Piraternes fildeling har drevet teleselskabernes lukrative bredbånd frem, mener musikbranchen. Nonsens, svarer teleindustrien: Pladeindustrien er døende, og vi skal ikke redde stumperne.
IFPI anklager: Teleselskaber lukker øjnene for pirater (Computerworld.dk)
Jeg synes mere og mere at IFPI (pladeselskabernes brancheorganisation i Danmark) begynder at tage form af en lille forkælet møgunge, som med alle midler bare vil have sin vilje. Fakta er, at IFPI er særdeles tilbageholdende med at tage kampen i retssalene og er mere end villige at indgå forlig til en brøkdel af de oprindelige krav (Kilde: rettighedsportalen.dk d. 8. april 2008).
Noget lader til at IFPI skræmmekampagne i form af mafia-lignende trusselsbreve til mistænkte for ophavsrettighedsbrud ikke holder til nærmere juridisk granskning. Blandt andet viser en sag omtalt i Politiken den 8. oktober 2007 (omtalt samme dag her på denmarkonline.dk), at en fynbo anklaget for at have downloadet og kopieret film til 1200 dvd'ere med krav om erstatning på 167.000 kroner blev pure frifundet ved byretten i Odense. Mere ekstraordinært var det, at anklageren pludselig under ankesagen ved Østre landsret droppede sagen ! Derved står frifindelsen i byretten ved magt. Det særlige i sagen var, at manden ikke havde tjent penge på at hente film ned. Han havde foræret filmene væk til sine venner i mindre omfang. Dette er idag ikke strafbart ifølge dommen fra Odense byret.
Jeg har længe anset Anti-piratgruppens stilling inden for ophavsretlovskrænkelserne som særligt betænkeligt. Denne private forening stod i mange år mere eller mindre alene som enerådende privat organ, som ved fogedretterne kæmpede en kamp imod brud på ophavsretloven. I kampens hede brugte Anti-piratgruppen vilkårlige ransagninger med fogedens hjælp bl.a. til beslaglæggelse af mistænktes computer. Grundlaget var især tvivlsomme skærm-billeder, som med lethed kan manipuleres med. Disse er mig bekendt også senere er blevet forkastet af retten.
Fatalt blev det i 2002 (ca.), hvor et krav om Kr. 100.000,- i erstatning fra Anti-piratgruppen rettet imod en 17-årig førte til hans selvmord.
I 2004 mente Anti-piratgruppen, at det endog var ulovligt at linke til sider, som gjorde opmærksom på ophavsretsligt materiale. Men de fik fat i en forkert mand, som stædigt nægtede at anerkende Anti-piratgruppens anklager om brud på ophavsretloven. Han hedder Keld Bach. Desværre er hans weblog ikke længere online, men selve sagen kan læses på (Keld Bach sagen for begyndere (Rockland.dk) 6. marts 2004). Keld Bach vandt efter, at han havde klaget til advokatnævnet og advokaten Torben Steffensen fra Johan Schlüter advokatfirma for Antipiratgruppen fik en irettesættelse for brud på god advokatskik (Advokatnævn: Røffel til Antipiratgruppen (computerworld.dk) 8. april 2005).
Nyheder:
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments