You are here

Samråd kan spænde ben for Ombudsmandens undersøgelse af klima-anholdelser

Et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg risikerer at stoppe Ombudsmandens undersøgelser af de administrative anholdelser under klimatopmødet i København.

Ombudsmandens undersøgelse af forholdene for de administrativt anholdte under klimatopmødet i København risikerer at blive spoleret af et åbent samråd i Folketinget.

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen er ellers i gang med at undersøge forholdene for de anholdte i burene i det midlertidige klimafængsel på Retortvej, samt de nærmere omstændigheder omkring danmarkshistoriens største masseanholdelse af 968 mennesker til den store klimademonstration den 12. december i København.

Anholdelsen fik omfattende kritik efter tv-billeder viste, at flere hundrede aktivister måtte sidde på jorden i timevis, havde kramper på grund af kulde og i flere tilfælde måtte tisse i bukserne, da politiet ikke tillod toiletbesøg.

Men ifølge de regler, som Folketingets Ombudsmand er underlagt, kan sager, der har været bedømt af Folketinget eller et af Folketingets udvalg ikke behandles.

Samrådet er fastsat til den 9. februar og er indkaldt af De Radikales retsordfører Lone Dybkjær.

Samråd kan spænde ben for undersøgelse af klima-anholdelser (Information.dk)  (20. januar 2010)