You are here

Genindfør de facto Asyl

Støttekredsen for Flygtninge i Fare skriver idag i deres nyhedsbrev:

Når danskerne ikke kan blive behandlet for kræft grundet manglende sygehuskapacitet, slår vi os ikke til tåls med, at en minister eller en regering modsat fakta påstår. "systemet fungerer".

Men det er hvad regeringen og ministre er sluppet af sted med på flygtningeområdet i årevis.

De har ret i, at der ikke er behov for en særlov for de irakiske flygtninge. Der er behov for genindførelse af de facto asyl. Det vidner de irakiske flygtninges situation om. Det vidner situationen om for afviste flygtninge fra andre lande, der har siddet fast i systemet i mange år.

De facto asyl blev afskaffet i 2002. De facto gav asyl til asylanmodere, der ikke kan påvise sig direkte politisk forfulgte, men er i fare i hjemlandet af andre grunde: Såsom krig, etnisk forfølgelse, blodhævn uden mulighed for myndigheds beskyttelse.

Men faktisk allerede før afskaffelse af "de facto"- begrebet i udlændingeloven var Danmark gået for vidt i afslag til flygtninge. Om dette vidner:

  • Siva tvangsudsendt til Sri Lanka og udsat for tortur.
  • Hele tamilsagen
  • En inder, der blev tvangsudsendt og tortureret
  • En algierer, der blev tvangsudsendt og dræbt
  • En forfulgt algierer, der reddede sit liv ved at flygte fra Danmark til England.
  • En iransk dreng, der blev tvangsudsendt og tortureret
  • En mauretaner, der reddede sit liv fordi hans sag blev taget op af DR "rapporten".

En del flygtninge er forsvundet ud i den blå luft efter tvangsudsendelse fra Danmark. Vi kan ikke som med kræftpatienter fremvise alle ligene på bordet.

"Vi har et system" siger regeringen! - Ja vi har, og det fungerer så mennesker udsendes til lande, hvor deres liv udsættes for fare. Det er politikere, der har besluttet, at sådan skal systemet fungere. Uanset hvor mange gange asylsagerne bliver behandlet af myndighederne, vil det give afslag. For afvisningssystemet er gået for vidt.

Derfor skal vi have indført de facto begrebet" i udlændingeloven igen - og med en yderligere lempelse end tidligere, så ingen mennesker skal leve som retsløse i Danmark i 5 - 10 år. Så ingen mennesker kan tvangsudsendes til lande til fare for deres liv.

Link til sagsresuméer om de tvangsudsendte og torturerede vi kender til:

http://www.flygtninge-i-fare.dk