You are here

Selv under finanskrisen takker islændingene nej til EU

Folkebevægelsen Mod EU skrev d. 2. marts 2009:

- Et klart flertal i Island er imod, at landet søger om optagelse i EU. Dette viser, at islændingene - selv midt i en finanskrise - ser bedre alternativer til EU-medlemskabet, udtaler Ditte Staun fra Folkebevægelsen mod EU.

En ny meningsmåling fra Island (offentliggjort i går den 1. marts af Fréttablaðið og TV-kanalen Stöð 2) viser at et flertal på 53,9 % af islændingene svarer nej til spørgsmålet "Skal Island ansøge om medlemskab i EU?". Kun 46,1% svarer ja.

- Den islandske befolkning er slet ikke så EU-begejstret som EU-tilhængerne i Danmark påstår. At et flertal af islændingene - selv midt i en finanskrisen - vender sig imod at ansøge om EU-medlemskab viser, at de ser andre muligheder for samarbejde i Europa, siger Ditte Staun, som er talsperson og en af spidskandidaterne for Folkebevægelsen mod EU.

- Island er med i EFTA og EØS-aftalen. Et EU-medlemskab giver dem næppe nogle fordele, som de ikke allerede har. Tværtimod vil euroen og EU undergrave deres folkestyre. Det er derfor meget naturligt, at islændingene vender tommelfingeren ned, når der tales om optagelse i unionen, konstaterer Ditte Staun.

Læs mere om Folkebevægelsens søsterbevægelse i Island: www.heimssyn.is

Selv under finanskrisen takker islændingene nej til EU (Folkebevægelsen Mod EU) (2. marts 2009)