En værdidebat i Socialdemokratiet

Benny Engelbrecht, MF for socialdemokraterne skrev den 15. maj 2008 dette:

Når man snakker danske værdier tænke man ofte på de holdninger der binder det danske samfund sammen, men det der findes også en række fælles danske værdier der er meget håndfaste. Det er de offentlige virksomheder der ejes af os alle.

Sammen med mine partifæller Mogens Jensen, Magnus Heunicke og Kim Mortensen har jeg drøftet spørgsmålet om ejerskabet af disse offentlige værdier - ikke mindst set i lyset af kapitalfondenes fremfærd i Europa.

På den baggrund har vi udarbejdet en mini-kronik der bringes i dagens udgave af dagbladet Jyllands-Posten.
Vi håber at kunne tage debatten i månederne fremover med medlemmerne i partiet.

Nedenfor er vores fælles udspil gengivet.

Værn om Danmarks værdier

Udsalgsskiltene er ved at blive fundet frem igen i finansministeriet. Efter halvfemsernes storudsalg af offentlige virksomheder, var salgsprocesserne ellers gået i stå, men nu skal regeringens salgsplaner føres ud i livet.

De store kapitalfonde retter igen deres sultne blik mod Danmark.

Regeringen vil nemlig i denne valgperiode afhænde store, offentlige selskaber som Post Danmark, DSB, TV2 og DONG til private investorer. Et salg i milliardklassen, hvor det danske samfund for en engangsindtægt en gang for alle frasiger sig al fremtidig indflydelse på disse selskaber; bortset fra DONG Energy hvor staten foreløbig takket være Socialdemokraterne bevarer aktiemajoriteten. Alle er det selskaber der udfører vigtige, samfundsbevarende opgaver.

Dermed vil VK-regeringen overtrumfe halvfemsernes storudsalg i finansministeriet. Nyrup-regeringerne gik grundigt til værks, og i alt blev der solgt offentlige virksomheder for 37 milliarder kroner. Samfundet sagde farvel til det fulde ejerskab af selskaber som Tele Danmark, Københavns Lufthavn, DSB Gods, Statsanstalten for Livsforsikring, Post Giroen og Kommune Data.

Vores ærinde er ikke at kritisere halvfemsernes politik. Tiden var en anden, og langt de fleste frasalg var fornuftige både i princippet og i den praktiske udførelse.

Samtidig har den politiske konsensus om privatiseringer betydet, at debatten om emnet stort set har været fraværende. Stemningen for privates indtog var så markant, at ingen rigtig problematiserede emnet, og den kulminerede med Peter Brixtoftes Farum-model, som dengang blev hyldet af både eksperter, medier og samfundsdebattører.

Det er på tide at genoprette befolkningens tillid til demokratiet og dets funktion. Og det ligger til Socialdemokraternes historie og selvforståelse, at dette opgør skal være en del af fremtiden for vort parti.

Som led i den ideologiske debat i Socialdemokratiet, foreslår vi derfor, at der bliver afsat nogle sømærker, vi kan navigere efter, når det drejer sig om frasalg af offentlige virksomheder. Stadig oftere lyder undskyldningen fra Christiansborg, at "det er et privat firma, der varetager den opgave nu, derfor må vi som politikere respektere direktionens dispositioner." Men vores udgangspunkt er, at det er borgernes demokratiske ret at kunne stille politikerne til ansvar for grundlæggende kerneopgaver i samfundet.

I dag kan vi se, at den streg i sandet, som Nyrup-regeringerne trak, vil blive overskredet af Fogh.

Tiden er inde til et paradigmeskift. De næste års planer om frasalg af offentlige virksomheder, der udfører kerneopgaver, kræver et parti, der vil værne om Danmarks værdier. Den opgave bør socialdemokraterne påtage sig.

Læs det hele på:
http://benny-engelbrecht.smartlog.dk/en-v-rdidebat-i-socialdemokratiet-post137950

Jeg tror  dog desværre ikke, at udspillet får den store tilslutning blandt ledelsen. Socialdemokraterne har valgt deres retningslinjer for privatisering af offentlige virksomheder via den automatiske tilslutning og lovprisning af EUs grundfæstning af kapitalens uhindrede frie bevægelighed. Denne linje vil Helle Thorning-Schmidt og resten af Socialdemokraternes ledelse følge slavisk. Samtidigt synes jeg ikke, at der er nogen konsekvens i de fires holdning til 90'ernes privatisering af samfundsgoder. De står bag den - dog med den ene bemærkning at kobbernettet ikke skulle have været privatiseret.

Det som Benny Engelbrecht og co. ikke vil (eller tør) indse er, at skillelinjen ikke går på privatisering i dagens Danmark. Den reelle skillelinje i dansk politik går ved for eller imod EUs totale lovprisning af markedet uden andre begrænsninger end de få hegnspæle, som det trods alt lykkedes at sætte over for den magtfulde virksomhedslobby i Bruxelles og Strassbourg.

Benny Engelbrecht og co. undgår helt at tage stilling til Vaxholm/Laval afgørelse og andre andre afgørelser fra EF-domstolen, som lægger en bombe under den danske arbejdsmarkedsmodel med sin knæsætning af løndumping som princip istedet for en mindstelønsgaranti via overenskomster.

Der er brug for pejlemærker her efter årtusindskiftet i dansk politik. Det ligger klart. Men den pejlemærke, som forfatterne i ovenstående mini-kronik ligger op til ligger desværre milevidt fra de reelle og faktuelle problemstillinger.

Men på trods af dette, så vil jeg ønske forfatterne held og lykke med denne værdidebat blandt socialdemokraterne. Det bliver op ad bakke.