Forkælet feminisme

Den sociale feminisme
En stor debat i og omkring den venstreorienterede feminisme handlede om, hvorvidt ”klassekamp” og kvindekamp hang sammen, og hvilken der var vigtigst. Den første debat er helt central, selv om vi i dag nok vil tale om en social-økonomisk kvindekamp, mens den anden debat er som den om hønen og ægget. Men den vigtigste erkendelse for kvindebevægelsen er, at kampen for ligestilling i uddannelse, arbejde, politik og hjemmet i bund og grund blev sat i gang ved, at kvinderne i hele Vesten fik adgang til arbejdsmarkedet, bl.a. under 2. verdenskrig, hvor mændene var i krig.
En kvindebevægelse, der ikke kæmper for kvinders ret til de lige så gode muligheder i samfundet som mænd, og som ikke ser økonomiske og sociale fremskridt som grundlaget for det hele, er dømt til at blive snæversynet og stokkonservativ. Det er da også nøjagtig det, der er sket med Ulla Dahlerup og Karen Jespersen, der gik fra drømme om kommunismen til hhv. et for tiden reaktionært Venstre og et socialnationalistisk Dansk Folkeparti.

Direktørfeminismen
For tiden refereres en undersøgelse fra LO's Ugebrev A4. Det siges, at otte af ti kvinder synes, at manglende ligestilling er ”et problem”, som det blev sagt i et indslag i Orientering 7. marts 2008 , mens kun fire af 10 mænd anså dette som ”et problem”. Men spørgsmålet i A4's undersøgelse var, hvilke ligestillingsproblemer hhv. kvinder og mænd anså som de vigtigste. Her sagde seks af ti mænd indvandrerkvinders inddragelse på arbejdsmarkedet, mens fem af ti kvinder sagde det samme. 41% af mændene anså ligeløn som et vigtigt problem mod 78% af kvinderne, mens 9% af mændene sagde, at der ingen ligestillingsproblemer er.
Det er blevet udlagt som mændenes knæfald for højrefløjens propaganda ift. de etniske mindretal, men i så fald er næsten lige så mange kvinder faldet for den. Og det er jeg så åbenbart også, selv om jeg for tiden står en del til venstre for Villy! Allermest komisk bliver det, når man ser på lige vilkår på arbejdsmarkedet. Der er nemlig lige mange mænd og kvinder, som synes, at opdelingen i stereotypiske mande- og kvindefag er et stort problem, nemlig godt 50% af hver gruppe. (Der er to svarmuligheder for det.) Når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt for få kvinder i ledende stillinger er et af de største problemer, siger 33% af mændene ja og 50% af kvinderne.
Problemet er, at kvindekampen for tiden synes at have sit hoved fokus på kvinders muligheder for at få ledende stillinger især i erhvervslivet, men også i politik. For mig viser det, at elitekvinder prøver at spænde hele kvindebevægelsen for deres personlige ambitioners vogn! Blandt kvinderne selv er som nævnt kun halvdelen, der anser manglen på kvindelige chefer som et af de store problemer. Jeg synes også, at det er et problem, men det skal løses i sammenhæng med den generelle kamp for ligestilling på arbejdsmarkedet. Bevares, Det var ren luksus for mig at have en kvindelig chef i firserne. Men ærlig talt, piger: Jeres problem er også et rent luksusproblem!

Væk med den forkælede feminisme
For det første må der skabes en kvindebevægelse løsrevet fra elitefeminisme. Kvinder med fokus på det skal ikke bestemme dagsordenen, for de kan ikke se ud over deres egen næsetip. Det gælder alle direktørfeminister, hvad enten de er ministre, underchefer eller kønsforskere.
For det andet skal kvindebevægelsen løsrives fra fanatisk feminisme. Jeg tænker på kvinder som Vibeke Manniche og Benthe Hansen, der mener, at det er et større problem, at muslimske kvinder vælger at gå med tørklæde, end om de får mulighed for et god uddannelse og et godt job, og at det er et tilbageskridt for muslimske kvinder, hvis en kvinde med tørklæde ytrer sig i det offentlige rum eller bliver valgt til folketinget! Hvem er det her, der har slugt højrefløjens propaganda råt?
Kvindebevægelsen skal også løsrives fra reaktionær nypuritanisme, der betragter andre kvinder som ofre, uanset at disse kvinder gang på gang siger, at de faktisk selv har valgt deres tilværelse og job. Det er i bund og grund en patroniserende fornærmelse at at se stort på disse kvinders udsagn og anse dem som mennesker med ”falsk bevidsthed”. Pornoen og prostitutionen var dels en del af kampen for kvindernes frigørelse og dels bedre at have over jorden frem for under den, ganske som aborten. At menneskehandel, alfonseri og narkoslaveri skal afskaffes er derimod noget, mænd og kvinder skal forenes om. Og at alle skal vælge deres job så frit som muligt og have ordentlige vilkår er klart, men det gælder både sanitetsmedarbejderen og suttekonen ...

En ny kvindebevægelse
En ny kvindebevægelse skal tage fat på sociale, økonomiske, politiske og vigtige almenkulturelle rettigheder for både danske og muslimske kvinder. De to største problemer lige nu er indvandrerkvinders adgang til uddannelse og jobs og reel ligestilling på arbejdsmarkedet. Det er da også disse problemer, både mænd og kvinder i A4's undersøgelse overvældende peger på.
Når det gælder de muslimske kvinder skal sorte mænd og kvinder, der vil hindre deres døtres eller søstres eller koners udfoldelse, bekæmpes med næb og kløer. Men det skal de hvide mænd og kvinder, der vil diktere andre, hvordan de skal organisere deres privat eller gå klædt, også!
De vigtige almen kulturelle rettigheder er: Muslimske mænd skal som danske mænd forhindres i at slå deres koner, og kvinden skal sikres sin ret til at gå sin vej uden forfølgelse af nogen art. Muslimske kvinder skal som alle andre have lov til at ytre sig frit – inden for injurielovgivningen – og hverken fanatiske feminister eller fundamentalistiske muslimer skal have ret til at hindre det! De muslimske kvinder skal have ret til deres egen kultur ganske som f.eks. jødiske kvinder.