Mindeord og navnene på de tre dræbte soldater
De pårørende ønsker ikke at blive kontaktet af medierne
20-12-2008 kl. 19:40
De tre danske soldater blev dræbt fredag den 19. december, da deres pansrede mandskabsvogn blev ramt af en vejsidebombe eller mine.
Æret være deres minde.
Sg Jacob Moe Jensen |
KS Sebastian la Cour Holm |
Ks Benjamin D.S. Rasmussen |
Mindeord, billeder og navne på de dræbte soldater
Chefen for Den Danske Kampgruppe Oberst Keld R.J. Christensen skriver:
Dagen i går startede med det sørgeligste vejr, vi har haft hernede. Det var tåget, mørkt og koldt, som et trist varsel på, hvordan dagen skulle ende.
I går blev også dagen, hvor hold 6 havde sit største tab. Vi sidder tilbage chokerede og sorgfyldte over, at vi måtte sige farvel til tre gode kammerater, kollegaer og soldater.
Sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Sebastian La Cour Holm og konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen mistede livet, da de var i færd med det, som de har gjort så mange gange før. Nemlig at eskortere logistikkonvojen gennem ørkenen.
De var alle tre uundværlige brikker i kampgruppens eskortesektion, der med gå-på-mod, og begejstring gang på gang kørte ud for at sørge for, at der kom forsyninger frem til deres kammerater i lejrene Price og Armadillo.
Alle tre var de professionelle til det yderste. Afsted på deres første udsendelse, havde de alle tre taget stilling til, at de ville missionen her og at de troede på sagen.
Jacob, Sebastian og Benjamin blev alle tre ofre for fjendens feje måde at ramme os på. En måde, som de alle tre kendte til.
Denne dag tog de af sted med den største logistikkolonne, som vi endnu havde set på hold 6. Humøret var højt, denne dag, selvom vejret var gråt og kedeligt.
Vi vinkede farvel til dem, da de kørte ud gennem porten, og stod med bøjet hoved, da de kørte ind igen.
Jacob, Sebastian og Benjamin vidste alle tre, hvad det var, de gik ind til. De vidste, at de kunne komme til at betale den ultimative pris. Alligevel tog de af sted uden at blinke for at løse den opgave, de var uddannet til.
Det samme gør vi, der sidder tilbage. Vi lader os ikke skræmme. Vi kører ud gennem porten i dag, i morgen, i næste måned. Vi lader ikke Jacob, Sebastian og Benjamins død være forgæves.
Æret være deres minde
Spejdersektionen skriver:
D.19. december blev en sorgens dag for sektionen. På et splitsekund blev tre af vores nære kammerater taget fra os. På en eskorteopgave fra Armadillo til Price rammes anden forreste køretøj i kolonnen af en IED. Eksplosionen dræber Jacob, Benjamin og Sebastian på stedet, samt sårer køreren på bilen. Resten af sektionen får reddet den sårede ud af området, men indser hurtigt, at de sidste tre liv ikke står til at redde.
Det er et ubeskriveligt stort tab for sektionen. Vores dybeste medfølelse går dog til de nærmeste pårørende, familie, venner og kærester. Den store sorg, der nu har spredt sig ud til så mange mennesker, kan sektionen på ingen måde begribe omfanget af. Der er uden tvivl skabt et stort tomrum. Vi prøver at fortsætte dagligdagen, som vi ved, at Jacob, Benjamin og Sebastian ville havde haft det, men deres minde vil altid være i vores hjerter. De stod os alle tre kært.
SG. Jacob Moe Jensen:
Jacob var sektionens næstkommanderende. En opgave, som han lagde hele sin sjæl i. Til alle tider forsøgte han at forbedre sektionens forhold. Det gjaldt alt lige fra militær udrustning til små ting, der kunne gøre dagligdagen bedre. Han var en meget dygtig gruppefører, og han elskede sit job. Men det der uden tvivl betød mest for ham, var folkene i sektionen og det rare fællesskab, som han selv havde været med til at opbygge fra start af.
Sektionen består af professionelle soldater, hvilket de er blevet takket være Jacobs hårde arbejde under hele vores uddannelse. Et godt eksempel for hans stræben er, at selvom han den ene uge brækker sin arm på øvelse, så deltager han stadig ugen efter på en ny øvelse med armen i en slynge. Jacob var typen, der privat var en ægte ven, han gjorde alt for sine kammerater. Savnet kommer nu til at blive ubeskriveligt stort.
Æret være Jacobs minde
KS. Benjamin Davi Sala Rasmussen:
Når man tænker på det rare fællesskab, som denne sektion besidder, så var en af årsagerne uden tvivl Benjamin. Bare hans smil fik andre folk i bedre humør. Han kunne desuden altid flette nogle friske bemærkninger ind i en samtale, som gjorde det hele mere livligt. Han var til alle tider hjælpsom og brokkede sig sjældent over de hårde opgaver. Han satte en stor ære i at være professionel soldat, og ville altid forbedre sig og blive bedre til sit job.
Det er uden tvivl de små ting ved Benjamin, som man husker ham for. Hans unikke evne til at sove alle steder på alle tidspunkter af dagen, hans store kærlighed til mad, som han selv sagde det; "min livret er gratis", samt hans interesse for musik, hvilket han gerne ofte ville dele med os andre. Alle disse små ting giver et billede af en person, som uden tvivl var elskværdig. En person som vi alle holdte af. Hans varme og kærlighed til livet vil blive savnet i vores dagligdag.
Æret være Benjamins minde.
KS. Sebastian la Cour Holm:
Sebastian var den flittige soldat, der hele tiden ville gøre tingene så godt som muligt. Denne indstilling har været årsagen til, at han blev betegnet som en dygtig soldat. En person som nød sit job og ønskede at udforske det videre.
En ting man ikke kunne undgå at lægge mærke til ved Sebastian, var hans charme. Hans unikke måde at føre sig frem på. Han havde en speciel ting ved sig, som man ikke kunne andet end at holde af. Han var typen, der ville det bedste for sine medmennesker og altid gav en hjælpende hånd. En hjælp, som altid har været påskønnet.
Sebastian besad også et smil, som ligeledes spredte glæde omkring sig. Sjældent har man oplevet ham i dårligt humør. Tvært imod var han altid klar til at hjælpe folk i bedre stemning. Han besidder uden tvivl de egenskaber, der skal til for at beskrive et godt menneske. En person, som man ville være glad for at kalde sin ven.
Æret være Sebastians minde.
Chefen for Stabs- og Logistikkompagniet, major Mikkel Soelberg, skriver:
Solen gik ned over Helmand i går den 19. december der blev endnu en skæbnesvanger dag i Kompagniets historie. Fredag den 19. december blev sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen og konstabel Sebastian la Cour Holm brutalt revet fra os under løsning af deres opgaver i Helmandprovinsen.
Om nogen ved den danske bataljon på hold 6, var Jacob, Benjamin og Sebastian de mest motiverede soldater længe set, og de var i den grad kvalificeret til, og ikke mindst rutineret i, at løse netop deres opgave. De var uddannet opklaringsfolk ved Garderhusarregimentet i Slagelse og havde gennemført hele uddannelsen hjemme i Danmark inden udsendelsen til Afghanistan. De havde således grundlaget i orden og ikke mindst et stort ønske om at løse de lidt mere risikofyldte opklaringsopgaver.
Men sådan blev det ikke, i stedet blev sektionen dedikeret til den mindst ligeså vigtige opgave – at skabe sikkerhed for alle os andre, når vi skulle eskorteres over den afghanske muld – om det var på Highway One, tværs gennem ørkenen eller gennem Gereskh betød ikke noget for disse fine husarer – de kørte forrest…som altid.
Som de havde gjort så mange gange før skulle de også den 19. december eskortere vores logistiske transport sikkert tilbage fra FOB ARMADILLO. Dette skulle blive deres sidste tur.
Jeg mødte dem første gang i det tidlige forår i Husarernes øvelsesterræn. Her stod de alle tre glade, stolte og forventningsfulde og tog sig et velfortjent hvil under uddannelsesforberedelserne. De var alle nogle glade drenge, som altid var yderst professionelle, og som man følte sig tryg ved at køre med. De gik op i deres arbejde med liv og sjæl. De skilte sig alle ud på hver sin måde.
Gruppefører og næstkommanderende i sektionen Sergent Jacob Moe Jensen tårnede i vejret over alle andre, og jeg mærkede straks at Jacob var noget helt specielt – jeg havde en god fornemmelse, en fornemmelse af at disse soldater skulle blive til noget rigtig godt. Jakob havde i den grad æren af dette. Han viste vejen og gik altid forrest. Jacob var ualmindelig stærk, ville være soldat og ville være fører. Han havde en rutine, et overblik og hurtighed i sin føring, som man sjældent oplever.
Jeg husker specielt en episode under forberedelserne til missionen hvor Jacob en dag faldt af hans køretøj og brækkede sin arm ret så alvorligt. Efterfølgende var det tvivlsomt om Jacob skulle med til Afghanistan, men Jacob insisterede – han ville gøre alt i verden for at komme med sektionen ud. Efter en kompliceret operation og med armen i slynge gennemførte Jacob den sidste del af uddannelsen – som gruppefører og som næstkommanderende i sektionen. Denne viljestyrke bragte Jacob med sig til Afghanistan og evnede på bedste vis at overføre denne til resten af sin gruppe.
Jacob var et imponerende eksemplar – punktlig, vedholdende, glad og livsbekræftende, kompromisløs i sine forberedelser og ikke mindst opgaveløsninger – meget professionel. Jacob ville være officer når han kom hjem til Danmark. Han var altid rede til at møde det værst tænkelige og det værst tænkelige skete desværre den 19. december 2008 hvor aftenen i særlig grad blev meget, meget mørk. Alverdens forberedelser vil ikke have gjort en forskel.
Benjamin og Sebastian var buddies – bedste venner og et sublimt makkerpar. Det synes, at de kendte hinanden til fingerspidserne. Vidste formodentligt, hvad hinanden tænkte. De arbejdede sammen, trænede sammen, spiste sammen – ja, næsten sov sammen. De var tætte og passede på hinanden.
Benjamin var en finskåret soldat – han nød et træningspas i motionsrummet og når tiden mellem turene i ørkenen gjorde det muligt nuppede han en times styrketræning, sammen med Sebastian selvfølgelig – det gjorde ham skarp. Benjamin var stort set altid glad – en glæde der i den grad var med til at skabe stemning omkring sig og som resten af besætningen på Jacobs vogn, skinnede den professionelle holdning også igennem hos Benjamin.
Sebastian viste i sin korte karriere, at han kunne og ville mere end de fleste andre. Han var en eksemplarisk soldat, med et aldrig svigtende humør og motivation. Sebastian søgte grænser, og han virkede optimalt i pressede og stressede situationer, hvor hans ukuelige humør og professionelle indstilling, altid var med til at motivere resten af gruppen.
Sebastian var åben af natur, han var i imødekommende og ikke mindst tillidsvækkende, hvilket naturligt medførte en evne til hurtigt at skabe sig nye relationer. Sebastian havde ambitioner om noget mere, havde ambitioner om at bryde nogle flere grænser og han havde planer med sig selv, planer hvilket i bedste fald skulle være med til at gøre en forskel. Disse planer nåede Sebastian desværre aldrig at få udlevet.
Det var en mørk nat og en overskyet dag men solen stod op igen, vi vil fortsætte vores arbejde i Helmand, og vi vil altid mindes vores faldne kammerater og kollegaer. Vores tanker går til Jacobs, Benjamins og Sebastians familier derhjemme som i usvigelig grad er gået Julen i møde med det værst tænkelige scenario. Det er og bliver en svær tid - ikke mindst her i Julen som ellers bør være en glædens tid.
Jacob, Benjamin og Sebastian var den ultimative eskorte, de kørte altid først ud ad porten. I bedste lynsnare Husarstil lå dette privilegium naturligt i deres blod. De viste vejen for alle os andre – de bragte altid os andre sikkert frem.
Æret være deres minde – vi vil huske Jer.
Respekt…
Til Redaktionerne
De pårørende til de tre dræbte soldater udtrykker et kraftigt ønske om, at de ikke kontaktes af medierne, og at de håber, at dette ønske respekteres.
Fundet her:
Mindeord og navnene på de tre dræbte soldater (Forsvaret.dk)
- Udskriftsvenlig udgave
- Log in to post comments