver idag d. 26. marts 2007:
I stedet for at lægge de danske EU-afstemninger for had, burde man hylde dem. For de mange danske folkeafstemninger har bidraget til, at EU er blevet diskuteret herhjemme – til forskel fra de mange EU-lande, hvor man aldrig har spurgt folket. Alle tal viser, at danskerne er blandt de EU-borgere, der ved mest om EU, hvilket blandt andet skyldes, at vi har diskuteret det så meget.Kaster man blikket på Frankrig og Holland, vil man se, at interessen for at diskutere EU blussede op omkring folkeafstemningerne i 2005. Og det tvang regeringerne i de to lande til at diskutere EU med borgerne – noget man ellers ikke havde gjort.
Vedrørende modsætningen mellem partiernes EU-holdninger og befolkningens er der især en faktor, man bør bemærke: Engang var der plads til forskellige EU-holdninger i Folketingets partier. Sådan er det desværre ikke længere.
Efter afstemningen i 1986 vendte partier som Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre på en tallerken. Væk var tolerancen over for de, der repræsenterede den store EU-kritiske del af befolkningen. Man rensede ud, accepterede kun partitoppens holdning og var på den måde med til at få fjernet EU, som noget man måtte diskutere på linje med så meget andet. Den eneste undtagelse er indtil videre SF, men selv der ser det ud til, at accepten af forskellige holdninger ikke længere er så stærk.
Fundet her på: JuniBevægelsen
Nyheder:
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments